Var Havarti pakket ind i rød plastik i 1988?

Ostemysteriet

 

Lis skrev den 15. september:

Til TV 2.
 
Nu kunne jeg i dag se/høre, at I genudsendte  udsendelsen med Felix om at “gå tilbage i tiden” til 1988.
 
Jeg så det første gang, og så tænkte jeg, at I burde have nogle ældre med, når I planlægger at gå så mange år tilbage. For I unge ved jo ikke alt om, hvad der fandtes/ikke fandtes i 1988.
 
Prøv at se filmen igennem og se så “osten på bordet”: En Havarti i rødt plastik. Det vil jeg vædde med ikke var sådan i 1988.
 
Jeg er 80 år nu og kan huske meget langt tilbage – til den tid, hvor Danmark var et dejligt land at bo i
 
Nå, men bedre held med næste udsendelse fra “fortiden”.
 
Venlig hilsen
Lis 

 

TV 2 svarede:,

Kære Lis –

Tak for din mail.

Jeg har spurgt mig for hos organisationen Landbrug og Fødevarer, og her oplyser redaktør Peter Bisgaard efter at have gravet i nogle gamle promotionsbrochurer, at han med sikkerhed kan fastslå, at den klassiske, runde flødehavarti i rød plastemballage var på markedet i 1988.

Havarti-osten er oprindelig en såkaldt tilsiter-ost, men fik i 1921 navnet ’Havarti’ efter Havarti-gården i Holte nord for København. På grund af den særlige produktionsmetode er Havarti anerkendt som en dansk ost.

Ostetypen kendtes dog også tidligere i Danmark, og i Fødevarestyrelsens ’Varespecifikation for Havarti’ kan man i bilag 3 side 1  læse, at osten allerede i begyndelsen af 1900-tallet blev ”malet” med en rød anilin-farve.

Anilinfarven blev senere afskaffet og i nyere tid erstattet med den nuværende plastikindpakning, som man altså også anvendte i 1988.

Jeg må altså skuffe dig med, at du ikke har ret – til gengæld blev mysteriet om fløde-havartiens røde indpakning løst.

Set fra min stol er det også tilfredsstillende, at producenterne bag udsendelsen ’Kærlig hilsen 1988’ også har gjort sig umage med, at detaljerne skulle være i orden.


Med venlig hilsen

LARS BENNIKE
Seernes redaktør