Læren af HPV-sagen

Det er altid vanskeligt at undersøge redaktionelle processer, tre år efter at en udsendelse blev sendt. Det gælder også i forhold til TV 2s HPV-dokumentar om ”De vaccinerede piger”, som med mellemrum har været genstand for offentlig polemik, siden den blev sendt i foråret 2015.

Udsendelsen har fået sit eget liv i medierne og på nettet, hvor den jævnligt har været udsat for kritik. For mig som seernes redaktør har det derfor været vigtigt at gennemgå, hvad der egentlig blev fremlagt i udsendelsen – herunder forsvaret for at lade sig vaccinere, som også var et element i udsendelsen. Men også at se kritisk på den journalistiske metode samt undersøge hvilken lære, TV 2 har draget af sagen.

Som led i min gennemgang har jeg undersøgt en væsentlig del af det skriftlige materiale, der spiller en betydelig rolle i udsendelsen, og desuden har jeg bedt redaktionen om at forholde sig til en række centrale spørgsmål.

Samtidig har mange seere i dag glemt, hvordan udsendelsen egentlig var sat sammen, og jeg har derfor vedhæftet et link til en udskrift af speaken her.

Langvarig mediedebat

Debatten om programmet blussede op igen i februar i år, da dokumentarredaktør Troels Jørgensen fra TV 2 Nyhederne fremsatte en forbeholden beklagelse i Fyens Stiftstidende.

”Der er jo ikke noget, der har ændret sig siden. Det er stadigvæk fuldstændig korrekt, det, der fortælles i dokumentaren, så jeg står stadig inde for det faktuelle”, sagde Troels Jørgensen i Fyens Stiftstidende 4. februar. 

Udsendelsen om de HPV-vaccinerede piger blev sendt på TV 2 den 26. marts 2015, og Troels Jørgensen erkendte i interviewet med Fyens Stiftstidende, at TV 2 har et medansvar for, at antallet af vaccinationer efterfølgende styrtdykkede. Ifølge Troels Jørgensen var det ”på ingen måde” programmets hensigt.

”Og selv om jeg ikke har noget at udsætte på det faktuelle i dokumentaren, er der selvfølgelig en masse, vi har gjort os overvejelser om, hvorvidt vi kunne have gjort anderledes - fyldte case-historier for meget i forhold til fakta, skulle det have været en anden titel? Men jeg vil stadig sige, at det var en supervigtig historie at lave, at hundredvis af piger havde oplevet alvorlige symptomer, og ingen kunne forklare, hvad de fejlede. De mistænkte selv vaccinen, og denne mistanke blev bakket blev op af førende læger - den historie skulle ud”, tilføjede Troels Jørgensen.

Samtidig fastslog han over for Fyens Stiftstidende, at ”alle fra myndigheder over politikere til læger var i tvivl, så det var en anden tid end i dag, hvor der ikke mindst på baggrund af dokumentaren er lavet en hel del uafhængig forskning, hvor man er blevet klogere”.

”Så det er vanskeligt at svare på, hvad vi kunne have gjort anderledes. Men det er klart, det har givet anledning til overvejelser”, sagde redaktionschef Troels Jørgensen fra TV 2s dokumentargruppe.

Skarpe angreb

Udtalelserne førte til kritik blandt andet på det sociale medie Twitter, hvor redigeringstekniker Jakob Schrøder, som i 2015 klippede traileren for ’De vaccinerede piger’, sendte en bredside mod programmet og redaktøren:

”Et af mine sidste projekter for TV 2 var at promovere dette lorteprogram. Jeg snakkede med den kreative chef, programmets klipper og redaktør og seernes redaktør for få det stoppet. TV 2 vidste godt at programmet gik imod den tilgængelige forskning. Men der var en hpv agenda”, skrev den tidligere freelancemedarbejder i sit opslag på Twitter 7. februar.

Over for fagbladet Journalisten forklarede Jakob Schrøder, at han blev betænkelig, da han i foråret 2015 fik en såkaldt gennemsynskopi af dokumentaren.

