For mange reklamer på TV 2

En seer klager over for mange reklamer på TV 2 - især i pauserne mellem blokkene i Go' Morgen Danmark: "Efterhånden er jeg blevet godt og grundigt træt af jeres møg-reklamer. Det er gentagelser flere gange igen og igen. Det kan da ikke være så svært at luge ud i alt det lort, I  sender. Send en pause, uden musik, for der findes ikke musik i det, I sender - men LARM, LARM OG MERE LARM".

Michael Hansen fra TV 2|DANMARKs kommunikationsafdeling svarer:

Vi beklager, hvis reklamer generer dig - for hvis ikke TV 2 sender reklamer, er der slet ikke noget TV 2. Reklamer er nemlig TV 2s hovedkanals eneste indtægtsmulighed, efter at TV 2 ikke længere modtager licens.

Omkring licens kan jeg oplyse, at TV 2|DANMARK stoppede med at modtage licens pr. 30. juni 2004, og det er derfor alene reklameindtægterne, som finansierer udgifterne til op til 11-12 nyhedsudsendelser på hverdage, danskudviklet underholdning og danske udgaver af de bedste udenlandske underholdningsformater, dansk dramatik, investeringer i danske spillefilm, dansk og international topsport, sportsnyheder, dokumentar, aktualitet, oplysningsprogrammer, børne-tv, oplevelsesprogrammer, morgen-tv, gode film uden afbrydelser, de bedste udenlandske serier, hjemmesiden tv2.dk m.v.

Kommercielle reklamer på TV 2 udgør for tiden omkring ti procent af den samlede sendetid - altså omkring seks minutters reklame pr. time i gennemsnit. I nogle timer er der op til 12 minutters reklame pr. time, men der i andre timer er nul reklamer.

TV 2 har ret til at anvende endnu mere tid på reklame, nemlig 15 procent. Den mulighed for at gå op til 15 procent udnytter f.eks. TV3, TV3+, Kanal 4 og Kanal 5.

Så din kritik er ikke ligegyldig - men blot svær at gøre noget ved, som du kan se...