Pressens lynjustits

Med sit spektakulære forsvindingsnummer fra et luksushotel i Dubai og IT Factorys efterfølgende konkurs føjede den 41-årige direktør Stein Bagger sig til den lange liste af folk, der er dømt skyldige ved en lynhurtig proces i pressen. Men gælder presseetikken ikke i sager, hvor skyldsspørgsmålet synes uden for diskussion?

Det korte svar er: Jo! Selvfølgelig gælder de presseetiske regler også i tilsyneladende oplagte sager. Men problemet er naturligvis mere kompliceret end som så, når reglerne skal udmøntes i daglig journalistisk praksis.

 
Det begyndte ellers godt med en note på TV 2 NEWS om morgenen den 1. december.


”IT Factory er gået konkurs, erfarer TV 2 NEWS”, hed det i noten, hvor det endvidere blev oplyst, at ”administrerende direktør Stein Bagger er efterlyst af Interpol for omfattende økonomisk bedrag”.


Så langt så godt – nøgtern og kortfattet information om en indviklet erhvervssag. Bemærk, at Stein Bagger på dette tidspunkt blot var nævnt som efterlyst for økonomisk bedrag.


Allerede ved middagstid havde TV 2 imidlertid strøget forbeholdene. Nu hed det slet og ret, at ”det er et sindrigt system, der ligger bag Stein Baggers bedrageri-nummer”. Nu var skyldsspørgsmålet altså pludselig afgjort – i en få timer gammel sag, hvor der ikke engang var rejst sigtelse. Der var ikke engang tale om et formodet bedrageri-nummer.


Også senere samme aften blev Stein Baggers skyld slået fast. ”Ifølge Niels Lunde, erhvervskommentator fra Politiken, så må nogen have sovet i timen, siden Stein Bagger kunne fuske for så mange penge”, hed det i et oplæg på NEWS.


I endnu et oplæg fra studieværten hed det, at ”Bagmandspolitiet er i dag gået ind i sagen om Stein Baggers millionbedrageri i virksomheden IT Factory”.


Og senere: ”Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk Kriminalitet - det der tidligere hed Bagmandspolitiet - er i dag gået i gang med efterforskningen af Stein Baggers bedrageri”.

På daværende tidspunkt havde medierne primært én kilde – nemlig IT Factorys bestyrelsesformand Asger Jensby, der igen og igen blev brugt som sandhedsvidne – selv om han med udsigt til et måske tre-cifret milliontab på alle måder må siges at være part i sagen. Senere er der kommet flere kilder til – men spørgsmålet om skyld synes stadig endelig afgjort – selv om sagen har fået langt flere nuancer.


En seer, JHC, sendte 3. december en vred mail til TV 2: ”Hvordan kan I hænge en mand ud på landsdækkende tv, og anklage ham for både det ene og det andet???


Det er da ganske usmageligt, skrev JHC, som tilføjede, at ”Stein Bagger er endnu ikke officielt blevet anklaget for noget som helst! Han har IKKE været for en dommer, og er dermed IKKE SKYLDIG! Lad mig lige minde TV2 om, at det nu engang er DANMARK vi bor i, vi har vel stadig en højesteret med teksten over døren: Med lov skal man land bygge. Herudover er vi alle USKYLDIGE indtil det modsatte er bevist!”


 JHC tilføjer: ”Pt. har I jo IKKE lagt et eneste bevis på bordet, og der er INGEN af dem, der har haft med Stein at gøre, der har udtalt sig i retningen af at have beviser, der kan underbygge jeres beskyldninger! .. Men jeg bliver nødt til at understrege at det er vores retssystem der skal anklage og dømme folk, og IKKE TV2!”

Hårde ord – men JHC har faktisk ret et stykke hen ad vejen. Også selv om Stein Bagger i mellemtiden in absentia er blevet sigtet for bedrageri og dokumentfalsk.


Ifølge de vejledende regler for god presseskik skal retsreportagen nemlig ”på ethvert stadium” være objektiv og tilstræbe en kvalitativt ligelig gengivelse af parternes synspunkter.