”Den var meget anti-vaccine. Jeg følte, der var en agenda,” forklarede Jakob Schrøder.

Samtidig beskyldte han redaktionen for at have taget klip ”ud af kontekst”. I en intern mail skrev han derfor inden udsendelsen, at dokumentaren efter hans opfattelse ville ”besudle TV 2s brand”, fordi folk enten ville se den og ikke tro på indholdet – eller se den og tro på indholdet. Resultatet ville derfor blive, at et antal piger ikke blev vaccineret, og en lille del af dem ville udvikle livmoderhalskræft, skrev han.

Uenigheden drejede sig blandt andet om et citat, der efter redaktionens ønske skulle klippes til på en måde, som Jakob Schrøder fandt uetisk. I sit svar skrev en kollega fra TV 2 Marketing, at ”under alle omstændigheder er det vigtigt, at du klipper en trailer med den vinkel, som vi har aftalt – og som står i briefet. Dvs. fokus på, at vi har nogle syge piger, som tror, at de er blevet syge af vaccinen – og vi har en Sundhedsstyrelse som ikke reagerer på de henvendelser, som fx Frederiksberg Hospital er kommet med”.

Som led i undersøgelsen skriver dokumentarchef Troels Jørgensen i maj 2018 i et svar til undertegnede, at det er korrekt, at en af tilrettelæggerne på et tidspunkt foreslog på mail, at man kunne forkorte traileren, ved at klippe en halv sætning ud.

”Hun mente ikke, at sætningen havde nogen betydning, men der var en god argumentation for, hvorfor sætningen skulle blive, og den er da også med i både den lange (30 sek) og den korte (15 sek) trailer, som TV 2 sendte op til programmet”, skriver Troels Jørgensen.

”Der blev altså lyttet til Jacob Schrøder, og hans kritik i dag er forkert. Jeg synes i det hele taget, at vi lyttede virkelig meget til alle de input, vi overhovedet kunne få til denne vanskelige historie”, skriver Troels Jørgensen.

Samtidig tilføjer redaktionschefen, at han som redaktør lagde megen vægt på – både internt på redaktionen og i hele huset - at det ”ikke handlede om for eller imod vaccinen eller en agenda i mod vaccinationsprogrammet”.

Historien fik slagside

Efter min opfattelse som seernes redaktør var det en vigtig journalistisk historie, at et stort antal unge piger og kvinder oplevede alvorlige symptomer, og at ingen kunne forklare, hvad de fejlede, selv om de blev sendt rundt fra den ene specialist til den anden. Det er en situation, som endnu ikke er løst. Efter min opfattelse påtog lægerne på Synkopecentret ved Frederiksberg Hospital sig derfor en meget vigtig opgave med at forsøge at udrede årsagen til patienternes omfattende gener.

Det var formentlig også et resultat af dokumentaren, at Danske Regioner dagen inden interviewet med TV 2 blev enige om at etablere et tilbud kaldet ’En indgang’, hvortil praktiserende læger kunne henvise patienter med mulige bivirkninger efter HPV-vaccination.

Jeg har af samme årsag heller ingen kritik af hverken de to læger eller andre medvirkende. Min opgave er udelukkende at forholde mig til TV 2s journalistiske metode og redigering.

Problemet er blandt andet, at journalisterne efter min opfattelse ikke stillede en række nødvendige kritiske spørgsmål. Udsendelsen fik derfor slagside, selv om de medvirkende læger også erklærede, at det er vigtigt at lade sig vaccinere, og at de var enige med Det Europæiske Lægemiddelagentur EMA og Sundhedsstyrelsen i, at man videnskabeligt hverken kunne be- eller afkræfte, om POTS-syndromet kunne være en bivirkning til vaccinen.

Ifølge Sundhedsstyrelsen var der ikke større statistisk risiko ved HPV-vaccinen end ved andre vacciner. Styrelsen oplyste i februar 2015, at der ved udgangen af september 2014 på verdensplan var registreret 66 indberetninger om POTS som formodet bivirkning til HPV-vaccinen, men det skulle ses i forhold til et samlet antal på 165 millioner distribuerede vaccinedoser.

