Hvad er Seernes redaktør?

Seernes redaktør ved TV 2 Danmark A/S er som programchef for etik, klagesager og dialog med seerne en uafhængig instans, ansat af bestyrelsen med direkte reference til den administrerende direktør.

Redaktørens primære opgave er at overvåge TV 2 Danmark A/S’ behandling af henvendelser og klager fra TV 2s brugere og seere på alle platforme med henblik på at sikre en høj programetik og journalistisk standard i den samlede programvirksomhed. Redaktøren kan som led i sin virksomhed fremsætte kritik, afgive henstillinger og i øvrigt fremsætte sin opfattelse af konkrete sager eller redaktionel praksis.

Redaktøren har endvidere til opgave at fremme en åben dialog og kontakt mellem TV 2 og TV 2s seere og brugere, herunder også seer- og lytterorganisationer.

Redaktøren skal sørge for at implementere interne procedurer i koncernen, som kan sikre hurtige og fyldestgørende svar fra relevante afdelinger på forespørgsler, kritik og klager.

Redaktøren skal endelig foretage en løbende registrering af henvendelser og klager til TV 2 Danmark A/S og udarbejde årlige rapporter til bestyrelsen om sin virksomhed.

Henvendelse og klager
Programklager behandles fortsat i første led af de relevante afdelinger samt TV 2s jurister og direktion. Men når det gælder væsentlige brud på journalistisk og programpolitisk etik kan TV 2 DANMARKs seere og brugere indbringe deres sag for seernes redaktør med anmodning om en uafhængig vurdering af en afgørelse og eventuel efterfølgende indstilling til den administrerende direktør om ændring af praksis.

Seernes redaktør afgør selv, om han vil tage en sag op til vurdering.

Seernes redaktør kan endvidere af egen drift tage sager op, der vedrører programvirksomheden på alle platforme, som TV 2 kontrollerer. 

Endelig er det vigtigt at fastslå, at Seernes redaktør ikke deltager i sagsbehandlingen i konkrete klagesager og træffer derfor ikke afgørelser i konkrete klagesager. Han kan til gengæld fremsætte kritik, afgive henstillinger eller udtrykke sin opfattelse af konkrete sager eller redaktionel praksis.

Seere og brugere kan henvende sig direkte til Seernes redaktør med anmodning om, at han tager sager op til vurdering med mulighed for indstilling til den administrerende direktør om, at TV 2 ændrer redaktionel praksis. 

Seernes redaktør udtaler sig ikke på TV 2s vegne, men netop som en uafhængig instans med indsigt i journalistik og redaktionel praksis – som en seernes ombudsmand.

Dialog med seerne
Som led i bestræbelserne på at styrke en åben og konstruktiv dialog og kontakt  med TV 2s seere og brugere, sørger Seernes redaktør bl.a. for at etablere og drive et website, som redaktøren er redaktør for, og som kan være et forum for åben kontakt med seere og brugere.

Seernes redaktør kan endvidere efter eget valg i rollen som uafhængig instans deltage i offentlige diskussioner, paneldebatter, åbent hus arrangementer og lignende om TV 2 Danmarks programvirksomhed. 

Send klage

Kontakt TV 2 Seernes redaktør ved at skrive en mail på nedenstående e-mail adresse:

sr@tv2.dk

Sådan klager du

Læs vejledningen, inden du klager til TV 2 og Seernes redaktør.

Spørgsmål

Her kan du læse udvalgte spørgsmål fra seerne og TV 2s og Seernes redaktørs svar.

Spørgsmål fra seerne

Billede {0} af {1}