De forbudte trin

20.december 2015 foretog TV 2 Nyhedernes ledelse en usædvanlig beslutning. Det skete, da man valgte at omredigere genudsendelsen af ’Presselogen’ på TV 2 NEWS. Årsagen var, at redaktionen i programmet havde vist hele den kontroversielle trailer for TV 2s årskavalkade ’De største øjeblikke 2015’.

TV 2 havde ellers med brask og bram offentliggjort den pågældende trailer for den kommende årskavalkade i midten af december. 

Stationen valgte imidlertid at trække traileren tilbage, efter at Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen og de radikales Morten Østergaard havde klaget over sammenklipningen, hvor de danser sammen med popsangerinden MØ til tonerne af dennes megahit ”Lean On”, mens man i baggrunden ser klip fra årets væsentligste begivenheder – herunder terrorangrebene i Paris og København, flygtningestrømmen mod EU, folketingsvalget og den danske astronaut Andreas Mogensens tur ud i rummet. 

Traileren blev forinden udsat for en regulær ”shitstorm” på de sociale medier, hvor en del brugere fandt kombinationen af lækkert klippet musikvideo og årets tragiske begivenheder decideret smagløs.

Oplagt emne i ’Presselogen’

Det var på alle måder et oplagt emne for ’Presselogen’ på NEWS, hvor man indledte diskussionen om TV 2s tilbagetrækning af traileren med at vise en af de utallige piratkopier, som florerer på internettet – uanset TV 2s beslutning om at kalde videoen tilbage. 

Det er helt i overensstemmelse med de redaktionelle principper i ’Presselogen’, hvor man altid som dokumentation har vist klip fra det, man diskuterer – med mindre der er tale om meget krænkende materiale eller lignende, som ikke bør vises igen.

’Presselogens’ redaktion skønnede ikke, at det var tilfældet med de dansende politikere, selv om de pågældende (i sagens natur) ikke var tilfredse med traileren. 

Diskussionen handlede om årskavalkader og trailere som genre, om hvorvidt man skal give efter for pres – og om det overhovedet kan lade sig gøre at fjerne noget fra det offentlige rum, når man først har lagt det på nettet.  

Jacob Kwon, der er chefredaktør for nyhedsudsendelserne på TV 2s hovedkanal, indledte dog diskussionen med et lufte sin utilfredshed med, at ’Presselogen’ havde valgt at vise traileren i fuld længde, ”når nu stationen har trukket den tilbage”.

Særbehandling af TV 2?

Ved genudsendelserne kl. 13, 18 og 21 var traileren klippet ned til et absolut minimum. Samtidig var den indledende diskussion, om man overhovedet skulle have vist den, også redigeret ud af programmet. I den første genudsendelse kl. 13 endda uden oplysning til seerne om, at der var tale om en væsentligt omredigeret gensending af det oprindelige program.

”Jeg vil da meget gerne vide, om det er TV 2s politik at redigere udsendelser som Presselogen efter, at de er udsendt. I bringer jo masser af andre artikler/videoer/blogs/tweets/Facebook-opdateringer, som er trukket tilbage. I har blandt andet vist artikler, som dagblade har trukket tilbage, så hvorfor skal jeres egen station have særbehandling”, spurgte en seer i en klage til seernes redaktør. 

En anden seer skrev ligeledes efter ’Presselogen’, at han ikke kan ”fatte, at erfarne politikere har vetoret hos TV 2 til at få slettet indslag, hvis de ikke kan lide resultatet (eller hvordan folk modtager resultatet)”. 

”Er dette en generel procedure hos TV2”, skrev han i sin klage til seernes redaktør, inden han fortsatte:

”I har jo en del spindoktorer ansat i TV2, og de har åbenbart rådgivet jer til at lave et indslag på kun fem minutter, og så er sagen lukket. Det er ikke opklarende journalistik. Og af de fem minutter, censurerer I cirka 25 procent væk, da I ikke kan lide resultatet. Det minder om Nordkoreas stats-tv”, skrev han og opfordrede redaktionen til at tage emnet op og give det god tid i en kommende ’Presseloge’, mens endnu en seer kaldte TV 2s efterfølgende forklaring om omredigeringen for en ”topspinnet kludrehistorie”.

Tilsvarende blev sagen i timerne efter genudsendelserne af ’Presselogen’ løbende kommenteret på de sociale medier, hvor blandt andet Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen sammenlignede TV 2 med sovjetiske ’Pravda’ og østtyske ’Neues Deutschland’.