Alligevel kunne man efter min vurdering som seer sidde tilbage med en fornemmelse af, at det var en meget usikker vaccine, og at myndighederne skjulte væsentlige oplysninger.

Omfattende debat

For TV 2 har udsendelsen ført til en langvarig og ofte negativ debat. Blandt andet i februar i år, da Peter Reinhard Hansen, der er professor i økonomi ved University of North Carolina, oplyste til Politiken, at et forøget antal på omkring 25 danske kvinder ifølge hans beregninger risikerer at dø af livmoderhalskræft på grund af den lavere tilslutning til HPV-vaccinen efter TV 2s dokumentar.

”Og det er alene for årgang 2003. Pigerne født i 2004 og 2005 er også hårdt ramt”, tilføjede han i indlægget, som efterfølgende har været genstand for kritik fra andre eksperter, som ikke mener, at der er bevis for, at vaccinationsraten faldt på grund af udsendelsen.

I marts var næstformanden i medicinalvirksomheden Leo Holding A/S, Jens Bo Olesen, også ude med kritik af TV 2s dokumentar, da han i debatten på Twitter opfordrede TV 2 til at sige undskyld for sine ”vanvidsprogrammer” om HPV-vaccinen. 

Lægemiddelstyrelsens direktør Thomas Senderovitz var ude i et tilsvarende ærinde, da han 11. maj opfordrede danske medier og TV 2 til at bringe mindst ligeså megen omtale af en ny undersøgelse fra det internationale Cochrane-samarbejde, ”som da de diskrediterede HPV-vaccinen og dermed pådrog sig medansvar for den faldende tilslutning med deraf flg. risici for danske piger/kvinder”, som han skrev på Twitter. Den internationale Cochrane-undersøgelse viste, at HPV-vaccinen ikke er forbundet med en øget risiko for alvorlige bivirkninger. TV 2 omtalte den nye undersøgelse i Nyhederne, NEWS og på tv2.dk 16. maj.

Udsendelsen har desuden gennem de forløbne tre år været genstand for en række kritiske artikler og indlæg i etablerede medier – senest i det ansete britiske lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet 26. maj 2018, hvor det omtales, at antallet af HPV-vaccinationer i Irland faldt fra 86,9 procent til kun 50 procent efter en mediekampagne i slutningen af 2015, hvor en dokumentar blandt andet omfattede ”materiale fra en tilsvarende dansk tv-dokumentar”.

Det hører dog med i billedet, at Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm sidst i januar i år ifølge Sundhedspolitisk Tidsskrift udtalte, at styrelsen ”svigtede under HPV-krisen”.

”Den største fejl, og den jeg beklager og er mest ærgerlig over, det var, at vi ikke gav et svar til de berørte. For deres bekymring kom jo ikke ud af ingenting. Der var nogle unge piger, som var meget syge, som havde været aktive og glade, men som fik hovedpine, kronisk træthed, svimmelhed. De kunne ikke passe deres skole og idræt. Nogle blev sengeliggende, og vi var der ikke for dem. Vi havde for travlt med at fortælle, at symptomerne ikke skyldtes HPV-vaccinen”, sagde Søren Brostrøm på en konference i Lægevidenskabelige Selskaber.

Forsøgte sig hos seernes redaktør

Redigeringstekniker Jakob Schrøder kontaktede seernes redaktør forud for udsendelsen i 2015, men jeg forklarede ham på daværende tidspunkt, at jeg af principielle årsager ikke kunne tage sagen op, før programmet havde været sendt på TV 2. Det ligger ikke i mit mandat som seernes redaktør at blande mig i den redaktionelle proces. Jeg henviste ham derfor til i første omgang at rejse kritikken over for redaktionen.

Efter udsendelsen 26. marts 2015 kontaktede jeg Jakob Schrøder telefonisk, men det lykkedes mig ikke at få ham til at uddybe sin kritik.

