Irritation over udsendelsestidspunkt for "Alletiders julemand"

TV 2 sender julekalender for hele familien

Zandra Pihl skrev den 15. oktober

Goddag,

Jeg har via jeres Facebookside for dette års julekalender, fået at vide, at I formentlig vil sende afsnittene kl. 20.

Naturligvis håber jeg, at dette ikke er korrekt, og hvis det er korrekt vil jeg gerne vide, hvad ligger der til grund for dette absurd sene tidspunkt i betragtning af, at der er tale om en børneudsendelse?

I så fald betyder det, at jeg ikke kan tilbyde min søn på knap 5 år at følge denne, ellers dejlige tradition, som hele familien burde kunne samles om og glædes over!

Det kan ikke kun gælde vores familie, da de fleste andre børn i denne alder burde ligge i deres seng og sove trygt i tidsrummet fra kl. 20 – 20.30, hvor I tilsyneladende vælger at sende julekalenderen.

Da jeg var barn blev julekalenderen sendt kl. 18, hvilket netop gjorde det til en hyggelig stund og tradition, hvor hele familien var fælles om at følge med. Hvorfor skal nutidens børn ikke have mulighed for denne oplevelse?

Endnu en gang kan jeg kun udtrykke mit håb om, at I vælger at sende julekalenderen tidligere i år, så også de mindre børn kan fryde sig over Pyrus og de andre skønne figurer!

På forhånd tak for jeres tilbagemelding.

Zandra

TV 2 svarer:

Kære Zandra Pihl,

Tak for din henvendelse.

Årets familiejulekalender "Alletiders julemand" bliver sendt klokken 20 på TV 2 - ligesom alle andre familiejulekalendere i mere end 15 år.

Julekalenderen genudsendes dagen efter på TV 2 klokken 16.10 om eftermiddagen. Dagens afsnit kan også ses på net-tv - på TV 2 PLAY allerede fra om eftermiddagen (dette kræver dog abonnement).

TV 2s traditionelle sendetidspunkt til familiejulekalendere klokken 20.00 skyldes, at der netop er tale om en familiejulekalender og ikke en typisk småbørnskalender, som DR1 i mange år har sendt klokken 18 eller klokken 17.30. Mange mennesker har i årenes løb rost TV 2 og DR1 for at sende forskellige typer af julekalendere, så det ikke - som kritikken ind imellem lyder - igen bare er "mere af det samme".

Senere har DR1 dog også valgt at producere en familiejulekalender med sendetidspunkt klokken 19.30.

TV 2 introducerede i 1994 begrebet familiejulekalender og udviklede tv-dramatik, som børn og voksne kan se sammen - på et sendetidspunkt, hvor familien har mulighed for at samles om en fælles tv-oplevelse. En del af fornøjelsen ved at se fjernsyn er jo, at man gør det sammen med andre.

I alle de foregående år siden 1994 har TV 2 sendt familiejulekalenderen klokken 20, fordi det har vist sig at være det bedste tidspunkt, når familien skal se fjernsyn sammen. I mange familier er man simpelthen ikke færdig med spisning, oprydning, opvask, badning, lektielavning, tandbørstning, "madpakke-smøring" o.l. før ved 20-tiden. Og det er vigtigt for TV 2, at familien kan se denne familiejulekalender sammen.

Det er ikke kun børn, som ser julekalender. Ellers ville vi aldrig nå seertal på millionen, som vi har gjort i mange år. Der er netop utroligt mange familier, som er meget glade for, at de kan se en julekalender sammen på et tidspunkt, hvor gøremålene i køkken, badeværelse m.v. er overstået for ALLE.

I mange år har TV 2 - efter tydelig orientering til seerne - sendt nogle afsnit af årets familiejulekalendere klokken 18.25 pga. direkte transmission af håndbold klokken 20. I alle årene år har vi erfaret, at seertallet klokken 18.25 ofte kun er cirka 60 procent af seertallet klokken 20, fordi hele familien ikke er klar til at se julekalender klokken 18.25.

For nogle små børn vil sendetidspunktet klokken 20.00 være for sent, og derfor genudsender TV 2 familiejulekalenderen den følgende eftermiddag. For denne aldersgruppe vil det typisk være sådan, at også kammeraterne i den samme aldersgruppe ser genudsendelsen den følgende dag.

Vi har ind imellem modtaget forslag om at sende familiejulekalenderen klokken 19.30 og dermed flytte de regionale programmer væk fra deres faste sendetidspunkt. Tidsrummet klokken 19-20 er danskernes foretrukne nyhedstime, hvor op imod en million danskere ser nyhedsprogrammer. Det vil give anledning til massiv seerprotest, hvis vi forsøgte at lave om på denne meget, meget populære nyhedstime.

TV 2-regionerne har i øvrigt en kontrakt med staten og TV 2 på, at deres faste udsendelsestidspunkt er klokken 19.30 (bortset fra ganske få årlige tilfælde i forbindelse med direkte transmission af vigtige sportsbegivenheder).

Jeg håber, at dette har givet et indtryk af, hvorfor TV 2 producerer og programsætter familiejulekalendere, som vi gør.

Med venlig hilsen


ANNETTE KAMPER      
Seersekretariatet