Hans Pilgaard i Go' morgen Danmark?

Fejlsvar i 'Jo færre jo bedre'?

 

Heidi skrev den 1. marts:

Hej med jer.

Har lige siddet og set “Jo færre jo bedre”, hvor en kategori hed “Hans Pilgaard“.

Da de 2 unge gutter svarede “Go’ morgen Danmark” var jeg sikker på, de havde et supergodt svar.
Jeg kan nemlig huske, at da min ældste datter var lille, sad jeg altid og så morgen-tv, og da så jeg for første gang Hans Pilgaard.

Han var noget af det sødeste og dejligste menneske og blev næsten altid gjort til grin med, at han skulle lave en form for noget morgengymnastik (som han så ikke var så god til), men han tog det altid med et grin.
Han var vært sammen med Michèle Bellaiche, er jeg ret sikker på.


TV 2 svarede:

Kære Heidi

Mange tak for din mail. Vi er altid glade for henvendelser fra opmærksomme seere.
Det er godt husket, og du har helt ret i, at Hans Pilgaard var vært på et morgenprogram i 90'erne på TV3, der hed Go'morgen. Det var der i øvrigt 4 af de 100, der havde svaret.
Deltagerne i studiet svarer Go'morgen Danmark, og eftersom Hans Pilgaard ikke har været vært på det program, er svaret et fejlsvar. Du har ret i, at de to programmers titler minder om hinanden, men som altid i Jo færre jo bedre bliver man bedømt på det præcise svar, man giver. Ud fra samtalen i studiet at bedømme er jeg i øvrigt ikke i tvivl om, at de faktisk hentyder til TV2s Go morgen Danmark.


Med venlig hilsen/Best regards

Anne Mette Stokholm Skov
Producent/Executive producer

Metronome Productions A/S