Frække ord i reklamer

Poul Erik Andersen kritiserer 24. november en reklame på TV 2:

Hej

Kan det virkelig være rigtigt, at mine børn skal høre ord som "pik" og "fisse", klokken 0825 en tirsdag morgen?.

Jeg henviser til reklamen om stand-uperen Uffe Holm.

Vh
Poul Erik Andersen

Sebastian Rosenkjær fra TV 2|JURA svarer samme dag:

Hej Poul Erik Andersen

Tusind tak for din mail vedrørende reklamerne for Uffe Holm Show. Lad mig med det samme slå fast, at det på ingen måde er acceptabelt at dine børn, eller nogen anden for den sags skyld, skal konfronteres med det sprogbrug, du henviser til i din mail.

De pågældende reklamer var således blevet godkendt ud fra en klar forudsætning om, at de stødende ord blev ”redigeret” ud. Hertil kommer, at det var et krav, at reklamerne ikke blev vist i forbindelse med børneudsendelser, idet humoren er rimelig grovkornet.

Begge betingelser er på grund af en menneskelig fejl her på TV 2 ikke blevet efterfulgt, hvilket vi stærkt skal beklage.

Reklamen er nu blevet stoppet, og vil således ikke blive vist igen, før fejlene er rettet.

Med venlig hilsen
 
Sebastian Rosenkjær
Juridisk konsulent, Cand. jur.