Vild med dans

Flere seere spekulerer over, om alt går rigtigt til i forbindelse med SMS-afstemningerne i Vild med dans, hvor sangerinden Szhirley 2. oktober røg ud til fordel for Hans Pilgaard og Mie Moltke.

En seer, Carsten, skriver således, at "jeg undrer mig lidt over afstemningen i "Vild med dans i fredags....BT.dk har en afstemning om det var rigtigt, at det var det par der røg ud...over 7000 har lige nu stemt, og 63 % har sagt nej, det var ikke rigtigt....det virker, som om der igen er noget om aftalt/fusk afstemning, når der er så mange, der modsiger resultatet i fredags..."

Og endnu en seer, Vibeke, skriver: "1) Fik først min kvittering for modtagelsen af min SMS-stemme til Szhirley og Silas lørdag formiddag - er den mon korrekt registreret ?? Kan læse i BT idag søndag, at en anden også stiller tvivl om afstemningen.
2) mener helt klart, at det skal være dommerne, der har den afgørende afstemning i "omkampen" hvilket er et nyt og godt indslag i udsendelsen.

Og er der så uafgjort mellem dem, kan seernes stemmer så afgøre, hvem der går videre. Ved godt det er en underholningsudsendelse (og Hans P. er også både underholdende og rigtig, rigtig sød) men det er altså også en danse-konkurrence, hvor det handler om at blive bedre (hvilket Hans bestemt også er blevet) men Szhirley og Silas var klart bedre.

Sluttelig - hvis ikke afstemningsproceduren bliver ændret - i omkampen - TIL DOMMERNES AFGØRELSE - tror jeg I mister mange seere, incl. mig."

Michael Hansen fra TV 2s kommunikationsafdeling svarer:
Kære Vibeke.

Tak for din henvendelse, der omhandler to emner: 1) afstemningen i fredags og 2) brugen af sms-stemmer i modsætning til ekspert-afgørelser.

1) Jeg har forespurgt om afstemningen hos redaktionen og mobilfolkene på "Vild med dans", og det er IKKE rigtigt, at der var problemer med afstemningen, eller at afstemningen var uretfærdig.

Det eneste problem, vi oplevede, var, at det eksterne selskab, som gennemfører sms-afstemninger for TV 2 og alle andre medier, fredag aften fik problemer med at udsende sms-kvitteringer. Derfor blev køen stoppet fredag aften og genstartet lørdag morgen. Derfor fik mange seere sene retursvar, men det havde ingen betydning for afstemningen. Alle indgående sms'er til 1234 blev ekspederet øjeblikkeligt.

Din stemme talte med, hvis du fik en kvittering om, at din stemme var registreret rettidigt.

For begge par i om-dansen gjaldt det, at der var skilt på skærmen med sms-koder i begyndelsen af deres danse og ved slutningen af deres danse. Disse skilte var på skærmen i 10-12 sekunder - både i begyndelsen af dansen og i slutningen af dansen.

Erfaringen fra alle danse er, at sms-stemmerne til de enkelte par kommer under dansen og i sekunderne umiddelbart efter dansen - eller i forbindelse med et resumé.

Efter den sidste dans fra Szhirley og Silas gik der cirka ét minut, inden sms-afstemningen blev lukket. På dette tidspunkt var den store strøm af stemmer til begge par forlængst stoppet.

2) Brugen af seerstemmer til afgørelse i "Vild med dans" og andre underholdningsprogrammer:

Jeg vil i denne forbindelse gerne fortælle dig lidt om baggrunden og om TV 2s betingelser i forbindelse med "Vild med dans".

"Vild med dans" er oprindeligt skabt til BBC. Vi har efterfølgende købt koncept-rettighederne i Danmark og har derfor ikke mulighed for at droppe hverken konkurrence-elementet eller sms-afstemningen. Det er desuden vores oplevelse, at selve konkurrence-momentet er en væsentlig drivkraft for deltagerne, som alle elsker at konkurrere såvel som at danse. Det er også derfor, de har sagt "ja" til at deltage.

Vi kan altså ikke undgå konkurrence-elementet eller brugen af sms-afstemning til at finde vindere og tabere - ligesom konceptet gør det umuligt for os at ændre på afstemningsteknikken og -principperne, grafikken, rækkefølgen af danse o.l.

Dommernes point til danseparrene fremgår af hjemmesiden. Derimod kan vi ikke vise fordelingen af seernes sms-stemmer. Det er ganske enkelt ikke tilladt for os, fremgår det af formatet "Strictly Come Dancing", som vi har købt af BBC.

Når BBC har lavet denne regel, skyldes det, at hvis disse detaljer blev offentliggjort, og hvis oplysningerne blev sammenholdt systematisk, ville der være betydelig risiko for, at nogle personer og bookmakerfirmaer efter få programmer kunne udregne (og offentliggøre), hvilke par der - med en vis sandsynlighed - ville nå langt og vinde i "Vild med dans".

BBC har ikke ønsket at risikere, at en del af spændingen for seerne blev fjernet ved sådanne beregninger, som kan være af varierende kvalitet. Det ønsker TV 2 i øvrigt heller ikke - og det er derfor, "Vild med dans" er så spændende at følge.

Afstemningsresultaterne alle de seneste fredage har naturligvis været korrekte. Seerne er nogle gange uenige med dommerne i en sådan grad, at deres stemmer ændrer på dommernes resultat - og det var også tilfældet i fredags.

Vi har - som nævnt - ikke lov til at ændre fordelingen og vægten af stemmerne. Dommere og seere vil fortsat have hver 50 procent indflydelse på afgørelsen. Hvor dommerne især koncentrerer sig om det fagspecifikke - det dansetekniske - er det helt åbenlyst sådan, at seerne supplerer med det mere generelt underholdningsbetonede og derfor på en anden måde udpeger deres favoritter.

Sagt på en anden måde: Mange seere går mere op i det underholdningsmæssige og i, hvem de - på grund af underholdningsværdien - gerne vil se igen i næste uge, end de går op i den kunstneriske udførelse. Det er seernes beslutning, og den vil vi ikke forsøge at manipulere.

Den eneste måde, hvorpå man som seer (og danseentusiast) kan ændre på dette, er ved at anvende sine stemmer på de(t) par, som efter ens egen mening danser bedst.

Endnu en gang tak for din henvendelse. Al kritik modtages med tak, og når kritikken opleves som relevant og mulig at aktivere, vil du og de mange andre seere forhåbentlig kunne se det, hvis der senere produceres endnu en sæson af "Vild med dans".

Med venlig hilsen

Michael Hansen

REDAKTØR

TV 2|KOMMUNIKATION