Fokus på fejl

Fejl er skadelige for troværdigheden. Det gælder ikke mindst i journalistik, hvor ikke kun fejl i faktuelle oplysninger, men også banale sprog- og stavefejl samt fejl i produktionen risikerer at svække seernes og brugernes tiltro til det, de får at vide.

TV 2s nyhedsafdeling har derfor besluttet at sætte fokus på fejl i den kommende tid. Formålet er at nedbringe antallet af fejl og gøre sig umage med hurtigst muligt at rette de fejl, der alligevel måtte være sluppet igennem redaktionens filter.

På TV 2 NEWS bliver der således indført automatisk stavekontrol på kravleteksterne, ligesom man generelt i Nyhedsafdelingen skærper procedurerne for at fange og korrigere faktuelle, sproglige og produktionelle fejl i opløbet. Det er endvidere planen at gøre retning af fejl mere synlig for brugerne på tv2.dk.

Brug for seernes hjælp

Samtidig opfordres TV 2s seere og brugere til at indberette fejl til seernes redaktør, så de kan blive sendt videre til den pågældende redaktion – og rettet, når det er muligt. Væsentlige fejl vil desuden blive offentliggjort under ”Fejl og rettelser” her på siden.

Vi er afhængige af tilbagemeldinger fra forbrugerne af TV 2s produkter.

En del seere og brugere har nemlig et skarpt og kritisk blik også for detaljerne i formidlingen. Som man vil kunne se af de seneste ugers henvendelser, er det ofte nuancerne, der er væsentlige for den samlede opfattelse.

Derfor kan det også anbefales at rette væsentlige og meningsforstyrrende fejl, fordi det medvirker til at øge den journalistiske troværdighed. 

Indberetninger om fejl sendes pr. mail til sr@tv2.dk. Husk at oplyse, hvilken udsendelse eller artikel det drejer sig om – og hvori fejlen består.

Paulus’ Romerbrev

En af Nyhedernes årvågne seere, Søren Pedersen, klagede 10. maj over, hvad han opfatter som en fejlfortolkning af apostlen Paulus’ ord, da TV 2 i 22 Nyhederne aftenen før viste et klip med den amerikanske prædikant Kevin Swanson i forbindelse med debatten om regeringens planlagte liste over udenlandske hadprædikanter, som ikke skal have lov at rejse ind i Danmark.

”I Romerbrevet, kapitel 1, vers 32, siger apostlen Paulus, at homoseksuelle fortjener at dø. Det er hans ord, ikke mine”, saluterede den amerikanske prædikant med en vis triumf i stemmen.

I det efterfølgende interview med integrationsminister Inger Støjberg konstaterede 22 Nyhedernes vært Poul Erik Skammelsen så, at ”hvis man for eksempel kommer med en udtalelse, som – selv hvis man citerer Paulus og Bibelen – siger, at homoseksuelle skal slås ihjel, skal man så holdes ude af det her land?”

Den tolkning var ifølge Søren Pedersen for vidtgående i forhold til Bibelens ord. Djævelen ligger som bekendt i detaljen – og det gælder også i forhold til Paulus’ Romerbrev.

”Det er ikke korrekt, at apostlen Paulus skriver eller opfordrer til drab på homoseksuelle, hvilket fremgår af både den græske og danske tekst, men også det efterfølgende kapitel 2, 1-11 hvor apostlen Paulus gør det klart, at mennesket netop ikke har ret til at dømme eller dræbe andre mennesker, men at dommen alene er Guds”, skrev Søren Pedersen i sin mail til seernes redaktør.

”Jeg er opmærksom på, at indslaget handlede om hadprædikanter, men jeg mener at værtens fejlagtige citering og udlægning af Paulus teksten bidrager til en generel misforståelse af Paulus-teksten som ikke er i overensstemmelse med fakta fra det pågældende kapitel i Romerbrevet og efterlader seeren tilbage med et misforstået forhold til hvad der egentlig står i teksten”, tilføjede han.

Denne udlægning af skriftens ord får opbakning på Københavns Universitets teologiske fakultet, hvor man er enig i, at der i Romerbrevets kontekst ikke er tale om en opfordring til at slå ihjel. Og, som det netop præciseres af Paulus i kapitel 2, så er det op til Gud, og ikke mennesket, at dømme.

Man kan mene, at det er en detalje, men i medierne henviser man ofte til, at også Bibelen indeholder antikverede regler om, at syndere skal straffes med døden. 

Den afgørende forskel handler om, at det som sagt ikke er op til mennesket at dømme – selv om man kan være i tvivl om, hvad den amerikanske svovlprædikant egentlig mener om sagen.

