Forkerte oplysninger i artikel om Jensens Bøfhus

TV 2 har d. 18. april 2016 ændret artiklen "Jensens Bøfhus leder efter flere penge", da artiklen indeholdt forkerte informationer. 

Af artiklen fremgik det, at grundlæggeren af Jensens Bøfhus, Palle Skov Jensen, ikke ser anden udvej end at sælge ud af restaurantimperiet for at sikre livsværkets overlevelse, at restaurantkæden har brug for "økonomisk kunstigt åndedræt", og der stod, at Jensens Bøfhus er i knæ. 

Jensens Bøfhus har efterfølgende afvist over for TV 2, at dette er korrekt.

Det seneste årsregnskab for 2014 i selskabet bag Jensens Bøfhus, Jensen’s Food Group A/S, viste et underskud på 29,89 millioner kroner, og året før lød underskuddet på 10,7 millioner kroner. Derudover har Jensen’s Food Group A/S ifølge det seneste regnskab en gæld på 419 millioner kroner og en svindende egenkapital.

Dette giver dog ikke belæg for at skrive, at Jensens Bøfhus er i knæ. Derudover har Palle Skov Jensen ikke udtalt, at han "ikke ser anden udvej end at sælge ud af restaurantimperiet for at sikre livsværkets overlevelse", ligesom der heller ikke er udtalt, at restaurantkæden har brug for "økonomisk kunstigt åndedræt".

TV 2 beklager fejlen.