Tid til eftertanke

Resultatet af det amerikanske præsidentvalg endte som en gevaldig begmand for en række medier og meningsmålingsinstitutter - ikke kun i USA, men også i Danmark. Også bookmakere må imødese milliontab oven på Donald J. Trumps uventede valgsejr 8. november.

Så sent som aftenen før valget boblede medier over med forudsigelser om en forventet sikker valgsejr til Demokraterne – blandt andet udtrykt af amerikanske Nate Silver, som i sit sidste ’FiveThirtyEight Election Forecast’ få timer før afgørelsen bedømte Hillary Clintons chance for at overtage præsidentembedet til ikke mindre end 71,4 procent mod kun 28,6 procents chance til Trump. Og få dage før valget satte The New York Times Clintons chancer til hele 84 procent.

Clinton på sikker grund

På selve valgdagen var Hillary Clinton i TV 2 Nyhederne og på NEWS hele formiddagen ”fortsat favorit ifølge meningsmålingerne”.

”Hun fører med 3 procentpoint, viser en opgørelse fra hjemmesiden Real Clear Politics, der samler et gennemsnit af landets meningsmålinger”, hed det således i Nyhederne, mens det blev tilføjet, at ”kigger vi på valgmænd, som er det, der afgør valget, er Clinton på lidt mere sikker grund: ifølge opgørelserne er hun sikker på 203 valgmænd, mens Trump ifølge Real Clear Politics er nogenlunde sikker på 164”.

Det hører dog med i billedet, at TV 2 understregede i indslaget, at ”der skal 270 valgmænd til for at vinde valget, og ifølge prognosen er der stadig 171 valgmænd, der skal fordeles”.

”Parnasset” af journalister og eksperter

Helt så let gik det ikke, og der blev selvfølgelig skudt på medierne, da det efter optællingen onsdag morgen stod klart, at det ikke er Clinton, men rivalen Trump, som rykker ind i Det Hvide Hus i januar 2017.

Der gik ikke mange timer efter Trumps sejrstale i New York, inden den første bredside mod TV 2 landede i seernes redaktørs mailboks.

Preben Josephsen, en af TV 2s trofaste seere, svang den verbale pisk over ”parnasset af de mange røde journalister og programværter samt de mange dårlige eksperter”, som efter hans opfattelse endnu en gang havde gjort sig selv ”fuldstændig til grin med et kæmpeselvmål. ”

”I månedsvis har man oset af begejstring for Hillary Clinton, der var så fantastisk og altid gjorde det rigtige, mens Donald Trump konsekvent er blevet fremstillet som uduelig og et dumt svin. Ikke mindst de kvindelige medarbejdere har været fuldstændig besat af den opfattelse, at det var 100 procent sikkert, at Hillary Clinton ville vinde”, skrev Preben Josephsen.

Han tilføjede, at ”god journalistik udspringer ikke af ensidig ønsketænkning på venstrefløjen, men at man har evnen til at kunne analysere situationen, men der er ikke mange af TV 2s folk, der har den evne”.

”Hvor længe har man tænkt sig så ensidigt at blive ved med at gøre brug af dyre og ubrugelige meningsmålinger, som langt oftere rammer langt ved siden af resultatet, end at ramme rigtigt. De folk, der laver meningsmålinger er simpelthen ikke dygtige nok til at fange, hvad der rører sig i folkehavet”, skrev Preben Josephsen, som dog afsluttede sin lidt ramsaltede salut ”med venlig hilsen”.

En anden seer, Karen R. Skov, beklagede sig senere onsdag over at have fået ”tudet ørerne fulde” af journalisternes forudsigelser vedrørende det amerikanske præsidentvalg. 

”I har kørt en stemning op, som har været pinligt at opleve. Ord som dyb, dyb bekymring afløser nu alle jeres begejstrede forudsigelser om Clintons sejr. Hæv barren lidt og styrk tilliden til jeres nyhedsdækning gennem at holde jeres følelsesliv for jer selv og vægte sagligheden”, skrev hun i sin mail til seernes redaktør.

”Og måske kunne det være en ide at minimere den tidsmæssige sendetid på "jeres sensationer", så gætterier og journalistpladder kan stoppes og skæres ned til det, I VED”, foreslog Karen R. Skov.

Kommentatorer med røde øren

Jeg er ikke enig i alt, hvad de to seere skriver – men jeg mener, at de har nogle væsentlige pointer.

Der har nemlig været mange forudsigelser, som viste sig ikke at holde vand, når det gjaldt Donald Trumps chancer for at vinde præsidentposten. 

Det gælder ikke kun i internationale medier, men også de danske – og herunder også på TV 2.

En perlerække af korrespondenter og kommentatorer har – ligesom TV 2s egen Jesper Steinmetz – spået, at der skulle ”et mirakel” til, hvis Trump skulle vinde valget, at hans kampagne var ”i frit fald” og lignende.

Også på valgaftenen var der klare forventninger om en sejr til Hillary Clinton, og det førte sidst på natten til en lidt sen erkendelse hos Mads Fuglede, da balancen endeligt var tippet.

”Jeg må jo leve med, at jeg skråsikkert og uden overhovedet at stille spørgsmålstegn ved den analyse har sagt, at Donald Trump aldrig ville blive præsident i USA”, sagde Mads Fuglede, mens hans kollega i TV 2s valgstudie, Mirco Reimer-Elster, var mere kortfattet i sin kommentar:

”Jeg vil sige det endnu kortere end Mads. Jeg er en idiot, jeg har taget fejl i et helt år”, sagde Mirco Reimer-Elster til Cecilie Beck.

