Det hedder altså ikke "kone"!

Marianne Bruun Rasmussen kritiserer 2. februar en artikel på www.finans.tv2.dk i forbindelse med Skattekommissioniens forslag:

Kære TV2

I artiklen om regneeksempler på den kommende skattereform: http://finans.tv2.dk/nyheder/article.php/id-20181864.html benytter I en helt uacceptabel og kønsdiskriminerende formulering: I de tre regneeksempler angiver I at "konens" indkomst ca. 50% lavere end deres mænd.

Dette er for det første ikke sandt (ifl. Danmarks statistik er forskellen ca. 20%), for det andet er det fuldstændig irrelevant for beregningen at angive hvilket køn der tjener mere eller mindre.

Selvfølgelig kan der være forskel på et pars økonomiske formåen, men det tjener i dette tilfælde intet formål at understrege at "koner", altid tjener mindre end deres mænd, det ville have været ligeså oplysende at angive de to personer i hustanden på en kønsneutral måde (ex. Person 1 og person 2).

Endelig er betegnelsen "kone" en nedsættende måde at omtale kvinder, som bør undgåes.

Jeg håber meget I vil tage min klage til efterretning og indføre en mere kønsneutral tone i kommende artikler.

Mvh.

Marianne

Redaktionschef Eva Rymann fra TV 2s netnyheder svarer:

Kære Marianne,

Tak for din mail.

Jeg kan kun give dig ret - jeg undrede mig også over den besynderlige ensidighed i eksemplerne, som Ernst & Young har lavet for os. Det kan kun give bagslag for et revisionsfirma.

Jeg og vores jourhavende på www.finans.tv2.dk (også en kvinde, i øvrigt) har gjort Ernst & Young opmærksom på det, og vi har aftalt at fjerne denne skelnen mellem de to køn. Den har heller ikke nogen funktion andet end at illustrere et tænkt eksempel.

Med hensyn til ordet "kone" tror jeg ikke, du har ret i, at det forstås nedsættende i sammenhængen "mand og kone" = ægtepar. Vi benytter ikke ordet "kone" som en generel betegnelse for kvinder.

Se evt. hvad Den Danske Ordbog skriver om brugen af ordet http://sproget.dk/search?SearchableText=kone

Vi er meget omhyggelige med at formidle "på dansk i øjenhøjde" - dvs. ikke nedsættende eller opskruet og heller ikke unødigt konstrueret.

Venlig hilsen,

E v a  R y m a n n
Redaktionschef
TV 2 | NYHEDERNE