Det handlede om løn

En af seerne af NYHEDERNEs Årskavalkade, Tine M F, kritiserer 1. januar i en mail til seernes redaktør indslaget om forårets strejker:

Kære Lars,

Efter at have set TV2 programmet "Året der gik", sidder jeg tilbage med en undren over, at to veluddannede journalister kan sige så meget "bavl" på under 5 min. Jeg hentyder til indslaget om strejkerne i foråret. Kan det virkelig være rigtigt, at det endnu ikke er gået op for TV2, at dette i bund og grund ikke handlede om løn, men om flere sygeplejersker.

Ja, lønnen var et af midlerne til målet, målet som er rekruttering og fastholdelse, to ting, som på den lange bane betyder bedre arbejdsmiljø, større patientsikkerhed og øget kompetance i pleje og behandling. Denne proces er en nærmest umulig opgave at gennemføre, når veluddannede mennesker nægter at anerkende de problemer, sundhedsystemet i dag er oppe imod (nedslidt på både den tekniske og personalemæssige side).

En virkelig beskrivelse af dagens sundhedssystem er en dokumentar, TV2 ikke tør lave, og et faktum kun de, der arbejder i systemet, tør forstå, og ser i øjnene hver eneste dag.


Jeg håber, at redaktionen fik meget grin ud af at opveje lønstigningen mod den øgede fagforeningstakst, ha ha.

Synd i ikke hørte vores råb om HJÆLP!!!


Kære journalister mit råd til jer er, se at få lavet en sundhedsforsikring i en fart, hav dog blot in mente. Er det cancer eller en uhelbredelig kronisk lidelse I pådrager jer, så er der kun det offentlige der gider tage sig af jer, og der får I hjælp og støtte af dem, "I har så travlt med at gøre til grin", og som I ikke hørte, da de råbte om hjælp til at rette op på et system i frit fald.

Med venlig Hilsen

Tine M F

Programmets redaktør Svend Rasmussen svarer:

Kære Tine M. Frandsen.

Som redaktør på TV 2-programmet 'TV 2008 - året i ord og billeder' har jeg af Seernes Redaktør fået overdraget at svare på din mail, hvor du er utilfreds med vores indslag om strejkerne i foråret.

Som jeg forstår din mail, så er din hovedanke, at TV 2 ikke har forstået, hvad det egentlige formål med konflikten var - altså at det ikke handlede om mere i løn, men om flere sygeplejersker.

For det første handlede indslaget ikke kun om sygeplejerskerne, men om alle de grupper, der konfliktede i foråret, altså også medlemmer af BUPL og FOA - der vel ikke alle kan siges at have haft flere sygeplejersker som mål. For det andet så fremgår det af samtlige interviews, som vi på Nyhederne i løbet af foråret lavede med sygeplejerskeformand Connie Kruckow, at målet med konflikten var en højere løn. F.eks. allerede 2/12-2007, hvor Kruckow inden forhandlingernes start udtaler, at målet er at deltage i den store lønfest, der har været i det private.

Meldingen - både fra Kruckow selv og de mange 'menige' sygeplejersker, vi spørger i løbet af konflikten - er da også den samme: Det handler om lønnen. Senest i Nyhederne få timer efter at en aftale endelig er indgået, hvor Kruckow direkte i tv udtaler: "Der har været en klar indblanding i det her fra finansministeriets side, som har lagt klare begrænsninger for hvad Danske Regioner har kunnet, og Danske Regioner har løsnet sig lidt af bengrebet her på det sidste, og det var grunden til, at det lykkedes at lave et resultat på 13,3 %, og det skal man bare huske, at det er første gang, der er nogle der sprænger rammen, der er fastlagt på forhånd, og den har vi sådan set sprængt med 0,5 %, det er historisk."

Umiddelbart synes jeg altså, at vores dækning i årskavalkaden er en korrekt afspejling af dels den dækning, vi i årets løb har haft i Nyhederne, og dels af de meldinger som sygeplejerskerne selv er kommet med.

Angående dine ønsker om en dokumentar, der kan komme med en rimelig beskrivelse af forholdene i sundhedsvæsenet, så er det desværre ikke noget Nyhederne selv bestemmer, men hører under Programafdelingen ved faktaredaktør Sune Roland.

Med venlig hilsen
Svend Rasmussen
Redaktør
TV 2 Nyhedernes Årskavalkade