 
”Så længe en straffesag ikke er endeligt afgjort eller bortfaldet, må der ikke offentliggøres meddelelser, der kan lægge hindringer i vejen for sagens opklaring, eller tilkendegivelser om, at en sigtet eller tiltalt er skyldig. Ved omtale af en straffesag skal det klart fremgå, om sigtede/tiltalte har erklæret sig skyldig eller ikke-skyldig”, hedder det i de presseetiske regler, som medierne har pligt til at efterleve.


Og TV 2|NYHEDERNEs egne etiske regler: ”Vi må aldrig i forhold til en sigtet/tiltalt udtale os eller viderebringe udtalelser om skyldsspørgsmålet, med mindre der er tale om at en ledende politimand eller repræsentant for anklagemyndigheden siger det til kamera”.


Jeg drøftede spørgsmålet med NYHEDERNES vagthavende redaktionschef mandag eftermiddag.


I en mail til undertegnede erkendte han, at jeg kunne have ret i, at medierne skal  være varsomme med at fastlægge skyldsspørgsmålet.


”Når jeg ikke synes, at du har det, så er det jo fordi, det er relativt velbelyst, hvad manden har gjort. Herunder at forsvinde fra jordens overflade. Også hans økonomiske transaktioner og hans hemmelige kontor på Schæffergården i Gentofte bærer et vist vidnesbyrd til betegnelsen ”bedrageri-nummer”. Så selvom du teknisk set har ret – manden er ikke dømt – så er indicierne i denne sag rimelig heftige. Hudløst fremlagt af selskabets bestyrelsesformand, Asger Jensby, og virksomheden økonomidirektør”, skrev NYHEDERNES redaktionschef.

Jeg er ikke enig, selv om jeg i princippet godt forstår argumentet. Men færdselsreglerne gælder også – og måske endda især – i sager, hvor alle kører i samme retning med høj fart. På daværende tidspunkt var der ikke overblik over sagens omfang samt hvilke personer, der kan være involverede og på hvilken måde.


Og der er stadig ikke endeligt overblik over sagen. Selv i dag ved offentligheden ikke med sikkerhed, om Stein Bagger er hovedmand i den bedragerisag, der tegner sig – eller om han selv er offer i sagen, om end der sandt at sige ikke er meget, der umiddelbart tyder på det.


Tvivlen bør komme den anklagede part til gode – og dækningen af en sag bliver ikke mindre dramatisk eller spændende, selv om man tager de nødvendige forbehold. Man kan selvfølgelig ikke tage forbehold i hver eneste sætning, men det er ikke rimeligt, når man i redaktionel klartekst gang på gang fastslår den forsvundnes skyld.

Og listen over sager, der syntes oplagte i starten, tæller flere prominente eksempler. Den meget omtalte Annemette Hommel-sag endte med, at hun ved Landsretten blev frifundet for grove forhørsmetoder, Carl Bro-sagen endte med, at tre direktører i Vestre Landsret blev frifundet for mandatsvig, B&Ws tidligere ejer Jan Bonde Nielsen blev efter en årelang sag frifundet, ligeledes for mandatsvig, i Københavns Byret, og Midtbanks tidligere ledelse blev i Højesteret frifundet for insiderhandel.

Nok så vigtig i denne sammenhæng er også sagen om den københavnske plejehjemsassistent, der blev sigtet for drab på 22 beboere. Sagen endte som bekendt med tiltalefrafald - og senere i Højesteret, hvor Ekstra Bladet blev dømt til at betale kvinden erstatning. Listen er formentlig endnu længere.


Men ret skal være ret. Når det gælder Stein Bagger-sagen, har der – presseetisk set – også været oplivende momenter i dækningen i NYHEDERNE og på NEWS.


Som for eksempel i 22-Finans på NEWS, hvor studieværten, Nina Munch-Perrin, understregede i et spørgsmål til juristen, professor Lars Bo Langsted: ”Lige nu har vi faktisk kun en mands udsagn - nemlig Jensbys, der siger, hans underskrift er forfalsket, og han var uvidende. Men politiet skal vel undersøge sagen fra alle sider?”


Ja – og det er ikke kun politiet, men også pressen, der skal undersøge sagen fra alle sider.


LARS BENNIKE, 05.12.2008