Uklarhed om Løkkes "næse"

En seer, Leif, kritiserer 17. juni dækningen af statsrevisorernes pressemøde.

Jeg har netop set TV2 News dække statsrevisorernes pressemøde om betaling til privathospitaler. For første gang i vist nok 17 år kan statsrevisorerne ikke udtale sig i enighed.

Hvorfor? Det får vi ikke at vide. I stedet indskrænker man sig i indslaget til at holde mikrofonen for SF's repræsentant. Selv om han direkte henviser til, at det såkaldte mindretal (hvordan 3 ud af 6 kan blive et flertal skal man vist være journalist for at regne ud), får vi ikke lejlighed til at høre deres synspunkter.

Hvorfor? - Sandsynligvis fordi det ville ødelægge skandalehistorien. Ikke engang i DR's velmagtsdage kunne man opleve så ensidig dækning af det politiske.

Redaktør Rasmus Dahl fra TV 2 NEWS svarer:

Hej Leif.

Tak for din mail.

På TV 2 NEWS sætter vi en ære i at dække nyhederne, MENS de sker. Det var også tilfældet med historien om rigsrevisionen og statsrevisorerne i går.

Klokken 14 kunne vi fortælle, at statsrevisorerne havde tildelt Lars Løkke Rasmussen en næse. Herefter fulgte historien om, at det ikke var lykkedes statsrevisorerne af blive enige om en fælles udtalelse. Vi fortalte også, at socialdemokraterne, SF og de radikales statsrevisor udgjorde et flertal, fordi den sjette revisor - Dansk Folkepartis Henrik Thorup - var inhabil i sagen, da han har været amtsrådsmedlem og dermed været med til at forhandle priser med de private hospitaler.

Herefter er det rigtigt, at vi i første omgang kun bragte en udtalelse fra SFs statsrevisor Peder Larsen. Det skyldes flere ting. Dels er han formand for revisorerne, og dels var han talsmand for flertallet. Og så skyldes det som sagt, at vi tilstræber at bringe nyhederne, som de ruller ind. Peder Larsen var simpelthen den første person vi interviewede grundet hans status som formand. Kort tid efter bragte vi Lars Løkke Rasmussens kommentar til sagen.

Efterfølgende gik der flere timer, inden vi kunne bringe et interview med en repræsentant for mindretallet; Helge Adam Møller. Dette skyldes dog udelukkende, at vi valgte at prioritere en anden historie. Nemlig den tragiske nyhed om de tre dræbte danske soldater i Afghanistan.


Med venlig hilsen
 
 
Rasmus Dahl
Redaktør, TV2 NEWS