Hvorfor ikke lave indsamling til de fattige i Danmark?

Marie-Louise Christensen foreslår, at TV 2 samler ind til fattige danskere


Marie-Louise Christensen skrev 21. september:

Hej TV 2,  jeg tænkte på nu da i laver så mange programmer med indsamlinger til alle de fattige i andre lande kunne i så ikke lave nogle indsamlinger til de fattige i Danmark der ikke har råd til at holde jul for dem er der satme mange af hilsen Marie-Louise Christensen. 

TV 2 svarede:

Kære Marie-Louise Christensen,

Tak for din henvendelse.

De store indsamlingsshows sammen med DR gennemføres kun i meget sjældne tilfælde, når der er naturkatastrofer eller humanitære katastrofer, der giver anledning til sådanne indsamlinger. I disse tilfælde sker det altid sammen med en række organisationer, der arbejder i det/de pågældende område(r).

Vi har videresendt forslaget om indsamlingsinitiativer til fordel for dårligt stillede i Danmark til orientering til redaktionen af TV 2 Nyhederne. Det er rigtigt, at der også er grupper af borgere i Danmark, som har det vanskeligt, selv om det danske velfærdssystem er etableret for at hjælpe her. Men det danske velfærdssystem kan ikke karakteriseres som en humanitær katastrofe, og et skattefinansieret velfærdssystem er heller ikke et oplagt emne for et indsamlingsshow. Niveauet for Danmarks velfærd - og dermed samfundets behandling af ældre, syge, handicappede mv. - er et politisk spørgsmål og genstand for konstant politisk debat og prioritering, som derfor dækkes hver eneste uge af nyhedsredaktionerne på de to stationer og i dokumentarer og aktualitetsprogrammer på TV 2 og DR.

Ved siden af de sjældne, fælles indsamlingsshows har de enkelte tv-selskaber mulighed for at sætte fokus på særlige emner og etablere indsamlinger. Det sker hos TV 2 ved Knæk Cancer, Charlies Hjertegalla og Smid tøjet Danmark, der har fokus på at hjælpe i Danmark, ligesom ’Go’ morgen Danmark’ tidligere har lavet hjælpe-initiativer til f.eks. danske hjemløse og til danske familier med behov for julehjælp. 

Med venlig hilsen Annette Kamper 

TV 2 Seersekretariatet