Er 'Pyrus' racistisk?

Forleden dumpede en klage ned i seernes redaktørs mailboks. Anledningen var sangen ’Gi’ mig guf og gi’ mig godter’ fra årets julekalender, hvor nissen Pyrus synger og danser med tre børn klædt ud som flødeboller.

Umiddelbart en uskyldig scene, men alligevel er maskeringen af de tre børn faldet en af TV 2s seere for brystet.

”Jeg har en klage i forhold til racisme i jeres Julekalender 2014. I det første afsnit blev der vist en gruppe dansere med "blackface". Hvorfor synes TV 2, det er acceptabelt at inkludere en racistisk karikatur af sorte mennesker i deres udsendelser? Jeg ser frem til at høre jeres vurdering”, skrev seeren i sin klage 2. december.

Samtidig klagede en anden seer over afsnittet 8. december, hvor Pyrus og vennerne ser en historie fra ’Den store Bastian’, hvor tre drenge bliver skældt ud og dyppet i blæk, fordi de driller en ”neger”.

”Jeg så afsnittet sammen med min søn, som er halvt dansk og halvt afrikansk, og jeg må sige, at det er sidste gang, vi gør det. Jeg savner måske humor, men jeg synes, det er politisk upassende. Jeg ønsker ikke, at min søn skal tænke, at der er noget galt med hans hudfarve, og at det skulle være bedst at være hvid”, skrev den pågældende mor i sin mail til TV 2.

Sliksangen

Årets julekalender ’Pyrus – Alletiders Julemand’ er fra 1997 og handler om nissen Pyrus, der ikke kan forstå, at julemanden ikke må give nisser gaver. Pyrus forsøger så at trylle julemanden frem for at snakke med ham. Men desværre går noget galt, så julemanden mister hukommelsen, og nisserne forsøger derfor at hjælpe julemanden med at få hukommelsen tilbage ved at besøge en masse episoder i verdenshistorien.

Kalenderen starter, da Pyrus en morgen opdager, at ”nogen” i nattens løb har fyldt hans store julesok med slik. Nissepigen Kandis advarer ham mod at spise det hele på en gang, da hun er bange for, at han skal falde død om.

”Sludder og vrøvl. Skulle det endelig ske, så vil jeg dø som en lykkelig nisse”, siger Pyrus, og bryder ud i sangen ’Gi’ mig guf og gi’ mig godter’:

”Gi’ mig flødeboller eller
Gi’ mig fløde karameller
Gi’ mig flere, gi’ mig mere, giv mig meget
Gi’ mig giffen, gaffen, guf.
Gi’ mig flere, gi’ mig mere, giv mig meget
Gi’ mig giffen, gaffen, guf”,

synger Pyrus i sidste vers, hvor han danser med flødebollerne.

Ikke ude på at støde nogen

TV 2s fiktionschef Katrine Vogelsang afviser, at scenen er udtryk for racisme.
Samtidig henviser hun i sit svar til den pågældende seer til, at årets julekalender er 17 år gammel – og at man næppe ville have produceret sangen på samme måde i dag.

”TV 2 retter normalt ikke i ældre udsendelser, efter hvordan nutiden bruger billeder og sprog. Derfor kan der i ældre udsendelser – som for eksempel Pyrus - være vendinger eller sprogbrug, som man ikke ville benytte i en ny-produceret julekalender”, skriver Katrine Vogelsang og fortsætter:

”I det konkrete tilfælde, mener jeg, at konteksten meget tydeligt er ufarlig, hyggelig og sjov. Det er for mig tydeligt, at Pyrus ikke er ude på at støde nogen, men jeg anerkender, at sprog og billedvalget ikke passer med vores samtid”, hedder det i svaret fra TV 2s fiktionschef.

Må ikke tilskynde til had og racisme

Det fremgår af TV 2s etiske retningslinjer, at TV 2s programmer ikke må tilskynde til had. Dermed ligger det etiske regelsæt på linje med stationens public service-tilladelse, hvor det hedder, at ”programmerne må ikke på nogen måde tilskynde til had på grund af race, køn, religion, nationalitet eller seksuel observans, jf. bekendtgørelse om TV 2/DANMARK A/S’ programvirksomhed”.

Det hedder dog samtidig i de etiske retningslinjer, at ”TV 2 har vide rammer for humor og satire, som både kan provokere, bryde med vedtagne normer og udfordre grænser. Et kendetegn ved satire er, at den tager udgangspunkt i noget allerede eksisterende, som parodieres, forstørres eller karikeres”.

Ifølge Gyldendals Store Danske Encyklopædi handler racisme om:

”forestillinger om visse menneskeracers overlegenhed over for andre samt de diskriminerende handlinger, der knytter sig til sådanne forestillinger. Racisme bygger på den opfattelse, at menneskeheden kan inddeles i racer, som ikke bare har forskellige fysiske kendetegn, men også forskellige psykiske og moralske egenskaber, og at der eksisterer et hierarkisk forhold imellem disse, således at visse racer er andre overlegne”.

Tintin og Pippi

Med klagerne indskriver ’Pyrus – Alletiders Julemand’ sig i en række af børnebøger og –film, som de seneste år er blevet beskyldt for skjult racisme.

