Chokeret over rystede kolikbørn

En seer, Kristian Tue Christensen, kritiserer 14. april et indslag om ny behandling i "Praxis".

Jeg har med stor forargelse set udsendelsen om kolikbørn, med sundhedsplejersken Gudrun. Almen viden er da, at man bestemt ikke svinger et spædbarn på denne måde!!

Jeg synes, TV 2 bør fremhæve lægernes anbefaling om IKKE AT RYSTE BØRN PÅ DENNE MÅDE meget mere. Det blev nærmest nævnt som en biting. Det var grotesk at se på.

Det kan godt være, at Gudrun er en gammel garvet sundhedsplejeske, men måske er hendes tid passé. Der er absolut ingen tvivl om, at hun svingede barnet for meget. Og hendes kommentar om, at barnet skal bruge sige muskler, så det ikke har energi til at skrige, er da helt hen vejret. Det er da trods alt barnet eneste måde at kommunikere på!!!!

Jeg synes TV 2 har et ansvar for, at lægernes advarsel kommer mere tydeligt frem efter denne udsendelse!!

Håber I vil gøre noget ved dette.


Med venlig hilsen

Kristian Tue Christensen

Redaktør på "Praxis", Kristian Frederiksen, svarer 16. april:

Hej,

Tak for jeres mail og interesse for Praxis.

Jeg har forståelse for jeres bekymring, men i indslaget om kolik giver vi netop plads til, at denne bekymring kan komme til udtryk. Vi siger specifikt:

"Børnelæge Anders Pærregaard har set optagelserne igennem, og der er en af øvelserne, han fraråder, at man laver. Det er svingturen her. Det kan være farligt at ryste en babys hoved for meget."

Derefter får lægen tid til at forklare sin skepsis.

Vi siger også, at lægen TVIVLER på, at metoden har effekt, og at det IKKE ER VIDENSKABELIGT BEVIST. Men faktum er samtidig, at øvelserne bliver brugt som en fast del af kolik-behandlingen i Fredericia kommune, som i øvrigt har reduceret kolik-tilfældene til stort set nul. Det er derfor, Praxis vælger at tage historien op og vise, hvad øvelserne går ud på, men samtidig giver vi plads til skepsis og tvivl.

Med venlig hilsen
Kristian Frederiksen
Redaktør, Praxis