Hvorfor markeres det ikke, når det er en genudsendelse

Seernes kan se på tekst-tv, om et program tidligere har været vist

Peter Foersom skrev 24. november

Vil I sørge for, at det bliver tydeligt markeret, når I som denne mandag genudsender tidligere udgaver af Hvem vil være Millionær?

Jeg har tjekket aftenens program i to almindelige aviser, og dér fremgår det ikke. Jeg har også set en trailer hos jer, hvor det heller ikke fremgik. Jeg synes, det er noget snyd.

Nogle af de tidligere udsendelser kan sagtens være værd at gense - tænk på den med Ellemann og datteren eller dén med Pia K og Margrethe Vestager. Men sig det dog højt og tydeligt og vær gerne lidt stolte af det, hvis I synes, det er værd at gense..
 
Jeg har tjekket programoversigten på jeres egen hjemmeside, Der kan man se det noteret med små bogstaver, at det er en enudsendelse. Det er vist et held, for ellers kunne man argumentere for, at den indvundne gevinst skulle udbetales endnu en gang til den velgørende institution af almindelige anstændighedsgrunde.
 
Bedste hilsner
Peter Foersom
 

TV 2 skrev

Kære Peter Foersom,

Tak for din henvendelse.

I de fleste tilfælde vil det fremgå af TV 2s tekst-tv, hvis en udsendelse i den bedste sendetid på TV 2 har været vist tidligere på samme kanal. Det vil sandsynligvis være det bedste sted at opklare sagen. Her vil det være markeret med et (G) eller med ordet ”Genudsendelse” i programomtalen, når det gælder danske programmer.
 
Så når det gælder danske programmer i aftenfladen, vil det typisk være muligt i programomtalerne på TV 2s tekst-tv at konstatere, om der er tale om en genudsendelse.
 
Vi står samtidig med den udfordring, at der i den samlede dagspresses og ugepresses tv-oversigter er fastlagt en praksis, som er besluttet uden for TV 2, og som vi er nødt til at forholde os til, selv om det ind imellem kan skabe forvirring.
 
Ritzaus Medieservice, som leverer tv-oversigter til langt de fleste danske aviser, ugeblade og internetportaler har fastlagt en praksis vedrørende (G), som betyder, at markeringen med (G) udelukkende anvendes ved genudsendelse af et program inden for fire uger efter den foregående visning på samme kanal.
 
Der kører altså en bestemt praksis vedrørende (G) i alle medier og for alle tv-kanaler på grund af denne regel hos Ritzaus Medieservice, og det kan være forvirrende, hvis TV 2 pludselig - som den eneste tv-station - laver en helt anden praksis for brugen af (G). Hvis TV 2 f.eks. brugte (G) i de programtitler, der genudsendes, kunne mange forledes til fejlagtigt at tro, at der var tale om en genudsendelse af et program, der lige har været sendt.
 
For at sikre bedre information om genudsendelser i den bedste sendetid sørger TV 2s tekst-tv for manuelt at tilføje (G) på genudsendelser i TV 2s aftenflade, som er ældre end fire uger. Her markerer vi altså genudsendelser, som ellers ikke ville være (G)-markeret ved at følge reglerne fra Ritzaus Medieservice.
 
Jeg beklager, hvis det ind imellem kan skabe forvirring, at der – set på det store ’mediemarked’ - er forskellig praksis for markering af genudsendelser som følge af de vedtagne regler hos Ritzaus Medieservice. Men jeg håber, at ovenstående har givet indtryk af, hvordan vi håndterer denne udfordring via især TV 2s tekst-tv.

Mvh. Annette Kamper
TV 2 Seersekretariatet