Når NYHEDERNE taber perspektivet

Nære historier om menneskelige dramaer er i høj kurs blandt redaktører på tv. Det gælder også på TV 2, hvor tophistorien i 22-NYHEDERNE 30. maj handlede om en kvinde, som måtte betale Ryanair 60 euro eller omkring 450 kroner for at få sin afdøde kærestes kuffert med hjem fra Spanien.

Der var på alle måder tale om en sørgelig historie, hvor flyselskabet tilsyneladende har tilsidesat enhver form for menneskelig anstændighed og medfølelse for et beskedent beløb.

Spørgsmålet er imidlertid, om historien kunne bære top-indslaget i en landsdækkende nyhedsudsendelse – oven i købet på en dag, hvor Folketinget holdt afslutningsdebat til langt ud på aftenen, og hvor regering og opposition lagde arm om en vidtrækkende reform med betydelige omlægninger af skatter og afgifter, som får indflydelse på alle danskeres liv?

Jeg synes det ikke. Historien om kufferten er – hvor sørgeligt det end er for den stakkels kvinde, der har mistet sin kæreste på en ferierejse – ikke af principiel karakter. Den savner perspektiv og almen væsentlighed, hvis den skal placeres som tophistorie.

Det var ikke engang lykkedes TV 2|NYHEDERNE at indhente en kommentar fra Ryanair, så seerne havde ingen anelse om, hvorvidt der er tale om en generel politik fra selskabets side, eller om det blot er to tåbelige og ufølsomme medarbejdere, som har truffet en dum beslutning i lufthavnen i Girona.

Ryanair har – ikke overraskende - efterfølgende beklaget sagen og det ”fejlagtigt” opkrævede gebyr, og jeg savner en holdbar begrundelse for at historien blev sendt, inden NYHEDERNE havde fået et svar fra selskabet.

Normalt anses det for god presseetik at lade den kritiserede part komme til orde, og historien var ikke mere vigtig, end at den sagtens kunne have ventet en dag.

Onkel blev ikke begravet

Indslaget om kufferten og Ryanair er ikke det eneste eksempel på et indslag, hvor man efter min opfattelse har tabt perspektivet i en sag om et nært, menneskeligt drama, der er båret af stærke følelser. Sager, der primært er udvalgt efter opsigts- og ikke væsentlighedskriteriet.

23. maj bragte 19-NYHEDERNE et indslag om en 89-årig mand, som havde ligget død i sit hjem i 29 dage, uden at nogen havde sørget for, at han blev begravet.

Mandens niece fik på sin telefonsvarer besked om den manglende begravelse, og var forarget over, at Næstved kommune ikke havde taget hånd om sagen. Familien havde selv sagt nej til at begrave den gamle onkel, da de i slutningen af april fik at vide, at han var død.

Seerne fik ingen oplysninger om, hvorfor familien ikke selv ønskede at stå for begravelsen af den gamle mand, som af niecen blev betegnet som en ”glad og dejlig onkel”. Der kan selvfølgelig være private årsager til, at familien ikke ville have noget at gøre med begravelsen – men der manglede altså en vis balance i indslaget, når man tager de skarpe udfald mod kommunen i betragtning.

Det afgørende problem er imidlertid, at der formentlig er tale om en enkeltstående fejl og ikke en systematisk kommunal praksis. Det er næppe sædvane, at Næstved ikke begraver afdøde borgere i tide, og dermed taber historien efter min mening perspektiv og væsentlighed i forhold til en landsdækkende nyhedsudsendelse. Især, når der ikke bliver stillet de relevante, kritiske spørgsmål til den forargede familie.

Ikke noget galt i følelser

Det er den generelle opfattelse blandt tv-folk, at stærke følelser formidles godt på tv. Der er ikke i sig selv noget galt i historier, som indeholder følelser.
Retssagen i Norge mod Anders Behring Breivik, der er tiltalt for mord på 77 mennesker i Oslo og på Utøya, rummer masser af følelser. Tænk blot på de mange interviews med overlevende og vidner.

Men det er også en sag, der indeholder væsentlighed og perspektiv – samtidig med at det som seer er let at identificere sig med de mennesker, som blev ofre for hans onde gerninger.

NYHEDERNEs serie i foråret om ældres alarmer, som ikke virker, rummede også både følelser og nærhed. Men også perspektiv, fordi det er væsentligt, hvordan vi sørger for de gamle i vores samfund.

Et andet godt eksempel er sagen om hunden Balder, der blev skudt af en nabo, fordi den strejfede ind på hans grund. En historie med masser af følelser, men også – trods det kulørte islæt - væsentlighed og perspektiv fordi den på et overordnet plan handler om, hvordan vi omgås dyr og ikke mindst hinanden.

Nære historier fylder

I et stærkt konkurrencepræget tv-marked, hvor seerne spredes ud på flere og flere kanaler, forsøger man at modvirke fragmenteringen ved også at bringe historier om kendte. Det er der heller ikke i sig selv noget galt i. Vi vil gerne vide noget om de politikere, vi stemmer på, og når en kendt erhvervsmand som for eksempel Klaus Riskjær kommer for retten, er det en både opsigtsvækkende og væsentlig nyhed.

Nære historier – og sager om kendte mennesker - er populære hos redaktørerne. Og hvis der samtidig er følelser involveret, er det endnu bedre.

I den moderne kultur spejler mange sig i de kendte. Problemet er så, når de kendte ikke er kendte nok i den brede offentlighed, og sagen primært er opsigtsvækkende for dem selv og en nærmere kreds. Så mister sagen perspektiv og væsentlighed for mange af seerne.

En sådan sag er fængselsdommen på et år og ni måneders fængsel mod en tidligere, kvindelig Oddset-model, som blev dømt for groft bedrageri mod en ældre, nu afdød bekendt. Sagen var efter min vurdering ikke væsentlig nok til to minutter og tyve sekunder i en landsdækkende nyhedsudsendelse. Især ikke, når der ikke blev stillet kritiske spørgsmål til den dømte og hendes rolle i sagen.

De nære historier fylder en del i de store nyhedsudsendelser på hovedkanalen. Resultatet er, at der bliver relativt mindre tid til dækningen af mere væsentlige og perspektivrige sager – som for eksempel skattereformen, der har direkte konsekvens for mange. Det synes jeg er ærgerligt.

LARS BENNIKE, 01.06.2012