De to kommentatorers bodsgang førte til en opfordring fra en TV 2-seer, som ønsker at være anonym, men som i en mail til seernes redaktør foreslog at skrive ”såkaldt” foran titlen, næste gang man inviterer ”angiveligt kompetente folk ind i studiet til at udtale sig om amerikansk politik”.

”Dette gælder naturligvis ikke David Trads, som aldrig tager fejl om noget som helst, og Jesper Steinmetz, hvis bange anelser, om at Trump vandt valget, rent faktisk kom til at holde stik (respekt!)”, skrev den pågældende seer, som tilføjede:

”Stor respekt herfra også for flagellanten Mads Fuglede, som omtalte sig selv som komiske Ali, efter at han tog fejl med hensyn til Trump”.

Forskel på journalistik og kommentarer

Det afgørende – set fra min side – er imidlertid, at der er væsentlig forskel på kommentarer og analyser – og så den journalistiske dækning, TV 2 har gennemført i månederne op til valget.

I den journalistiske dækning har TV 2 nemlig opsøgt begge sider og dækket begge kandidaters argumenter og politiske visioner - ligesom man har dækket deres ubehagelige sager fra starten af primærvalgkampagnen til valget 8. november. 

Det hører med i billedet, at der i dækningen har været stort fokus på Trumps mange opsigtsvækkende udtalelser, men de er på linje med andre forhold et væsentligt element til forståelsen af hans succes. 

På reportageplan har TV 2 og NEWS imidlertid også været hos Hillary-tilhængere i Californien, blandt Trump-støtter i North Carolina og Arizona, hos latinoer i Florida og arbejdsløse i Pennsylvania.

TV 2s udsendte medarbejdere har blandt andet været i rust-bæltet, hvor Trump henter sine mest trofaste støtter, og hvor selv den lokale leder af Demokraterne kritiserede Clinton. De har også været ved grænsen til Mexico, hvor de to hovedmedvirkende støttede Trump.

På Demokraternes side har man besøgt en kunstner, der støttede Clinton og kritiserede Trump, man har mødt forgældede studerende, som ville stemme for Clinton, ligesom der har været indslag om sundhedspolitik og den udskældte ”Obamacare”, som var et af valgkampens store temaer.

Efter min vurdering var det derfor ikke korrekt, da en seer i en henvendelse til undertegnede betegnede dækningen på TV 2 NEWS som en ”rendyrket smædekampagne imod en enkelt person”, eller at man ”helliger sendefladen til at svine Trump”, som den pågældende skrev i sin mail. Han afviste dog også efterfølgende at fremsende konkrete eksempler, der kunne underbygge hans kritik.

Brexit, Dansk Folkeparti og nu Trump

Forløbet op til det amerikanske valg minder om den britiske ”Brexit”-afstemning samt Dansk Folkepartis uventede fremgang ved folketingsvalget i juni sidste år. 

Dansk Folkeparti blev umiddelbart før valget i 2015 tippet til at få omkring 18 procent af stemmerne – de fik over 21 procent på valgdagen. Tilsvarende forudså store meningsmålingsinstitutter et komfortabelt flertal for tilhængerne af fortsat britisk EU-medlemskab – selv bookmakerne forventede et ja – ligesom de i øvrigt også forventede sejr til Hillary Clinton.

For Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti, handler overraskelsen over Trumps valgsejr om, at eliten ikke har blik for det, der optager folket.

”Valget følger efter Brexit i Storbritannien. Det valg kom også bag på alle de toneangivende. Grundlæggende reagerer folk imod de negative sider ved globaliseringen. At nationalstaten får mindre og mindre betydning. At man ikke kontrollerer indvandringen. At uligheden vokser dramatisk - de rigeste ejer mere og mere - dem med de laveste lønninger sakker bagud”, sagde Thulesen Dahl efter valget til Ritzau.

Skru ned for ”horse race”-journalistikken

Det er altid sundt for medier at se sig selv i spejlet og overveje, om man har gjort det rigtige.

Efter min vurdering har TV 2 og NEWS på det journalistiske plan haft et godt blik for, hvad der optog mange amerikanere i valgkampen. Reporterne har faktisk indsamlet oplysninger og talt med folk, sådan som det er kernen i god journalistik.

Problemet er, at det ikke har smittet tilstrækkeligt af på de mange analyser, som også har været bragt i en lind strøm forbindelse med valgkampen. I stedet for at stole på de indtryk, medarbejderne har fået på deres ture rundt i USA, har man i analyser og kommentarer lagt for stor vægt på de meningsmålinger, som nu både i USA, Storbritannien og Danmark har vist sig at ramme forbi skiven. 

Medierne – også TV 2 – har haft stort fokus på det, man i USA kalder ”horse race”-journalistik, hvor man hele tiden analyserer og gætter på, hvem der ser ud til at have størst chance for at vinde valget. Det er en form for spåmands-virksomhed, som ikke harmonerer særlig godt med klassisk journalistik, der grundlæggende handler om at indsamle og videreformidle faktuelle informationer.

Efter min vurdering har meningsmålinger dog også deres kvaliteter – de kan i mange tilfælde give en strømpil, så vi slipper ikke af med dem.  

Men usikkerheden er større, end vi har været vant til - som resultaterne af Brexit, folketingsvalget herhjemme og nu også det amerikanske valg har vist. Det er TV 2 nødt til at tage højde for. Efter min opfattelse er der derfor særligt på dette punkt grund til eftertanke oven på valget af Trump.

LARS BENNIKE, 11.11.2016