Stavefejl og dårligt sprog

Flere seere og brugere har i sommerens løb klaget over stavefejl og dårligt sprog i TV 2s programmer samt på tv2.dk.

En læser klagede således over, at der i en artikel om lægefejl stod "Læge og jordemorder sigtes" på tv2.dk. Det korrekte var naturligvis, at der var tale om en jordemoder. "I risikerer, at hun kommer til at hænge på dette ord resten af sit liv", skrev den opmærksomme bruger af tv2.dk. Og selv om fejlen blev rettet på TV 2s website, levede den videre på andre hjemmesider, som havde kopieret TV 2s oprindelige version.

En seer kritiserede, at der i morgennyhederne stod "populærer efterskoler" på skærmen. "Det er beskæmmende, at jeres ansatte ikke kan skrive et korrekt dansk. Tillægsordet "populær" får ikke "r" i flertal", skrev seeren.

En læser af vip.tv2.dk klagede over, at der i en artikel om Pamela Anderson og Michael Jackson stod, at "det lignede, at de nød hinandens selskab." "Det er der ikke noget, der hedder! Det hedder, "det så ud som om...", skriver læseren, som tilføjer, at TV 2s journalist i mere end en artikel har afskaffet det sidste "e" i "Deres", så der står "ders". "Jeg vil kraftigt opfordre jer til at investere i en stave- og grammatikkontrol og låse den, så jeres mere eller mindre ordblinde journalister ikke kan gemme deres stavefejl som korrekte stavemåder", skriver læseren af vip.tv2.dk.

 

Endelig gør en læser - H. P. Lorenzen - sig lystig over nogle journalisters tilsyneladende ringe evne tíl at formulere sig. Under overskriften "En sulten sømand" citerer H. P. Lorenzen fra tv2.dk: "Desuden påpeger han, at vandet var stille, og at det var højlys dag. Havde han været i tvivl, havde han sunket olietønden ved at skyde mod den og afmærket omkring, så andre skibe ville sejle uden om."
"Sådan en olietønde kan da umuligt smage godt", skriver HP.Lorenzen.