Jeg valgte derfor på daværende tidspunkt selv at gennemgå udsendelsen og offentliggøre en klumme om sagen på min hjemmeside, hvor jeg blandt andet kritiserede programmet for ikke at give svar på væsentlige spørgsmål – især fremstillingen af forløbet omkring de fire såkaldte ”bekymringsmails” fra læge Louise Brinth til Henrik G. Jensen, som dengang sad i Sundhedsstyrelsens afdeling for lægemiddelovervågning, der tager sig af indberetninger om mulige bivirkninger til medicin, herunder også HPV-vaccinen Gardasil.

Desuden kritiserede jeg, at programmet ikke gav noget svar på, hvordan Sundhedsstyrelsen efter redaktionens opfattelse havde svigtet sit ansvar. Anklagen fik blot lov at hænge i luften.

Jeg har dog efterfølgende måttet erkende, at jeg i 2015 ikke havde tilstrækkeligt blik for programmets stærke virkemidler, som i kombination med oplysningerne om bekymringsmails og beskyldningerne om en Sundhedsstyrelse som ”ikke har taget ansvar” formentlig var med til at skabe betydelig usikkerhed om HPV-vaccinen.

Ny gennemgang af sagen

Jeg burde derfor helt klart have lagt større vægt på en kritisk gennemgang af udsendelsens filmiske fortælleteknik, hvor intense interviews med de unge piger og deres mødre fylder meget.

På den baggrund besluttede jeg som led i den fortsatte offentlige debat om udsendelsen her i foråret 2018 at gennemgå sagen på ny – herunder også ved at søge aktindsigt i den korrespondance mellem Sundhedsstyrelsens afdeling for lægemiddelovervågning og Synkopecentret ved Frederiksberg Hospital, som der i programmet bliver lagt stor vægt på.

Aktindsigten – og især Sundhedsstyrelsens manglende udlevering af de fire såkaldte ”bekymringsmails” – fremstår i udsendelsen som central for forståelsen af den rejste problematik, og jeg har derfor også lagt vægt på den i min gennemgang af sagen. Aktindsigten giver også et godt indblik i den viden, som faktisk var tilgængelig på daværende tidspunkt.

Samlet set er der tale om et omfattende materiale med flere hundrede siders mailkorrespondance.

Bygget op som konflikthistorie

På et møde med undertegnede har Jakob Schrøder uddybet sin kritik af ’De vaccinerede piger’.

Set med hans briller er programmet opbygget fortælleteknisk, så det ikke er muligt at se udsendelsen uden at få større bekymring i forhold til HPV-vaccinen, end man måtte have i forvejen.

På billedsiden understreges det allerede i begyndelsen af programmet, hvor man ser en gruppe på omkring 50 unge piger og kvinder ankomme i bus til en stor bygning. Nogle af dem sidder i kørestol, mens andre er gående, men alle synes at være tydeligt mærkede af sygdom. Deres møde i bygningen har tilsyneladende ikke noget klart formål for historien, ud over at der skal tages et gruppebillede.

Interview-beskæringer er tætte, og der bliver ikke stillet kritiske spørgsmål til de unge piger og kvinder. Tilsvarende bliver dr. Damien Downing, som i London tilbyder en særdeles dyr behandling uden anerkendt dokumenteret virkning, heller ikke udfordret med kritiske spørgsmål.

Samtidig bliver facts omkring vaccinen og risikoen ved livmoderhalskræft ikke fremlagt for eksempel ved hjælp af grafik eller interviews med kræftramte kvinder, og udsendelsen afklarer efter Jakob Schrøders opfattelse på ingen måde, om de unge piger og kvinders bekymring i forhold til eventuelle bivirkninger er begrundet.

Fortælleteknisk er programmet opbygget som en konflikt mellem lægerne på Synkopecentret og ”bureaukraterne” i Sundhedsstyrelsens enhed for lægemiddelovervågning.

