Tiderne holder ikke

En seer klager 19. september over, at tiderne i TV 2s programplaner ikke holder:
"Jeg har nogle helt konkrete spørgsmål til TV2, og er meget spændt på, om I vil svare på dem.

 For det første: Når I annoncerer et givent tidspunkt for programstart, er det mere reglen end undtagelsen, at en igangværende reklameblok strækker sig 3 - 5 minutter indover programstart. Som seer ved man, at TV2 kan være punktlige, da NYHEDERNE altid starter på angivet tidspunkt. Som seer giver det en følelse af, at TV2 vil "narre" en til at se reklamerne. Man føler sig taget til gidsel i TV2´s finansieringsmodel, og man føler sig betragtet som en flok umælende og dumme seere, der kan behandles efter TV2´s forgodtbefindende. Alle, jeg har diskuteret dette med, har været enige med mig.
Spørgsmål:
1. Hvorfor starter programmerne ikke på det annoncerede tidspunkt?
2. Hvis Nyhederne kan starte til annonceret tidspunkt, hvorfor kan andre programmer så ikke?
3. Hvad er årsagen til, at man som seer skal være tvangsindlagt til at se reklamer?
4. Er TV2 ikke klar over, at de upræcise oversigter er til gene og irritation for seerne, eller er TV2 bare ligeglade?
5. Agter TV2 at gøre noget ved dette, i så fald hvad og hvornår.

 Når en reklameblok går i gang er grundlydniveauet højere end under selve programmerne. Dette kunne være en subjektiv vurdering, men jeg har diskuteret det med mange, og alle er enige. Det er ikke den enkelte reklame der stikker ud, men blokken som helhed der har et højere lydniveau.
6. Hvorfor er der et generelt højere lydniveau i reklameblokken?
7. Er TV2 ikke klar over at det højere lydniveau er til gene og irritation for seerne, eller er TV2 bare ligeglade?
8. Agter TV2 at gøre noget ved dette, i så fald hvad og hvornår.

Jeg glæder mig utroligt til at få besvaret disse flere år gamle spørgsmål udtømmende.
Jeg håber at jeg her kan få svar, eller som et minimum blive henvist til den i organisationen der kan give svar".

Michael Hansen fra TV 2s kommunikationsafdeling svarer:

Tak for din interesse for TV 2s programmer - og for dine spørgsmål og din kritik, som jeg vil forsøge at besvare bedst muligt.

Din mail handler om, hvorfor programmerne ikke altid begynder på det tidspunkt, som er angivet i programoversigterne (hvad de i øvrigt ikke gør på nogen kanaler. Selv en licensfinansieret kanal som DR afsætter tid mellem alle programmer til trailere - og forsinker dermed også jævnligt programstarttidspunkter med nogle minutter).

Når TV 2 gør således, skyldes det naturligvis, at TV 2 skal have plads til en reklameblok af en vis størrelse mellem programmerne. I modsætning til vores konkurrenter har TV 2s hovedkanal kun ét sted at hente sine indtægter, nemlig ved reklamer og sponsorater. Uden reklamer til at betale for programmerne er der intet TV 2.

Omkring licens kan jeg oplyse, at TV 2|DANMARK stoppede med at modtage licens pr. 30. juni 2004, og det er derfor alene reklameindtægterne, som finansierer udgifterne til op til 11-12 nyhedsudsendelser (om kort tid 13-14 nyhedsudsendelser) på hverdage, danskudviklet underholdning og danske udgaver af de bedste udenlandske underholdningsformater, dansk dramatik, investeringer i danske spillefilm, dansk og international topsport, sportsnyheder, dokumentar, aktualitet, oplysningsprogrammer, børne-tv, oplevelsesprogrammer, morgen-tv, gode film uden afbrydelser, de bedste udenlandske serier, hjemmesiden tv2.dk m.v.

TV 2 udsender sine programplaner til dag- og ugeblade fire-fem uger, inden programmerne sendes. På det tidspunkt ved TV 2 ikke, hvor mange reklameminutter der vil være i de enkelte reklameblokke mellem udsendelserne.

I perioder med et mindre reklamesalg kan programmer, der annonceres til f.eks. klokken 20.50, blive sendt klokken 20.50, 20.51 eller 20.52. I perioder med stort reklamesalg vil starttidspunktet først være klokken 20.55 eller 20.57. Der kan købes plads i reklameblokkene indtil få dage, inden blokken vises på TV 2.

Reklamebloklængderne ændrer sig altså hele tiden, og TV 2 udsender ikke programændringer hver anden dag for at fortælle, at et program skubbes et par minutter i programplanen. Programtider angives som hovedregel i minuttal, som er delelige med 5, f.eks. 20.35, 21.10 og 21.25.

Kommercielle reklamer på TV 2 udgør for tiden omkring ti procent af den samlede sendetid - altså omkring seks minutters reklame pr. time i gennemsnit. I nogle timer er der op til 12 minutters reklame pr. time, men der i andre timer er nul reklamer.

TV 2 har ret til at anvende endnu mere tid på reklame, nemlig 15 procent. Den mulighed for at gå op til 15 procent udnytter f.eks. TV3 og TvDanmark.

Foruden kommercielle reklamer sender alle kanaler naturligvis trailere om kommende programmer, ligesom de opdaterer seerne om, hvad der er at byde på senere på aftenen. Den slags tager også lidt af tiden.


Du har ret i, at det er fast politik, at NYHEDERNE så vidt muligt starter præcist til den annoncerede tid - dag efter dag, uge efter uge. Det er en del af planlægningen, som imidlertid ikke gør det nemmere at få resten af det daglige puslespil til at falde på plads.

Ved at fastlægge præcise tider på alle programmer ville vi hver eneste dag komme i den situation, at vi skulle udfylde tidsrum med flere trailere, hvis der ikke var solgt reklamer - eller sige nej til reklamer, hvis der var større efterspørgsel end forudset. Begge dele ville være uheldigt - og dyrt.


Omkring lyden på reklameblokke kan jeg oplyse følgende: Vi udsender ikke reklamer med højere lyd end vores programmer, men reklamerne er produceret anderledes end programmerne, og lyden er komprimeret på en anden måde, hvilket betyder, at lyden virker højere og mere intens.

Det er ikke TV 2, der producerer reklamerne, men vi holder øje med, at lyden holder sig inden for det tilladte niveau. Hvis reklamerne overskrider grænserne, sørger teknikken for at skære toppen af lydstyrken, så grænserne altid bliver overholdt.

Så der udsendes altså ikke kraftigere lyd under reklamerne.


Med venlig hilsen

Michael Hansen

R E D A K T Ø R
T V 2 | K O M M U N I K A T I O N