Hvorfor sender I valg på TV 2, når I har en nyhedskanal?

Gustav Jørgensen kritiserer flytning af Giro d’Italia

Gustav Jørgensen skrev d. 27 maj 2015

Hvorfor sender I valg på TV 2, når I har en nyhedskanal, meget dårlig service over for sportsinteresseret licensbetaler øv.


TV 2 svarede
:

Kære Gustav Jørgensen,

Tak for din henvendelse vedr. gårsdagens programændringer pga. udskrivelse af folketingsvalget.

Giro d’Italia blev flyttet til TV 2 Zulu, da TV 2 valgte at dække udskrivelsen af valget med indsættelse af bl.a. ’Valg 2015: Valget er udskrevet’ og ’Valg 2015: Det første ord’. Giroen blev flyttet til TV 2 Zulu og på TV PLAY, da den af kontraktmæssige årsager ikke kan sendes på TV 2 SPORT. Vi beklager ændringen for de seere, der havde glædet sig til at se giroen på TV 2.

Når TV 2 prioriterede at dække udskrivelsen af folketingsvalget tæt (også) på hovedkanalen og foretage ændringer af sendefladen, skyldtes det især, at TV 2 er en public service-forpligtet kanal med stærkt fokus på nyheder og aktualitetsprogrammer. Der er både krav om og forventning til, at det kan ses på TV 2s programflade, når der foregår store nationale begivenheder.

Vi vurderede altså, at udskrivelsen af valget var en så stor en begivenhed, at TV 2 som Danmarks største tv-kanal burde dække begivenheden tæt – også selv om det betød ændringer af programplanen.

Hvis vi havde udelukkende havde dækket valgudskrivelsen på f.eks. TV 2 NEWS, ville vi risikere en kritik fra seerne og myndighederne for manglende opfyldelse af vores public service-forpligtelser på TV 2s hovedkanal.

Men uanset hvad vi havde gjort, ville vi stå tilbage med nogle utilfredse seere, og det er ikke nogen ønskværdig situation. Jeg skal derfor beklage, hvis den valgte programplanlægning har været til gene for nogle af vores seere.

Og lige for en ordens skyld, når du nævner licens: TV 2 modtager hverken statsstøtte eller licens og har ikke fået licens i mere end ti år.

Med venlig hilsen Annette Kamper
TV 2 Seersekretariatet