Høj lyd i reklamer

Flere seere har spurgt, hvorfor lyden virker højere i TV 2s reklameblokke.

En seer skriver blandt andet: "Hvorfor er lydstyrken på almindelige udsendelser og reklamer, optakt, afslutning osv. ikke ens. Det er, som om lydstyrken skrues op, når der sendes reklamer og optakt mv., hvilket jeg synes er ganske generende. Vi skal konstant ha' fat i fjernbetjeneren for at skrue op og ned for lydstyrken for at ha' et "konstant" acceptabelt lydniveau."

Ifølge Bjerne Lykke Pedersen fra TV 2s tekniske afdeling, skyldes det, at reklameproducenterne komprimerer lyden, så alle lyde er lige høje. Målt i decibel er lydstyrken den samme som i programmerne. Hvis det skulle ske, at der blev sendt lyd ud, som overstiger disse krav, sidder der nogle limitere/begrænsere, som automatisk skruer ned.

 

"Hvis man forestiller sig, at man står i et lokale, hvor der er en person,
som taler med alm. stemme, og 10 andre som står og hvisker,
vil man  fornemme lydstyrken på én måde. Hvis nu de, som hvisker, begynder at tale normalt, vil det fornemmes, som om lyden bliver højere.
Men - hvis man måler på lyden, er der ingen forskel på de to situationer.
Lydniveauerne er ens, men intensiteten og dynamikken er forskellig.
Det er udelukkende det menneskelige øre, som opfatter det forskelligt", skriver Bjerne Lykke Pedersen.