Præmissen fremgår af indledningen, hvor man præsenterer en gruppe piger og kvinder med alvorlige symptomer. Det fortælles, at deres forældre føler, at de danske myndigheder har svigtet, og flere læger står i udsendelsen for første gang frem med deres bekymring for, at pigernes sygdomme hænger sammen med vaccinen.

Derefter hedder det i speaken, ”men er det vaccinen eller noget andet, der har medvirket til, at pigerne er blevet syge? Da vi graver i sagen, finder vi ud af, at de danske sundhedsmyndigheder skjuler afgørende dokumenter”. Henrik G. Jensen afviser i det efterfølgende klip, at han bevidst har udeladt de pågældende mails.

Henrik G. Jensen, der er fortaler for vaccinen, stilles i et dårligt lys med klippet om de manglende fire ”bekymringsmails”, som Sundhedsstyrelsen - muligvis ved en fejl - ikke havde udleveret til TV 2s journalister.

Efter Jakob Schrøders opfattelse bidrager sagen om de manglende mails til at undergrave Henrik G. Jensens troværdighed. 

”Bagefter får han så lov til at komme med sine tal om risikoen ved ikke at blive vaccineret, og det tror vi så heller ikke på. Det er sådan, det virker fortælleteknisk”, lyder Jakob Schrøders vurdering.

Jeg er som seernes redaktør ikke enig med Jakob Schrøder, når han på Twitter skrev, at programmet ”gik imod den tilgængelige forskning”.

Til gengæld mener jeg, at han har flere relevante pointer, når det gælder fortælleteknikken i udsendelsen.

Korrespondancen tegner andet billede

Efter at have gennemgået den meget omfattende korrespondance mellem læge Louise Brinth fra Synkopecentret ved Frederiksberg Hospital og Sundhedsstyrelsens afdeling for lægemiddelovervågning kan jeg konstatere, at udsendelsen om ’De vaccinerede piger’ tegner et andet og mere konfliktfyldt billede af forholdet mellem parterne, end det, der fremgår af de mange mails, de samme personer selv har udvekslet i perioden fra 2013-2015.

Korrespondancen viser en læge i en specialafdeling ved Frederiksberg Hospital, som søger råd og vejledning om procedurerne for indberetninger af formodninger om bivirkninger ved HPV-vaccinen hos Sundhedsstyrelsens eksperter.

Eksperterne rådgiver hende også gentagne gange om, at udrednings- og behandlingsansvaret for de unge piger ikke ligger i Sundhedsstyrelsens afdeling for indberetning af vaccine-bivirkninger, men derimod hos Danske Regioner, som driver hospitalsvæsenet i Danmark.

Tonen i korrespondancen virker imødekommende og oprigtig fra begge parters side, på et tidspunkt roser Henrik G. Jensen således Louise Brinth for hendes ”formidable arbejde” med at indberette POTS (postural ortostatisk takykardi syndrom) som mulig bivirkning til HPV-vaccinen. Et andet sted skriver han, at ”styrken i dine indberetninger er netop, at de er så gennemarbejdede og så velgennemtænkte”.

Louise Brinth og Henrik G. Jensen og hans afdeling i Sundhedsstyrelsen udveksler også detaljerede informationer om indberetningerne fra Synkopecentret, lige som hun bliver inviteret med til ekspertmøder, hvor hun blandt andet holder oplæg om mistanken til POTS som mulig bivirkning til vaccinen.

Det fremgår også, at Sundhedsstyrelsen bringer indberetningerne fra Louise Brinth videre til Det Europæiske Lægemiddelagentur EMA, hvis videnskabelige sagsbehandler i det svenske Läkemedelsverket i Stockholm også sender spørgsmål den anden vej, blandt andet om en mulig forbindelse med POTS og CRPS (complex regional pain syndrome) som på daværende tidspunkt var under mistanke for mulig forbindelse til bivirkninger ved HPV-vaccination i Japan.

Sundhedsstyrelsen tager også selv spørgsmål op i forhold til EMA.

