Skal medierne stoppe prins Henrik?

Den ømtålelige debat, om hvor prins Henrik til sin tid skal begraves, har for alvor fyldt i medierne den seneste uge. 

Debatten opstod, da hoffet 3. august udsendte en pressemeddelelse, hvor man bekræftede, at prins Henrik og dronning Margrethe alligevel ikke skal begraves sammen. 

”Kongehuset har i dag offentliggjort, at hans kongelige højhed Prins Henrik ikke ønsker at blive begravet i Roskilde Domkirke, som det ellers har været planlagt. Prinsens beslutning indebærer, at prinsen ikke kommer til at ligge ved siden af hendes majestæt dronningen under den sarkofag, som professor og billedhugger Bjørn Nørgaard har udarbejdet”, hed det i pressemeddelelsen, hvor kongehuset tilføjede, at dronning Margrethe er "indforstået med beslutningen".

Til BT oplyste kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, at det ikke er nogen hemmelighed, at ”prinsen i mange år har været utilfreds med sin rolle og den titel, han er blevet tildelt i det danske monarki. Den utilfredshed har i de senere år fyldt mere og mere”.

8. august blev sagen sat yderligere på spidsen, da prins Henrik foran sit slot i Caix i det sydvestlige Frankrig udtalte til journalister fra Se og Hør og Billed-Bladet, at dronningen ikke giver ham ”den respekt, som en almindelig kone skal give til sin ægtefælle”.

Billed-Bladets journalist konfronterede prinsen med, at "man taler om, at De gør dronningen til grin og til nar og hænger hende ud".

”Det er hende, der gør mig til narren. Jeg har ikke giftet mig med dronningen for at blive begravet i Roskilde”, lød svaret fra prins Henrik, som ifølge Billed-Bladet og Se og Hør mener, at sagen kan løses, hvis dronningen giver ham titel af ”kongegemal”.

Mediernes rolle

TV 2s beslutning om at vise klip fra Se og Hørs interview med prins Henrik har ført til en omfattende debat på Nyhedernes side på Facebook, hvor en bruger mente, at det er på tide at pressen stopper med at give prinsen taletid og medieomtale. 

”De må finde ud af at vaske deres "sure underbukser" derhjemme...! IKKE i offentligheden. For Danmarks omdømme bør alle medier STOPPE nu”, skrev den pågældende bruger i sit opslag.

”Presse og sladderblade skal holde sig langt væk!! Men de ser sensationen og jagter nådesløst!! Det er så uhyggeligt, og det værste er, at de ikke selv kan se det!!”, mente en anden. 

I en debat på TV 2 NEWS 9. august argumenterede kommunikationsrådgiver Kresten Schultz Jørgensen, tidligere spindoktor Noa Redington og kulturchef – tidligere DR-vært – Ane Cortzen for, at medierne ikke bør give prins Henrik taletid, da han efter deres vurdering virker som et menneske ude af balance.

Samtidig fastslog Kresten Schultz Jørgensen, at det må være hoffets og regeringens opgave at minde prinsen om, at han har en funktion ”for life”, og at hans privatliv derfor ikke er særlig interessant. Udmeldinger af den karakter, som prinsen har fremsat, er med til at ændre danmarkshistorien.

”Så nej, en 83-årig har ikke bare fri taletid, hvis ikke det er en del af hans ansættelseskontrakt”, lød det fra kommunikationsdirektør Kresten Schultz Jørgensen på TV 2 NEWS.

Vanskeligt dilemma

Presseetisk er der tale om et vanskeligt dilemma.

Som man de seneste dage har kunnet se på debatten blandt andet på TV 2s sider på Facebook, synes mange danskere, at hele balladen er synd for dronningen. Der er dog også mange, som er uenige i, at det er mediernes opgave at afskære prinsen fra at udtale sig om egne forhold.

Spørgsmålet er også, hvilken begrundelse medierne skulle tage i anvendelse for at begrænse prinsens ytringsfrihed.

Det fremgår således af Pressenævnets vejledende regler for god presseskik, at ”sikringen af ytringsfriheden i Danmark står i nøje forbindelse med mediernes frie adgang til at indsamle informationer og nyheder og til at offentliggøre dem så korrekt som muligt”, lige som det hedder, at ”den frie kommentar er en forudsætning for ytringsfriheden”. 

Medierne bør dog samtidig udvise særligt hensyn over for personer, ”som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser eller anden medvirken”, og derfor ”bør andres tillid, følelser, uvidenhed, manglende erfaring eller svigtende herredømme ikke udnyttes” ved indsamling og offentliggørelse af informationer, som det hedder.

Ikke kun en privat sag

Selv om spørgsmålet om begravelse ikke tidligere har været sat til diskussion, er der grundlæggende tale om synspunkter, prinsen har forfægtet i årevis. De ligger på alle måder i forlængelse af prinsens hidtidige udtalelser om sin rolle i kongehuset og er derfor ikke i sig selv udtryk for en pludseligt opstået grille, som ikke har været hørt før.

Prins Henrik virker ganske vist følelsesmæssigt berørt i videoklippet fra Se og Hørs interview, men så vidt jeg er orienteret, har medierne ikke modtaget informationer – hverken formelle eller uformelle – der indebærer, at prinsen ikke skulle være i stand til at overskue rækkevidden af sine udtalelser.

Argumentationen hænger – trods den for mange sikkert lidt usædvanlige logik – sammen, og bedømt ud fra artiklerne i Billed-Bladet og Se og Hør synes de to medier også at have haft klare aftaler om interview med prinsen, som også har ladet sig fotografere sammen med to blades medarbejdere.

Efter mere end 50 år i det kongelige rampelys er der desuden tale om en særdeles medievant prins, som på alle måder kender spillets regler. 

Dertil kommer, at prins Henrik ikke er en tilfældig borger, men medlem af kongehuset, og spørgsmålet, om hvor han skal begraves, er derfor ikke kun et privat anliggende, som bør holdes inden døre. 

Danske monarker er i 600 år blevet begravet ved siden af deres ægtefæller, og alene af den grund har det offentlig interesse, når prins Henrik har besluttet, at han ikke vil stedes til hvile i en glassarkofag i Roskilde Domkirke sammen med dronningen, sådan som det ellers var planlagt. 

Det er en beslutning, som vil gå over i Danmarks historie, og af den grund kan det også være relevant at høre prinsens egne argumenter – og ikke kun de udtalelser, som hoffet har fremsat i en nøje formuleret pressemeddelelse.

Hoffets kommunikationschef fastslog da også i går over for TV 2, at "hans kongelige højhed prinsen har i forlængelse af den aftalte offentliggørelse af de ændrede begravelsesplaner selv ønsket at forklare sine bevæggrunde yderligere. Og det har prinsen jo ret til", som det hed.

Andet ville også være vanskeligt i Muhammed-tegningernes og den udstrakte ytringsfriheds hjemland.

Prinser har ret til at udtale sig, også om egne forhold, og medierne kan beslutte at offentliggøre det, hvis det vurderes at have offentlig interesse. Det gælder også, selv om det kan være lidt pinagtigt at overvære.

LARS BENNIKE, 10.08.2017