Forenklet debat om kilder og lækager

De seneste dages mediedebat om den hemmelige lydfil i lækagesagen har sammen med Ekstra Bladets påstand, om at en tidligere spindoktor forsøgte at lække fortrolige oplysninger om Helle Thorning-Schmidts skattesag, sat fokus ikke kun på TV 2s, men hele pressens arbejdsmetoder og vilkår. Men debatten virker noget forenklet. Den journalistiske verden består ikke kun af gode og onde kilder – den handler i særlig grad også om at vurdere, hvilke sager, der har offentlighedens interesse.

Journalistik er båret af kilder. Det gælder også den såkaldte graverjournalistik, hvor der næppe kan findes mange eksempler på afsløringer, som ikke er båret af, at nogen – en kilde eller flere – vil have noget frem til offentligheden om nogen eller noget. Journalisterne har sjældent selv fundet historierne. I de allerfleste tilfælde er de lækket af en kilde - ofte endda på basis af tvivlsomme motiver. Der kan være tale om hævn, ønske om magt, personlige og politiske ambitioner og drømme, ønsker om at fremstå handlekraftig, økonomisk vinding, jalousi, kærlighed og i nogle tilfælde ren idealisme.

Der er kun få eksempler på, at den ”lille mand” står bag virkeligt store og skelsættende afsløringer. Det er som regel folk på et vist niveau i samfundet, som via deres job eller politiske hverv har fået en indsigt i forhold, som efter deres mening bør bringes til offentlighedens kendskab.

Den dengang 22-årige amerikanske soldat Bradley Manning, som nu sidder fængslet og beskyldes for at stå bag den ulovlige lækage af en kvart million hemmelige dokumenter til Wikileaks, er dog et godt eksempel på en underordnet, som blev whistleblower.

Mark Felt – den anonyme kilde bag Watergate-skandalen – var til gengæld vicedirektør i FBI, og dermed en af magtens mænd. Det er ikke sikkert, at journalisterne bag afsløringerne kunne overskue hans motiver ved starten af sagen – men alligevel valgte de at beskytte ham som kilde.

Folketingets ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen var i 1990 hemmelig kilde til flere afslørende artikler i Weekendavisen om Tamil-sagen, som senere kostede den konservative Poul Schlüters regering magten. Det skete selv om Gammeltoft-Hansen som ombudsmand selv havde kritiseret sagsbehandlingen vedrørende familiesammenføringerne.

Svært at trække klare grænser

Både i forbindelse med lækagesagen og Ekstra Bladets afsløring af daværende skatteminister Troels Lund Poulsens spindoktor i forbindelse med Helle Thorning-Schmidts skattesag har det fra flere sider været fremført, at journalisternes ”kildebeskyttelse handler om at beskytte befolkningen mod magtmisbrug. Ikke om at beskytte magtmisbrugere mod befolkningen.”

Det er sådan set en udmærket leveregel. I teorien. I praksis kan det nemlig være svært at trække en klar grænse mellem ærlige kilder med ædle og uegennyttige hensigter – og magtmisbrugere, som blot er ude på at mele egen kage.

Et fremtrædende medlem af et folketingsudvalg kan således i en væsentlig sag af offentlig interesse være acceptabel som anonym kilde, hvis vedkommende repræsenterer oppositionen – men hvad nu hvis vedkommende er medlem af et regeringsparti? Går den pågældende så bare magtens ærinde?

Den ”blå” side i Folketinget var magtens folk i går. Er de så acceptable som kilder i dag, hvor de er i opposition? Og hvad med den ”røde” sides repræsentanter? De repræsenterer magten nu – men det kan skifte ved næste valg, hvor de formentlig vil bære en viden med sig, som de har erhvervet, mens de sad i regering. Og hvad med ministre – kan de aldrig være anonyme kilder til noget, for eksempel i politisk ømtålelige sager?

Et særligt spørgsmål er fortrolige kilder i politiet, der som institution er magtens forlængede og stærke arm. Vil medierne ophøre med at bringe oplysninger fra ”kilder i politiet” i særligt interessante kriminalsager? Næppe – men tanken er udfordrende.

Har det offentlig interesse?

Det kan ofte være vanskeligt at gennemskue en kildes motiv, selv om det for den pågældende meget ofte handler om at fremme egne interesser i en eller anden form. I nogle tilfælde kan der endog være tale om ulovligt tilvejebragte oplysninger som i Helle Thorning-Schmidts skattesag.

Set fra min stol er spørgsmålet om kildens motiv imidlertid ikke det eneste afgørende i journalistisk sammenhæng. Når et medie skal beslutte sig for, om man skal offentliggøre kontroversielle oplysninger, er det for mig at se afgørende, om de pågældende informationer har offentlig interesse – og tjener til at kvalificere og nuancere samfundsdebatten.

