Konge eller eks-konge?

Jesper Thomsen skriver 16. april:

Hej igen. Tak for at man bliver taget seriøst , når man skriver til dig.

Jeg har et spørgsmål til dækningen af vores dronnings 70 års fødselsdag: Hvem er dronning Anne Marie og kong Konstantin, som jeg kan se findes de ikke ?????

Kan TV 2 ikke respektere, at der har været et demokratisk valg i Grækenland, der har afskaffet monakiet? Husk venligt dette, det sker næsten hver gang at TV 2s folk dækker den gammeldags styreform.

Mvh.

Jesper

Og med håb om at Dronning Margrethe får en god dag.

Programredaktør Svend Rasmussen svarer:

Kære Jesper Thomsen

Jeg hedder Svend Rasmussen, og var redaktør på TV 2s dækning af dronningens fødselsdag.

Nu har jeg undersøgt sagen, og du har fuldstændig ret.

Vi citerede sådan set bare fra de officielle gæstelister, som vi får fra hoffet, og dér står Anne-Marie og Konstantin opført som hhv. dronning og konge. Men, som du påpeger, så er monarkiet jo afskaffet i Grækenland, så den korrekte benævnelse vil være ex-dronning og ex-kong, uanset hvad kongehuset i Danmark skriver på deres gæstelister.

Jeg er i øvrigt også blevet belært om, at det såmænd er officiel politik på TV 2, så du har min uforbeholdne undskyldning. Jeg sender denne mail rundt til vore studieværter som orientering, og beder dem være opmærksom på den rette titulering, næste gang ex-kong Konstantin og ex-dronning Anne-Marie optræder i TV 2.

Med venlig hilsen
Svend Rasmussen
Redaktør
Margrethe II - 70 år
TV 2 Nyhederne