Ikke synd for Onyszko

En seer, Jakob H., kritiserer 3. november et interview i "Go' morgen Danmark":

Kære Lars Bennike

Jeg har netop set BTs sportsjournalist i morgen-tv "portrættere" Onyszko, som han tager i forsvar som person, mens han lader skinne igennem at O's holdninger deles af mange - de kan blot ikke siges højt.

Det er nærmest synd for O, at han "lader følelserne løbe af med sig". Fx, siger journalisten, i et let tonefald: "Hvis O hader bøsser, er han nødt til at sige det".
Prøv at skifte ordet "bøsser" ud med "jøder" - så bliver det måske lettere at se, hvorfor man IKKE kan bagatellisere sådanne udtalelser, men selvfølgelig må tage klar afstand fra dem - også i en omtale "i andet led", som der her er tale om.

Journalisten virker i øvrigt ret velovervejet, og jeg tror og håber sådan set ikke, hans hensigt var at sympatisere med O's udtalelser. Men det er ærgerligt, at han fremstår så tvetydig i sit forsøg på at redde fodboldheltens ære.
Den slags udtalelser er IKKE i orden, uanset om de kommer fra en sportsstjerne.

Venlig hilsen
Jakob H.

Studievært Morten Resen fra "Go' morgen Danmark" svarer 7. november:

Kære Jakob H.

Tak for din mail og din kritik af indslaget om Arek Onyszko.

Det var mig, der lavede interviewet med Morten Crone Sejrsbøl, og jeg har lige set indslaget igennem, da jeg ikke umiddelbart i udsendelsen bemærkede noget problematisk. Efterfølgende kan jeg godt se, hvad du mener, men jeg synes alligevel ikke, at du har helt ret. Forklaring følger...

Morten Crone Sejrsbøl er i studiet, fordi B.T. denne morgen, som den eneste avis, har et interview med AO dagen efter fyringen i Midtjylland. I interviewet siger AO bl.a., at han intet fortryder, og at han i øvrigt mener, at der er mange andre danskere, der mener det samme som ham - men de tør bare ikke sige det (her refererer han til udtalelserne om homoseksuelle).Det er disse udtalelser, som Morten Crone Sejrsbøl henviser til i interviewet.

Det er rigtig, at Morten Crone Sejrsbøl siger, at Arek Onyszko er en sympatisk og venlig mand - det siger han, fordi han har mødt ham og interviewet ham flere gange, men han siger også i interviewet
(transkriberet):

"Jeg siger det her med, at han er en meget sympatisk og venlig mand osv., men han har det her med, at han reagerer utroligt meget på sine følelser. Og han føler sig trådt på nu, og hans modstandskamp går så ud på at holde fast i det, han mener. Og det er sådan, han er. Jeg tror også, at mange af de her ting, der har bragt ham ud i uføre, er det her med, at han er i sine følelsers magt. Altså hvis han hader bøsser, så er han nødt til at sige, at han hader bøsser. Og hvis han er jaloux på sin kone, så bliver han desværre nødt til at tage skridtet længere, end man bør tage."

Det synes jeg egentlig er med til at tegne et nuanceret portræt af AO, og det hører med til historien, at ligegyldigt hvor usympatiske holdninger man måtte synes, at AO har, så indeholder han også andet.

Der er altså tale om en mand, som på den ene side er venlig og sympatisk, men på den anden side mister besindelsen, er dømt for vold og lader sig styre af sine følelser, når han taler med pressen. Det billede synes jeg ikke, man har fået, hvis man udelukkende har læst de historier, de forskellige medier har bragt i kølvandet på bogen. Det er derfor, vi har bedt Morten Crone Sejrsbøl om at portrættere ham - for at få det fulde billede af AO, udover det, der er blevet fremstillet på forsiden af aviserne.

Da jeg spørger Morten Crone Sejrsbøl, hvorvidt det er ok, at Midtjylland har fyret AO, da han jo er en god fodboldspiller, og det han siger endnu ikke er blevet stemplet som ulovligt, svarer han:

"I dag i B.T. påpeger han jo også, at der er mange, der har hans holdninger. Der er sikkert mange, der ikke bryder sig om bøsser og mange, der støtter op om Hells Angels og hvad der kunne være.  Problemet er bare, at han her repræsenterer FC Midtjylland. Han repræsenterer en virksomhed, som har nogle grundværdier, som Arek Onyszkos holdninger strider direkte imod (...) Og han repræsenterer en virksomhed, der har et ungdomsakademi og over 100 samarbejdsklubber, hvor børn og unge hver dag kommer i klubben. Så uanset hvor mange, der måtte være enige med Arek Onyszko, så duer det ikke, at han siger det, fordi Midtjylland ikke er enige."

Jeg tror, det særligt er denne passage, du finder problematisk, men jeg synes nu ikke, at han lader det skinne igennem, at han sympatiserer med AO's holdninger. Det er jo uden tvivl rigtigt, at der er andre i DK, der deler AO's holdninger, men det gør det ikke ok at skrive dem i en bog, når man er professionel fodboldspiller og et forbillede for mange unge. Det er det, som Morten Crone Sejrsbøl beskriver.

Det er beklageligt, hvis interviewet fremstod som et udtryk for, at Morten Crone Sejrsbøl/jeg sympatiserer med AO's holdninger, og ligeledes beklageligt, hvis det fremstod som om, at vi synes, det var synd for ham, at han nu er havnet i orkanens øje. Det er nu ikke min opfattelse efter at have set interviewet igen, og umiddelbart synes jeg ikke, at han siger noget, som jeg burde have taget afstand fra i udsendelsen. Men hvis det alligevel ikke er fremgået tydeligt nok, at Morten Crone Sejrsbøl henviser til AO's egne udtalelser, er det selvfølgelig en fejl.

Bedste hilsner,

Morten Resen