11. december 2013 skriver en af Henrik G. Jensens medarbejdere, Anne Øster, således til Louise Brinth, at styrelsen er ”bekymrede for, at de andre EU-medlemslande/EMA ikke tager emnet Gardasil og POTS alvorligt, og har derfor udarbejdet vedhæftede kommentar til den primære assessment rapport”.

”Desuden vil vi være taknemmelige, om du/I som eksperten/eksperterne ville udarbejde et engelsk skriv, som vi eventuelt kan sende til EMA og medlemslandene i januar”, tilføjer Anne Øster til Louise Brinth.

Kritik af Sundhedsstyrelsen

Det fremgår endvidere af korrespondancen, at Louise Brinth flere gange i både 2013, 2014 og 2015 deltager i relevante ekspertmøder, blandt andet i Sundhedsstyrelsens vaccinationspanel.

12. januar 2015 deltager hun således et møde i styrelsen om Gardasil-indberetninger, hvor hun ifølge dagsordenen ”fortæller om sine erfaringer fra Synkopecentret og andre erfaringer i relation til signalet, herunder kontakter så som de Japanske grupper, Mayo clinic m.fl., den 9-valente vaccine, publikationer og studier etc.”

Et andet punkt på dagsordenen handler om at ”forhøre sig hos de læger pigerne er blevet henvist til om ”billedet” før og efter hpv-vaccinen blev indført i det danske børnevaccinationsprogram”.

På den baggrund fremstår det derfor som udokumenteret, når Louise Brinth i TV 2s udsendelse udtaler, at hun synes, at hun har ”prøvet at sparke hul igennem og gøre opmærksom på, at nu er det nu. Også ved at beskrive grundigt, hvad vi ser herude”.

Umiddelbart forinden lød det i speaken i udsendelsen: ”Men har de danske myndigheder så taget det alvorligt? Louise Brinth fortæller, at hun i flere omgange har advaret Sundhedsstyrelsen om situationens alvor. Sundhedsstyrelsen er den myndighed, der har ansvaret for at se på vaccinens bivirkninger”.

I udsendelsen bliver hun derefter stillet det centrale spørgsmål, om ”Sundhedsstyrelsen har taget ansvar i denne her sag?”

”Ikke i forhold til det her. Ikke endnu, nej”, svarer hun, uden at der bliver spurgt nærmere ind til sagen eller hvem i systemet, det helt nøjagtigt drejer sig om, fra TV 2s journalister.

Der manglede kritiske spørgsmål

I udsendelsen hedder det i indledningen, at ”flere læger står nu for første gang frem med deres bekymring for, at pigernes sygdomme hænger sammen med vaccinen”, hvorefter Louise Brinth siger: ”Jeg siger: Vi ser et mønster, det råber til himlen”, hvilket af seerne kan opfattes som en klar årsagssammenhæng mellem vaccinen og patienternes symptomer. En oplagt sammenhæng som Sundhedsstyrelsen – må man forstå – enten ikke kan eller vil forstå.

En sammenhæng, som underbygges af udtalelser fra en af pigernes mødre, som kritiserer, ”at Sundhedsstyrelsen ikke vil anerkende, at der er et problem. Og det gør mig rigtig rigtig vred”, som hun siger.

Når man læser aktindsigten fra Synkopecentret, fremgår det imidlertid, at Louise Brinth flere steder i korrespondancen udtrykker væsentlig tvivl i spørgsmålet om mulig sammenhæng mellem vaccinen og de formodede bivirkninger. Et sted skriver hun således, at det er et kæmpe ”mudder-felt” af dårligt forståede, dårligt afgrænsede tilstande, på formodet autoimmun basis, og et andet sted skriver hun, at hun ”synes det er en svær balance at informere jer om hvad jeg ser uden at kaste mig ud i ukvalificeret gætværk”.

Selv om Louise Brinth således flere steder giver udtryk for væsentlig lægelig tvivl om den mulige årsagssammenhæng mellem POTS og HPV-vaccinen, blev det ikke for alvor uddybet og problematiseret i udsendelsen. Det kunne ellers have været en naturlig del af de filmiske sekvenser med unge kvinder, som får målt blodtryk og hjerterytme og foretaget vippelejetest.

