Hvorfor omtale Anja-bog?

En seer, Søren, kritiserer 18. september omtalen af Anja Andersens private forhold:

I forbindelse med LPS torsdag i denne uge, så kan jeg ikke forstå, at TV 2 hopper med på denne vogn. Hvis der ikke rigtigt sker noget inden for sportens verden, så skal man nok koge videre på en historie, som ikke er der.

Hvad rager det hele Danmarks befolkning, at Anja Andersen, måske har haft et forhold til en spiller i hendes klub. De er voksne mennesker begge to, så det er jo deres eget problem. At hun så kommer med historien nu, er vel i bund og grund, at hun er en marginalspiller, som nu vil have 2 minutters berømmelse. Da jeg så hende tænkte jeg, at endnu en dum blondine. Prøv nu at lave noget ordentligt fjernsyn, som folk gider se.

Redaktør Dennis Bostrup fra TV 2|SPORTEN svarer 22. september:

Hej Søren

Tak for din mail. Jeg skal forsøge at svare efter bedste evne. Vi hopper på Anja-sagen først og fremmest af to årsager.

For det første fordi Anja Andersens måde at blande privatliv med arbejdsliv får sportslige konsekvenser. Det ser man senest i sagen omkring den tyske FCK-spiller Maren Baumbach. Da Anja Andersen involverer sig med hende, bag om ryggen på sin kæreste Mette Meldgaard (som jo også spiller i FC København), så fryser resten af truppen tyskeren ud. Det resulterer i, at FCK giver Baumbach orlov. Vi har altså en sag om en af verdens bedste håndboldspillere (Baumbach), der sidder i Anja Andersen hus nu, på orlov og sandsynligvis stadig til en stor løn, hun kan rent faktisk godt spille håndbold, men gør det ikke.
Det er da en stor beslutning at træffe for FCK, og en beslutning der ikke kan undgå at få betydning for de sportslige resultater i klubben.

For det andet er Anja Andersens måde at behandle spillere på (hvis oplysningerne i bogen er sande) vigtig at belyse i et "samfundsmæssigt" aspekt. Det kan give endog meget store problemer, hvis chefen på en arbejdsplads indleder et forhold til en af sine ansatte. I nogle tilfælde går det godt, men der er altså også rigtigt mange gange, hvor det ikke går godt. Vi vil derfor gerne belyse en problemstilling, som sikkert er opstået i rigtigt mange danske idrætsklubber, og vil opstå fremover. Bogen beskriver meget godt, hvor faldgruberne er.

Da vi læste bogen, var vi klar over, at den ville skabe en del omtale. Vi ville gerne lave TV om den, da vi følte, vi kunne gøre det på en fair og sober måde, ved også at stille bogens forfatter kritiske spørgsmål. Det gjorde vi blandt andet ved at spørge til, at hans kæreste er et af de to kronvidner i bogen. Vi følte også, at vi gjorde, hvad vi kunne for at få Anja Andersen og FCK's synspunkter med. Da de ikke ville udtale sig, fik vi i stedet fat i Camilla Andersen, der jo er fortaler for Anja Andersens ledelsesprincipper. På den måde skabte vi så meget "balance" i udsendelsen, som vi kunne.

Jeg håber svaret er fyldestgørende

Med venlig hilsen
Dennis Bostrup
Redaktør, TV 2|SPORTEN, LPS