OK med svar om selvmord

Dokumentarist Trine Banke Kristensen fra Center for Selvmordsforskning skriver 20. maj:

Center for Selvmordforskning har modtaget en personlig henvendelse ang. indlægget ”Selvmord på film – fup eller fakta” i krimibrevkassen d. 14. maj –jf. link http://nyhederne.tv2.dk/article/26344675/. Personen var meget oprevet over opskriften på hvordan man bedst skyder sig selv.

Vi vil anbefale at TV2 følger WHO’s retningslinjer for mediernes omtale af selvmord. Et sammendrag kan ses på vores hjemmeside http://www.selvmordsforskning.dk/Web/Site/Menu1/Presse. Det frarådes bl.a. ”at gengive konkrete beskrivelser af selvmordsmetoder”

Hele publikationen kan ses her: Preventing Suicide. A Resource for Media Professionals http://www.who.int/mental_health/prevention/suicide/resource_media.pdf

På vegne af Centerleder, ph.d. Lilian Zøllner

Med venlig hilsen

Trine Banke Kristensen
Dokumentarist, cand.mag
Center for Selvmordsforskning

 

Redaktør Peter Møller fra Netnyhederne svarer:

Kære Trine Banke Kristensen

Tak for din henvendelse vedrørende indlægget ”Selvmord på film – fup eller fakta” i vores krimibrevkasse på nyhederne.tv2.dk

Der er to modstridende interesser i spil her - nemlig hensynet til selvmordstruede, og hvornår TV 2 som medie skal bortredigere folks spørgsmål til vores eksperter.

Vi har valgt at bringe såvel spørgsmål som svar i dette tilfælde.

Vi mener, at der må være ganske vide rammer for, hvad man kan spørge om - og få svar på - i en brevkasse.

I den konkrete sag mener vi, at hverken spørgsmål eller svar er af en sådan karakter, at der er grund til at bortredigere dem.

Du skriver, at TV 2 bør overholde WHO’s retningslinjer for mediernes omtale af selvmord. Det mener vi også at vi gør i denne sag.

I "Preventing Suicide. A Resource for Media Professionals" skriver WHO, at detaljerede trinvise beskrivelser af metoder, der er blevet brugt under et konkret selvmord eller selvmordsforsøg bør undgås. (Avoid explicit description of the method used in a completed or attempted suicide. Detailed discussion of the method used in a given completed or attempted suicide should be avoided, because a step-by-step description may prompt vulnerable people to copy the act.)

I det aktuelle tilfælde er der ikke tale om en præcis, trinvis guide til, hvordan man skyder sig selv, men blot en retsmediciners vurdering af, hvilken metode der er den mest dødelige; skud i tindingen eller skud i munden.

Desuden er der heller ikke tale om et konkret selvmord eller selvmordsforsøg - men om en reference til filmen "Dødbringende Våben".

I forhold til, hvad der i øvrigt vises af selvmord og selvmordsforsøg i medierne (f.eks. i filmen "Dødbringende Våben", som brevskriveren refererer til), mener vi ikke, at et skriftligt brevkassespørgsmål er krænkende over for selvmordstruede eller pårørende i en sådan grad, at vi vil bortredigere det.

Med venlig hilsen
 
Peter Møller
Nyhedsredaktør

TV 2|NYHEDERNE - 1234|Dine Nyheder