Værternes sprogbrug

Hvorfor siger værterne 'du'?

Jens Larsen skrev den 3. december:

Kære TV 2

Det vil glæde mig, hvis jeg kan få en forklaring på følgende:

Hvorfor siger studieværterne f.eks. "DU kan se mere om.....", eller, senere i aften: "Kan DU få mere at vide om ....."?

Vi er jo trods alt mange tusinde, der ser det samme program, og mange af os sidder foran samme TV, - men studieværten henvender sig med DU formen altså kun til den ene af os, eller måske endda kun til enkelt af landets seere!

For mig at se, vil det være meget bedre at bruge f.eks.: "Vi har mere om ....", eller, senere i aften: "Kan man få mere at vide om...."

Det er ikke kun TV 2, der bruger nævnte henvendelseform, men det betyder vel ikke at TV 2 behøver at fortsætte formen?

Hvis jeg står foran en forsamling og orienterer om et emne, så er jeg sikker på at blive til grin, hvis jeg brugte samme "DU" form, idet min orientering jo ikke er rettet mod en enkelt, men imod alle. Og alle er ikke "DU" men "I"!

Forklar mig venligst hvorfor?

Med venlig hilsen

Jens Larsen


TV 2 svarede:

Kære Jens Larsen,

Tak for din henvendelse om værternes sprogbrug!

Ind til for få år siden var vi her på TV 2 Des med vores seere, men da det efterhånden var ude af takt med den almindelige tiltaleform, gik vi over til at være dus. 

Du har naturligvis helt ret i, at man som studievært taler til mange seere, og det kunne i princippet tale for at værten skulle bruge 2. person flertalsformen ”I”. Det er der også nogen af vores værter der gør. Andre vælger at sige ”du”, og det betyder jo ikke at de kun taler til en enkelt person, men at de henvender sig direkte til hver enkelt seer. Atter andre vælger at sige ”man”. 

Det er meget personligt, hvordan man taler, og dermed også hvordan vi som mennesker  henvender os til hinanden. Derfor vil du også opleve, at det er forskelligt, hvordan vores studieværter henvender sig til vores seere. 

Med venlig hilsen

LISBETH ESKELUND MADSEN
Sprog/stemme & værtscoach
TV 2 Nyhederne/News