Reklamer for fyrværkeri skræmmer husdyr

Seer ønsker, at TV 2 skal gå i front og undlade at sende disse reklamer

 

Tom Lund skrev 29. december 2015:

Jeg har en forespørgsel til brugen af reklamer for nytårsfyrværkeri.

Hvorfor sender I reklamer om fyrværkeri med lyde fra fyrværkeri, stort set hele december måned, velvidende om fyrværkeriloven og dens bestemmelser om ulovligheden af affyring af fyrværkeri før 27-12. 

Rundt om i de danske små hjem, er der en hel del husdyr, som bliver skræmt af fyrværkerilyde fra tv-apparatet. Var det muligt at TV 2 ville gå i front med et tiltag hvor der ikke blev reklameret for fyrværkeri med fyrværkerilyde?

Det vil glæde mange husdyr i Danmark 

Med venlig hilsen

Tom Lund


TV 2 svarede:

Kære Tom Lund

Tak for din henvendelse.

Jeg har fået følgende svar til dig fra vore jurister: 

Tak for din mail vedrørende reklamer for fyrværkeri. 

Der er ingen lovgivning, der forbyder reklamer for fyrværkeri i december måned, idet fyrværkeriloven ikke regulerer markedsføringen af fyrværkeri. Det er efter vores vurdering helt naturligt, at forhandlerne af fyrværkeri gerne vil gøre opmærksom på deres produkter i måneden op til nytåret, da det netop er her, at befolkningen er i markedet for denne type produkter.

Hertil kommer, at TV 2 ikke kan forbyde lovlige TV-reklamer for lovlige produkter, da det vil være et indgreb i de pågældende virksomheders kommercielle ytringsfrihed.

Med venlig hilsen Annette Kamper 

TV 2 Seersekretariatet