Go’ morgen Danmark bragte 2. november et indslag om, at kvinder i politik rammes hårdere af ”møgsager” end mandlige kolleger. Baggrunden var sagen om den københavnske integrationsborgmester Anna Mee Allerslev, som 25. oktober valgte at trække sig fra sin post.
”Politikere i shitstorm: Medierne er hårdere ved kvinderne, men mændene er mere stædige i modvinden”, hed det således allerede i rulleteksten på skærmen inden interviewet med socialdemokraten Ritt Bjerregaard og TV 2 Nyhedernes politiske medarbejder Thomas Funding.
Kvinder rammes hårdere
Indslaget startede med en præsentation af sagerne om tre kvindelige politikere – Henriette Kjær og Lene Espersen fra Det Konservative Folkeparti samt den radikale Anna Mee Allerslev, som i slutningen af oktober valgte at træde tilbage som beskæftigelses- og integrationsborgmester i København.
De tre kvindelige politikere måtte alle trække sig fra deres poster, efter at de var havnet i ”politiske møgsager”, som Go’ morgen Danmarks vært Louise Wolff forklarede det.
Modsat sagerne om tidligere forsvarsminister Carl Holst og statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Venstre samt Morten Messerschmidt - Dansk Folkepartis medlem af EU-parlamentet – som ”stadig er at finde i politik”, som det hed.
”Hvorfor er det kun kvinderne, der ender med at trække sig, mens mændene på mærkværdig vis overlever”, spurgte Go’ morgen Danmarks vært.
Ifølge Go’ morgen Danmark mistede Lene Espersen sin udenrigsministerpost, efter at hun ”missede” et møde i Arktisk Råd, Henriette Kjær ”havde rod i sin privatøkonomi”, og Anna Mee Allerslev ”holdt sit bryllup noget billigt på Københavns Rådhus”. Det var jo kvindernes sager, lød værtens kommentar.
På den anden side fløj Lars Løkke Rasmussen på første klasse, lige som der ”vist var noget undertøj, der blev betalt af Venstre”. Carl Holst fik nogle ”meget store eftervederlag, og måske fik han noget hjælp af regionens ansatte til at føre valgkamp”. Messerschmidt brugte ifølge Go’ morgen Danmarks oplæg EU-midler til at føre valgkamp for, ”selv om han netop var gået til valg på, at man ikke skal gøre sådan noget”, som det hed.
TV 2 Nyhedernes politiske medarbejder Thomas Funding indvendte, at Carl Holst faktisk ikke overlevede som minister. Han erkendte dog, at Holst stadig er i politik – men det var Lene Espersen også, fastslog han.
Ritt Bjerregaard fandt, at det er typisk for de kvindelige politikere, at det drejer sig om personlige sager. Et bryllup, Lene Espersen tog hensyn til sin familie, det er rod i privatøkonomien, som bliver taget op i forhold til kvinderne. Men anderledes med mændene – det er politiske sager, i hvert fald Carl Holst og Morten Messerschmidt. I forhold til kvinderne borer man i det personlige, ”man går efter personerne”.
Ritt Bjerregaard fastslog senere – efter at have fortalt om sine egne sager gennem de mange år som socialdemokratisk politiker – at ”moral er noget, man tyer til, når der ikke er andet tilbage”. Hun mente, at det skal man se stort på, for det er et mediefænomen. ”Det er I slemme til”, sagde hun med adresse til TV 2s politiske medarbejder.
Holder præmissen?
Problemet er – set fra min stol – at man kan diskutere, om præmissen for indslaget holder.
Det er korrekt, at Anna Mee Allerslevs sag begyndte med en afsløring af, at hun gratis havde lånt lokaler på Københavns Rådhus til sin private bryllupsreception, men Go’ morgen Danmark undlod helt at fortælle seerne om de andre sager, som efter alt at dømme var medvirkende til borgmesterens fald.
Det blev således ikke oplyst, at Anna Mee Allerslev først valgte at trække sig fra sine poster som beskæftigelses- og integrationsborgmester samt som politisk leder for de radikale i Københavns Borgerrepræsentation, da BT 25. oktober skrev, at hun havde bedt Teknik- og Miljøforvaltningen hjælpe en privat ven i en byggesag.
Ejeren af det pågældende byggefirma er ven med Anna Mee Allerslev og manglede i oktober sidste år en tilladelse til at ombygge nogle fabrikshaller i København, og det fik ifølge BT’s artikel den radikale borgmester til at rykke forvaltningen for et svar på, hvor langt byggesagen var fra at være færdigbehandlet. Han har tidligere gratis lånt hende lokaler i forbindelse med hendes 30 års fødselsdag.
Det drejer sig altså ikke kun om den nu forhenværende borgmesters private lån af et lokale på rådhuset. Selv om det ligner en måske uskyldig vennetjeneste, så handler den seneste afsløring om en byggesag til adskillige millioner kroner, og det kan derfor være en ganske alvorlig sag.
Alvoren blev understreget af, at den radikale lokalformand i København, Bo Nissen Knudsen, to dage forinden valgte at trække sig fra sin post, fordi han - som det hed i hans begrundelse over for offentligheden - ikke kunne stå inde for Allerslevs ”talløse løgne”.
Partifællen, regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden Charlotte Fischer, gik også langt, da hun skrev på sin Facebook-side, at ”Anna Mee bør trække sig - som borgmesterkandidat og allerbedst fra listen. Det her hører til i den kasse, der hedder korruption”.
Det er meget voldsomme beskyldninger, men det blev ikke oplyst over for Go’ morgen Danmarks seere.
Oplysninger manglede
Efter min opfattelse kan man ikke sammenligne Anna Mee Allerslevs sag med Lene Espersens - og heller ikke Henriette Kjærs.
Lene Espersen trådte tilbage som partiformand efter balladen om mødet i Arktisk Råd – men hun fortsatte som udenrigsminister frem til valget i 2011 og forlod først politik i 2014 til fordel for en stilling i det private erhvervsliv.
Henriette Kjær havde ganske vist rod i privatøkonomien, men det reelle politiske problem var muligvis snarere, at hendes samlever nogenlunde samtidig blev sigtet og senere idømt tre års fængsel i en alvorlig bedragerisag.
Ifølge Pressenævnets vejledende regler for god presseskik er det mediernes opgave at bringe korrekt information. Samtidig fremgår det af TV 2s etiske retningslinjer, at TV 2s programmer skal være ”troværdige, fair og redelige”, ”så det bragte klip eller program fremstår i rette sammenhæng”.
I indslaget om Allerslev-sagen fik seerne imidlertid ikke de nødvendige oplysninger, så de selv kunne vurdere, om der reelt er tale om forskelsbehandling af kvindelige politikere, eller om en mandlig politiker også ville have trukket sig i en tilsvarende situation.
Allerslevs sag handler i værste fald om beskyldninger om politisk magtmisbrug, men i Go’ morgen Danmark blev hendes afgang som borgmester i landets største kommune bagatelliseret og banaliseret.
Det er på alle måder en alvorlig affære – ikke kun for vælgerne i København, men også for Anna Mee Allerslev, som har oplevet en hård opbremsning i en ellers lovende politisk karriere. Det er derfor ikke blot en bagatelsag om en ”noget billig bryllupsreception”. Fremstillingen i Go’ morgen Danmark var mangelfuld og upræcis, og det ville have klædt TV 2 at fremlægge sagen korrekt.
LARS BENNIKE, 08.11.2017