Grænsekontrol og asyltal

Morgennyhederne på TV 2 og NEWS fastslog på baggrund af nye tal fra Udlændingestyrelsen 22. april, at ”antallet af migranter og flygtninge, der søger asyl i Danmark, er fordoblet siden regeringen indførte grænsekontrol i januar […]Det er dobbelt så mange som i samme periode i 2015 og 2014.”.

Sagen blev dækket morgenen igennem, og det førte blandt andet til kritik fra en af TV 2s seere, som fandt, at ”dagens nyhedshistorie om antallet af asylansøgere er ekstremt fordrejet, uetisk og politisk farvet. Den er ikke TV 2 værdig”, som han skrev i sin mail til seernes redaktør. 

”Det eneste man kan sige er, at antallet fortsat falder og ikke er steget i absolutte tal efter grænsekontrollen er indført. Hvis man sammenligner de svenske tal på samme måde, vil man sikkert komme til samme resultat”, skrev han og tilføjede, at ”i mellemtiden har den usaglige journalistik været med til at skabe flere DF tilhængere”. 

”Det er muligt, at grænsekontrollen ikke er pengene værd eller er moralsk forkert, men det er op til politikerne og befolkningen at bedømme, ikke journalisterne, som skal informere nyhederne grundigt, sagligt og afbalanceret samt om de forskellige synspunkter, men ikke selv tage politisk stilling. Vi er interesseret i journalisternes viden, forklaringer og analyser, men ikke deres personlige holdninger”, skrev den pågældende i sin mail til seernes redaktør.

Jeg er enig i, at det var faktuelt forkert, da TV 2 oplyste, at antallet af asylansøgere er fordoblet, efter at grænsekontrollen blev indført i januar. Og det blev ikke bedre af, at TV 2 blandede det sammen med asyltallene for sidste og forrige år, hvor der ikke var grænsekontrol og i øvrigt heller ikke nær så mange flygtninge og migranter, som søgte om asyl i Danmark. 

Det eneste, man kan sige med sikkerhed, er, at antallet af asylansøgere er faldet, siden grænsekontrollen blev indført. Ifølge Ritzau blev der således i begyndelsen af maj registreret 54 asylansøgere i Danmark, og det er et af de laveste antal, der er modtaget i løbet af en uge, siden den midlertidige kontrol ved den dansk-tyske grænse trådte i kraft efter nytår.

Men måske var tallet i første kvartal faldet under alle omstændigheder – også uden grænsekontrol. Vi ved det formentlig ikke med sikkerhed.

Shakespeares død

Vi lagde ud med Paulus og Romerbrevet – så vi slutter i det historiske hjørne med 400-året for Shakespeares død i England 23. april 1616.

Mindedagen blev også markeret på TV 2 NEWS, hvor værten, Michael Trangbæk, i et i øvrigt meget veloplagt og engageret interview bød Ulla Terkelsen velkommen med en bemærkning om, at hun stod foran Shakespeares Globe Theatre i London.

”Det er et fantastisk sted”, sagde Ulla Terkelsen, ”som du kan se, så ligger det derovre – det er det hvide bindingsværkshus, som ligger derovre, og som har et stråtag. Det er fra 1598, det vil sige, at de sidste 18 år af Shakespeares liv, da blev hans stykker opført der, førsteopført der. Det er hans teater”.

Det var en af TV 2s seere ikke enig i. Han skrev derfor:

”Kære redaktør. Det er forstemmende her kl. godt 20 på Shakespeares dødsdag at høre på News, først fra værten, så fra Ulla T, at The Globe stadig står, hvor den stod for fire hundrede år siden, og at det var i den udpegede bygning, Hamlet blev opført. Det havde da ikke mindsket dramatikken i jeres indslag, om I havde nævnt, at man i 1990'erne rekonstruerede The Globe efter bedste evne et par hundrede meter fra det sted, teatret oprindeligt stod på. Den oprindelige var blevet revet ned i 1644!!”

Igen ligger djævelen i detaljen. The Globe blev ganske rigtigt opført i 1598 – men nedbrændte allerede i 1613. Teatret blev derefter genrejst i 1614 – men lukket igen i 1642. Den nye kopi stod først klar i 1997 – 399 år efter det oprindelige Globe Theatre blev opført.

Det er en ærgerlig fejl – for både Ulla Terkelsen og værten Michael Trangbæk ved selvfølgelig godt, at det nuværende teater er en kopi. 

Det stod oven i købet i Trangbæks interviewmanus, så det viser i virkeligheden blot, at man nogle gange også som journalist kan lade sig rive med i begejstringen og glemme de vigtige detaljer, når kameraet ruller. Men det vidste seerne ikke. 

LARS BENNIKE, 23.05.2016