TV-signaler og valg af skærm

Hvad er vigtigt, når man vælger tv?

 

Flemming skrev den 14. januar:

Tv-skærme opdeles i 50hz, 100 hz, 120 hz om mere, og nogle sælgere oplyser, at sportskanalerne sender i mere end 50 hz, hvorfor man ikke får "glidende" bevægelser men huller i f.eks. håndboldkampes bevægelser. Andre sælgere siger, at det er noget salgsgas. 
Hvad siger TV 2 til spørgsmålet, eller er der noget I kan henvise til?
   
Mvh.
Flemming 

 

TV 2 svarede:,

Kære Flemming

Tak for din mail

De TV-signaler, du modtager fra os, sendes i 720p50, hvilket betyder, at vi sender 50 hel-billeder pr. sekund i en opløsning der svarer til 1280x720 pixels. Nogle Tv-stationer sender i formatet 1080i50, hvilket er 50 halv-billeder pr. sekund i en opløsning, der svarer til 1920x1080 pixels. Ved grundig analyse er man kommet frem til, at 720p50 giver den bedste billedkvalitet af disse to formater.

Der er ikke umiddelbart udsigt til, at danske Tv-stationer skifter til 1080p50 eller UHD (3840x2160), men både Netflix og Youtube har materiale tilgængelig i 1080p og UHD.

Uanset hvilket TV du køber får du med andre ord ikke mere end 50 billeder i sekundet fra os eller andre danske Tv-stationer. Dermed ikke være sagt, at du ikke med fordel kan købe en skærm med en højere opdateringshastighed. Nogle skærme vil forsøge at interpolere sig frem til billeder mellem de sendte billeder. Et 100hz fjernsyn vil således forsøge at "gætte" sig frem til hvert andet billede, således at du oplever, at du modtager 100 billeder pr. sekund.

Jeg vil anbefale, at du nøje sammenligner det samme signal på de forskellige skærme, du kunne være interesseret i at købe og så selv vurderer, om du kan se en forskel, der har betydning for dit valg.

Håber dette svar er brugbart.

Mange hilsner
 
 
NIELS BORG
Teamchef
TV-Support – TV 2 Teknik & IT