Magtmisbrug medfører i nogle tilfælde straf – og det gør ulovlige læk af fortrolige oplysninger også. Det skete for eksempel i sagen mod Frank Grevil, som i februar 2004 lækkede en række hemmeligstemplede Irak-vurderinger fra Forsvarets Efterretningstjeneste til pressen. Grevil blev idømt fire måneders fængsel for brud på tavshedspligten. Berlingskes medarbejdere blev til gengæld blev frifundet, fordi retten skønnede, at oplysningerne havde offentlighedens interesse.

Jeg er ofte selv i tvivl, men under visse omstændigheder mener jeg godt, at politikeres private forhold kan have offentlig interesse. For eksempel hvis en statsministerkandidats mand ved en skønsmæssig afgørelse er sluppet for skattepligt i Danmark – når mange andre borgere i samme situation faktisk bliver pålagt at betale skat her i landet.

Det var ikke lovligt for kilden at videregive oplysningerne, men man kan med nogen ret argumentere for, at vælgerne – inden for rimelighedens grænser – har krav på at vide, hvem de stemmer på. Måske særligt når Helle Thorning-Schmidt som statsministerkandidat havde planer om at indføre en særlig ”millionærskat” for folk med høje indkomster. Det fremgik endvidere, at hun uberettiget havde modtaget sin mands fradrag i en årrække, selv om hun havde sagt, at der ikke var noget at komme efter.

Tilsvarende blev det også en sag i medierne, da Lars Løkke Rasmussen i foråret 2008 blev kritiseret for både som amtsborgmester og siden som minister i flere tilfælde at have ladet staten dække private udgifter, som burde have været afholdt for egne midler. Der blev også afsløret mere private forhold – for eksempel at han i hvert fald i et tilfælde skulle have indlogeret sig på hotel under falsk navn, lejet betalingsfilm etc.

Oplysningerne stammede formentlig oprindelig fra et insider-tip, som næppe var plantet af politiske venner på et tidspunkt, hvor han stod til at skulle være statsminister. Det afgørende for medierne var dog ikke kildernes motiv – men om sagen havde offentlig interesse.

Bordet fanger

Journalister skal altid grundigt overveje på hvilken måde, de måtte være brikker i et spil, men for så vidt angår fortroligheden fanger bordet, når man først har lovet kildebeskyttelse. Uanset om kilderne har ædle eller mindre ædle hensigter, er der meget på spil for de pågældende, og det er derfor dræbende for troværdigheden, hvis man ikke kan holde tæt, når man først har taget imod oplysningerne. Til gengæld er det til enhver tid mediernes ansvar, om man vil bringe en kontroversiel historie.

I den såkaldte lækagesag stammer de fortrolige oplysninger til TV 2 om indsættelsen af Jægerkorpset i Irak muligvis fra den daværende forsvarsministers spindoktor eller måske endda fra ministeren selv. Ifølge afhøringen af den daværende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, som er refereret i Højesterets kendelse, blev udsendelsen af Jægerkorpset endvidere nævnt mellem minister og militærfolk på en briefing på turen i Irak, hvor der var journalister til stede. Hvis det er korrekt, kan der være tale om brud på den eller de pågældendes tavshedspligt. Altså efter alt at dømme en ulovlig læk.

Ikke desto mindre fastslog Højesteret i sin kendelse i februar 2011, at oplysningerne om indsættelsen af Jægerkorpset var ”et forhold, som må anses for at være af samfundsmæssig betydning såvel før som efter Jægerkorpsets ankomst til Irak”. Højesteret afslog derfor at pålægge stationens medarbejdere vidnepligt i sagen af hensyn til massemediernes behov for at kunne beskytte deres kilder.

Med Højesterets afgørelse som sagens alvorlige baggrund kaster indholdet af den hemmelige lydfil med den private samtale mellem Rasmus Tantholdt og hans daværende gode ven Nils Giversen, som havde kendskab til sagen i forvejen, ikke noget flatterende lys over TV 2. Der var folk på redaktionen samt en medarbejder på Politiken, som kendte til sagens sammenhæng, og det er en fejl.

Giversen var på tidspunktet for telefonsamtalen rykket fra TV 2|NYHEDERNEs Irak-gruppe til DR, og optog den private samtale i hemmelighed. Den hemmelige samtale blev derefter afspillet for filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen, som afleverede en skriftlig erklæring om indholdet til politiet. Christoffer Guldbrandsen har tidligere været i clinch med den daværende forsvarsministers spindoktor i forbindelse med hans film "Den hemmelige Krig".

På alle måder en indviklet sag med mange modstridende interesser, og afsløringen af lydfilen bringer ikke afgørende nyt. Som journalist kan man dog drage den lære, at når det handler om hemmelige kilder, skal man holde sin mund – også når man snakker med tidligere nære kolleger, som man også havde grund til at betragte som gode venner.

LARS BENNIKE 15.12.2011