Klippet blev vist i andre programmer

Det er uklart, om TV 2 Nyhedernes ledelse havde udstedt et egentligt og klart forbud mod at vise den tilbagetrukne trailer i forbindelse med journalistisk behandling af emnet. 

Både ’Kulturen på NEWS’ og programmet ’Haug & Elberth’ har nemlig uden problemer vist lange sekvenser fra traileren på TV 2 NEWS 17. december - altså tre dage efter at den var trukket tilbage af TV 2. Det var der tilsyneladende ikke nogen, der havde opdaget, da ’Presselogen’ gik i luften om søndagen. 

De to udsendelser ligger fortsat tilgængelige på TV 2 PLAY i deres oprindelige form. Så forbuddet har kun ramt TV 2s mediekritiske magasin.

Ifølge TV 2s nyligt udnævnte nyhedsdirektør Mikkel Hertz er der ikke tale om, at ’Presselogen’ ikke længere kan tage emner, der er kritiske over for TV 2, op til debat. Det er sket utallige gange – og det vil ske igen. Det er derfor ikke sidste gang, man har set en TV 2-chef sidde og svede i ’Presselogen’, lyder hans argument.

Holdningen i TV 2 Nyhedernes chefredaktion er imidlertid, at når TV 2 har besluttet at trække materiale som for eksempel en trailer tilbage, så skal det ikke vises igen og igen i stationens programmer. 

Det ville efter ledelsens opfattelse også underminere TV 2s troværdighed over for offentligheden og de medvirkende, hvis traileren fortsat lå frit tilgængeligt på TV 2 PLAY. Derfor var det bedre at redigere programmet om inden genudsendelsen, har både chefredaktør Jacob Kwon og nyhedsdirektør Mikkel Hertz argumenteret over for undertegnede. 

Svækker troværdigheden

Problemet er imidlertid, at det ikke nødvendigvis er en argumentation, som vinder genklang mange steder uden for TV 2.

Det har altid været et ledende princip ikke kun i ’Presselogen’, men generelt i TV 2s journalistik, at man som dokumentation viser det, en sag handler om, med mindre der er meget tungtvejende grunde til ikke at gøre det. Det kan være, hvis det er strafbart – eller hvis der er vægtige presseetiske årsager til at undlade det.

Da TV 2 i 2013 fik alvorlig kritik i Pressenævnet for dokumentaren om de danske gidsler i Somalia, undlod ’Presselogen’ således at vise klip fra dokumentaren, fordi det ville have udgjort en fornyet, alvorlig krænkelse af de frigivne søfolk.

Det er der ikke tale om her. 

Man må gå ud fra, at det var frivilligt, da Johanne Schmidt-Nielsen og Morten Østergaard stillede op til dans sammen med den populære MØ foran TV 2s kameraer. 

Det foregik næppe under tvang, og derfor kan det efter min vurdering ikke sidestilles med en alvorlig sag som for eksempel den somaliske gidselsag at vise den uheldige trailer for årskavalkaden i et program, hvor man sætter medierne til debat - selv om man naturligvis kan diskutere, om traileren nu også var indbegrebet af god smag. Nu endte seerne til genudsendelserne med i bedste fald ikke at forstå meget af, hvad diskussionen handlede om.

Det er klart, at det modsatte scenarie, hvor TV 2 havde valgt at se gennem fingre med ’Presselogen’s visning af traileren og efterfølgende placering på TV 2 PLAY, også kunne skade stationens troværdighed, ligesom de medvirkende politikere ville kunne gå i pressen og anklage TV 2 for løftebrud.

Men nogle gange er man som ledelse nødt til at vælge mellem to onder, når skaden er sket. 

Og man kommer ikke uden om, at ’Presselogen’ – med den særlige rolle, magasinet indtager i det danske medielandskab – er et journalistisk flagskib ikke blot for NEWS, men for hele TV 2.

I den sammenhæng er det principielle problem, at det svækker ’Presselogen’s troværdighed alvorligt, når TV 2s ledelse på den ene side fastholder retten til at vise materiale, som andre medier ønsker gemt af vejen – og det samme så ikke gælder, når TV 2 selv er på stegepanden. 

Andre medier vil næppe lade beslutningen dø i stilhed, når programmet sender normalt igen efter nytår, og efter min opfattelse bevægede TV 2 sig derfor ud på et skråplan, da man valgte at omredigere udsendelsen. Den oprindelige trailer hører måske ikke til blandt TV 2s ”største øjeblikke”, men efter min opfattelse havde det været bedre for TV 2 at stå ved denne fejl – frem for at stække ’Presselogen’.

LARS BENNIKE, 28.12.2015

Billede {0} af {1}