Hvorfor er der flere mænd end kvinder?

Vigtigst, at programmerne fungerer godt

Pia Olsson skrev den 2. juni:

Hejsa
Tak for nogle super sjove programmer.
Jeg tænker lidt her i Klipfiskerne, Rundt på gulvet m.fl.
Hvorfor er der altid flere mænd på holdet end kvinder?
Hilsen Pia


TV 2 svarede:

Kære Pia,

Vi er glimrende klar over, at der er en overvægt af mænd i både Rundt på gulvet og Klipfiskerne.

Begge programmer er comedy-drevne programmer og af historiske, kulturelle årsager så udvikler mænd i højere grad komiske kompetencer. Hvis du kigger tilbage på film- og tvhistorien, er der en overvægt af mænd i morsomme roller. Humor er en færdighed, som det tager tid at udvikler. Hvorfor kvinder har været tilbageholdende med at gøre sig til grin kan der sikkert være mange gode grunde til.

Jeg havde fornøjelsen af være redaktør på Det sene sommershow med Thomas Warberg sidste år – og det kommer igen i år – og der satte vi som mål, at vi ville have fifty-fifty mænd og kvinder. Det nåede vi næsten…

Hvis du ser på den danske stand-up-scene, så er den også befolket med mænd. Men man kan også se, at flere og flere kvinder tager tilløb og tør være sjove.

Når jeg er redaktør på fx Klipfiskerne, skeler jeg klart til, at der skal være kvinder med på holdene. Men jeg er endnu mere påpasselig med, at programmerne bliver sjove og underholdene. Og så ender vi med flere mænd.

Mit bud på fremtiden i underholdningsbranchen er, at vi kommer til at se mange flere sjove kvinder, og mens vi venter på de nye talener, vil nok se programmer af den her type med en overvægt af mænd.

Med venlig hilsen


Jes Schrøder
Redaktør
TV 2 Programafdelingen