I 2007 blev historien om ’Tintin i Congo’ fra 1930 således indbragt for retten i Belgien. Bag søgsmålet stod en britisk organisation samt den congolesiske studerende Mbutu Mondondo, som fandt, at det populære hæfte fremstillede et racistisk billede af afrikanere som ubegavede og dovne.

Mbutu Mondondo havde som støtte for sin klage citeret flere passager fra hæftet, blandt andet en hvor Tintin forsøger at få afrikanerne til at sætte et afsporet tog tilbage på skinnerne. ”Se at komme i sving, dovendidrikker”, tænker Terry. I klagen anførte Mbutu Mondondo endvidere, at alle afrikanerne i historien taler dårligt fransk, selv om det var officielt sprog i daværende belgisk Congo.

Trods disse eksempler afsagde la Cour d’Appel – appelretten – i Bruxelles i december 2012 endelig kendelse om, at ’Tintin i Congo’ ikke er et ”ondsindet” værk. Appelretten fulgte dermed afgørelsen fra byretten i Bruxelles, som året forinden havde fastslået, at den gamle Tintin-historie – set i forhold til sin samtid – ikke skulle opfattes som racistisk. Appelretten afviste derfor kravet om at nedlægge forbud mod ”Tintin i Congo”.

Anderledes i Sverige, hvor Sveriges Television (SVT) har valgt at klippe såkaldt ”stødende” udtryk ud af en ny version af tv-serien om Pippi Langstrømpe, der er baseret på forfatteren Astrid Lindgrens bøger.

I den nye udgave kalder Pippi Langstrømpe ikke længere sin far for ”negerkonge”. Kaptajn Langstrømpe er nu blot konge og enehersker på den dejlige ø, Kurrekurredutøen, hvor Pippi, Tommy og Annika i den oprindelige udgave legede med de indfødte sorte børn.

Samtidig er en scene, hvor Pippi leger kineser og kniber øjnene sammen, klippet helt om.

SVT og firmaet ’Saltkråkan AB’, der forvalter rettighederne til Astrid Lindgrens værk, har selv truffet beslutningen om at bortcensurere de ”stødende” udtryk.

Produkter af deres tid

Set gennem mine briller er der forskel på ’Tintin i Congo’ og Pippi Langstrømpe på Kurrekurredutøen.

’Tintin i Congo’ kan ses som udtryk for en tid, hvor kolonialismen stadig var i højsædet, og hvor mange i Europa stadig opfattede sig som værende på et mere udviklet stade.    

I modsætning til Pippi Langstrømpe, som er skabt efter Anden Verdenskrig, hvor der efter opgøret med nazismen var bred enighed i de europæiske lande om at styrke demokrati og bekæmpe racisme.

Pippi, Tommy og Annikas oplevelser med børnene i Sydhavet er udtryk for en uskyld og tro på menneskelig samhørighed, hvor man kan have det sjovt og lege sammen, selv om man har forskellig hudfarve.

Jeg synes dog samtidig, at begge værker bør have lov at stå i den form, de oprindelig blev skabt i. De er produkter af deres tid – og det kan også være vigtigt for nutidens børn at se, hvordan man tænkte og talte en gang.

Tilbage til Pyrus

Dermed er vi tilbage ved Pyrus og scenen med de tre flødeboller i ’Alletiders Julemand’.

Sangen handler om, at Pyrus hellere vil spise slik end sund mad. Et pædagogisk vink med en vognstang til mange børn, som har det på samme måde som den populære nisse.

Selv med de mest kritiske øjne har jeg svært ved at se sliksangen som udtryk for ”en forestilling om visse menneskeracers overlegenhed”. Jeg mener heller ikke, at scenen kan medvirke til at ”tilskynde til had” på grund af race eller nationalitet.

Man kan med nogen ret indvende, at de sortsværtede børneansigter ligner de såkaldte ”blackfaces” kendt fra amerikanske racistiske karikaturer af sorte mennesker.

Men dansen er – i sammenhæng med teksten - udtryk for harmløse løjer uden onde bagtanker. Pyrus og flødebollerne har det bare sjovt sammen – lige som Pippi og børnene i Sydhavet.

Når det drejer sig om episoden fra ’Den store Bastian’, kan jeg godt sætte mig ind i den pågældende mors situation – men jeg er ikke enig i hendes udlægning af historien.

’Den store Bastian’ blev oprindelig skrevet i 1845, og moralen i historien om de tre drenge er netop, at racisme er forkasteligt og bør bekæmpes. I TV 2s julekalender får moralen yderligere en tand, da klovnen Pyrus selv falder i Rigsarkivarens blækspand, fordi han tankeløst morer sig over historien.

Det overordnede tema er altså klart, at diskrimination er af det onde – selv om den kunstneriske udførelse måske er lige lovlig bombastisk, set med nutidens øjne.

Min vurdering er derfor, at Pyrus ikke er racistisk. Der er ingen hverken direkte eller underforstået diskriminerende hensigt hverken med de dansende flødeboller eller episoden fra ’Den store Bastian’ – selv om fiktionschef Katrine Vogelsang formentlig har ret i, at man næppe ville opføre tilsvarende scener i en børnejulekalender i dag.

LARS BENNIKE, 10.12.2014