Terror er ikke navnløs

Den blodige sommer med terror og massenedskydninger i Frankrig og Tyskland har naturligt nok ført til en diskussion af, hvordan medierne omtaler disse aktioner – og ikke mindst de gerningsmænd, som står bag.

Det gælder ikke kun i sager, hvor der synes at være klar forbindelse til terrororganisationer som den såkaldte Islamisk Stat, men også når det som ved massedrabet i München efter alt at dømme drejer sig om en ”ensom ulv”, som af den ene eller anden grund er gået amok med våben. 

I Frankrig har flere store medier besluttet, at man ikke længere vil bringe navne og billeder af gerningsmænd, der er ansvarlige for angreb i landet.

Beslutningen kommer samtidig med, at det franske parlament drøfter, om man gennem lovgivning kan begrænse mediernes adgang til at dække terroraktioner.

Foreløbig er flere franske medier imidlertid kommet politikerne i forkøbet. 

Det gælder blandt andet dagbladet Le Monde, hvor direktøren Jérôme Fenoglio i en ledende artikel forleden skrev, at avisen har besluttet ikke længere at offentliggøre billeder af gerningsmænd i et forsøg på at undgå at ”glorificere” dem efter deres død. 

Le Monde har ifølge Associated Press i forvejen indført forbud mod at offentliggøre propagandamateriale fra terrorbevægelsen Islamisk Stat, ligesom man afstår fra at oplyse, når terrororganisationen hævder at stå bag aktioner i Frankrig.

Ved det seneste angreb blev en præst dræbt i en kirke af to mænd i den lille by Saint-Étienne-du-Rouvray. De to mænd hævdede at have forbindelse til den militante bevægelse Islamisk Stat.

Efter angrebet skrev Le Monde, at alle parter i samfundet må tage del i kampen mod terror.

”Medier, der viderebringer disse oplysninger, står over for en selvransagelse på flere fronter”, hed det ifølge Ritzau i avisens leder efter drabet på den 85-årige præst Jacques Hamel.

Den katolske avis La Croix har ligesom radio- og tv-stationen Europe 1 ifølge Ritzau valgt samme linje. Det gælder også tv-stationen BMF-TV.

”Vi har truffet en beslutning om ikke at vise billeder af terrorister. Vi har overvejet det i længere tid”, sagde tv-stationens chef, Hervé Béroud, til nyhedsbureauet AP efter angrebet i den franske kirke. 

BMF-TV blev i 2015 udsat for alvorlig kritik fra ’Le Conseil supérieur de l’audiovisuel’ – en statslig organisation der overvåger de elektroniske medier – for at have bragt gidslernes liv i fare i forbindelse med stationens direkte dækning af gidseldramaet i et supermarked i januar samme år. 

Fire gidsler mistede livet ved aktionen, mens seks overlevende efterfølgende anklagede stationen for at have bragt deres liv i fare ved i en direkte sending at afsløre, hvor de gemte sig i den belejrede bygning.

Også debat i Danmark

Det er på en alvorlig baggrund, at flere af de franske medier har valgt at lægge bånd på sig selv i forbindelse med dækningen af terrorsager.

Også i danske mediehuse overvejer man, hvordan man skal forholde sig, når det gælder billeder og oplysninger om ansvarlige for drab i terrorsager.

I DR har man således – foreløbig som det eneste danske medie – besluttet ikke at viderebringe billeder af mulige gerningsmænd, med mindre der er tungtvejende grunde til det. 

”Vi vil fortælle, hvad det er for nogle mennesker, og hvor de kommer fra. Men at plastre deres billede på forsiden af nettet eller sende det i fjernsynet, det vil vi tænke os grundigt om, før vi gør igen”, udtalte DR’s nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, 28. juli til Ritzau.

”Medmindre myndighederne udsender billeder for at advare om terrorister på flugt eller for at efterlyse dem, så vil vi tænke os om mere end tre gange, før vi offentliggør billeder af terrorister”, siger Ulrik Haagerup, som kalder dækningen af terror ”et af journalistikkens største dilemmaer”.

Andre danske medier – herunder også TV 2 – har indtil videre valgt ikke at lægge faste begrænsninger på, hvordan man dækker terrorsager. Argumentet er, at mediernes opgave er at formidle relevante oplysninger – også om hvem der står bag terrorangreb. 

Hvis medierne ikke sørger for at bringe troværdige, faktuelle oplysninger, skubber man blot seere, brugere og lyttere i armene på blandt andet de sociale medier, hvor det vrimler med oplysninger og påstande, som viderebringes uden nogen form for kontrol af fakta og journalistisk begrundede forbehold.

Enig – men pas på formuleringerne!

Jeg er principielt enig med TV 2 og hovedparten af de danske medier i, at man ikke skal indføre dogmatiske begrænsninger, når det gælder formidlingen af væsentlige og relevante oplysninger.

”Sikringen af ytringsfriheden i Danmark står i nøje forbindelse med mediernes frie adgang til at indsamle informationer og nyheder og til at offentliggøre dem så korrekt som muligt”, hedder det i Pressenævnets vejledende regler for god presseskik med tilføjelsen, at ”under brud på god presseskik henhører også hindring af berettiget offentliggørelse af informationer af væsentlig betydning for offentligheden”.

Tilsvarende fastslår TV 2s etiske retningslinjer, at ”nyheds- og dokumentarudsendelser afspejler virkeligheden, også når det handler om krig, terror, katastrofer og ulykker, og i sådanne tilfælde skal der foretages en afvejning af hensyn”. 

I den forbindelse er det for mig vigtigt, at terror ikke er navn- eller ansigtsløs, og ondskaben er ikke en mytisk, anonym størrelse.

Det er mennesker, som bliver dræbt – og det er også mennesker, der står bag de uhyrlige gerninger.

Efter min opfattelse skal terrorister ikke kunne skjule sig bag anonymitetens maske. Selv om det kræver alvorlige overvejelser og nøjagtig udvælgelse hver eneste gang, er det grundlæggende mediernes opgave på et faktuelt korrekt grundlag at oplyse, hvad der er sket, hvorfor det skete – og hvem der står bag. 

Derfor kan det også være væsentligt at nævne navne og også vise billeder af gerningsmændene – og deres organisatoriske bagmænd – når det tjener til at dokumentere sagen.

Til gengæld synes jeg, at man nogle gange bør overveje at dæmpe retorikken og ikke reklamere med de ”stærkeste” og mest ”vilde” billeder, ligesom jeg synes, det i nogle tilfælde kan være problematisk at viderebringe mobiloptagelser fra terrorangreb uden journalistisk bearbejdning, sådan som man i en del tilfælde ser på nettet. 

Optagelser fra et gerningssted kan være væsentlig dokumentation, men det kræver efter min opfattelse, at man også i selve videoindslaget sætter billederne ind i en relevant journalistisk sammenhæng, så det ikke blot bliver en form for billedtapet.

Det kan det nemlig risikere at blive, når overskriften lokker med, at de døde ligger ”spredt ud over promenade efter angreb”, eller når ”dette stærke billede deles igen og igen” på de sociale medier, som det hed på tv2.dk i forbindelse med terrorangrebet i Nice 15. juli. 

Mediernes opgave er ifølge Pressenævnets regler at bringe korrekt – og hurtig – information. Men det er altid en overvejelse værd, om formen virker sensationel og måske derved skygger for budskabet.

Virkeligheden er, som sommerens begivenheder har vist, grum nok i sig selv – der er ikke behov for at pumpe begivenhederne.

LARS BENNIKE, 01.08.2016