Der blev heller ikke stillet opfølgende spørgsmål til Synkopecentrets chef, overlæge Jesper Mehlsen, da han i udsendelsen udtalte, at ”i fællesskab burde man gå ud og finde ud af, hvad er det her for noget fremfor at stå på den ene side at nægte det og den anden side at sige, jamen vi tror, at det hænger sammen”.

Ifølge korrespondancen havde Synkopecentret ellers i henhold til kontrakt blandt andet udarbejdet en rapport til Sundhedsstyrelsen om en mulig sammenhæng mellem HPV-vaccinen og POTS, ligesom Louise Brinth havde deltaget i flere af Sundhedsstyrelsens ekspertmøder om spørgsmålet.

Der blev heller ikke stillet opfølgende spørgsmål, da Jesper Mehlsen et andet sted udtalte om de unge piger og kvinder, at ”de fortæller det samme, selvom de kommer forskellige steder fra i landet og ikke kan vide, hvad de andre har sagt”.  Det havde i den forbindelse været oplagt at spørge ham til, at mange af hans patienter udvekslede erfaringer om symptomer og lignende i grupper for bivirkningsramte blandt andet på Facebook.

Som seer til udsendelsen fik man det indtryk, at der var nogle underliggende frustrationer i forholdet mellem Synkopecentret og Sundhedsstyrelsen.

Når man læser korrespondancen, er der til gengæld ikke nogen rigtig klare indikationer på en konflikt mellem Synkopecentret og styrelsens afdeling for lægemiddelovervågning. Der manglede derfor uddybning og opfølgende spørgsmål på dette vigtige punkt i udsendelsen.

Første ”bekymringsmail”  

Centralt i fortællingen i ’De vaccinerede piger’ stod striden om de fire såkaldte ”bekymringsmails” fra læge Louise Brinth til Henrik G. Jensen.

I speaken hed det i programmets indledning, at ”er det vaccinen eller noget andet, der har medvirket til, at pigerne er blevet syge? Da vi graver i sagen, finder vi ud af, at de danske sundhedsmyndigheder skjuler afgørende dokumenter”, mens mediejuristen Oluf Jørgensen fastslog, at ”det er stærkt kritisabelt, at disse indberetninger er holdt skjult”.

Senere betegnes de fire mails som ”advarsler om pigernes tilstande”, som Henrik G. Jensen ikke udleverede, da redaktionen bad om aktindsigt i korrespondancen.

Den første af de fire mails blev sendt 20. september 2013, og her lød citatet i udsendelsen:

”Bekymrende er det, at der nu også er et stigende antal unge kvinder, som først har fået symptomer et år eller flere år efter vaccinen. Men som nu også er utrygge og bange for, at det er vaccinen, der har gjort dem syge”.

Citatet var kun en del af en sammenhæng. Opfølgningen – som ikke var med i udsendelsen - lød:

”Jeg siger til dem når de ringer at jeg ikke tror at det er sandsynligt – men da vi ikke ved, hvad de unge piger fejler, er det også svært at sige noget definitivt om det tidsmæssige forløb. Jeg håber at Sundhedsstyrelsen eller en anden relevant instans vil tage initiativ til at sammensætte et udrednings- og behandlingstilbud”, tilføjede hun.

To minutter senere – kl. 13.11 – svarede Henrik G. Jensen tilbage, at han ”spørger lige rundt i huset” og vender tilbage i næste uge.  

30. september 2013 takkede Henrik G. Jensen i mailsvar Louise Brinth for alt hendes ”formidable arbejde”. ”Vi har nu fået POTS spillet ind i EMA, det er vi de første, der gør. Nu bliver det interessant, hvad de kommer frem til”, skrev han og tilføjede, at spørgsmål om henvisning og håndtering af patienter til gengæld lå under det regionale driftsansvar og altså ikke under Sundhedsstyrelsen.

22. oktober 2013 takkede Louise Brinth for tilbagemeldingen og tilføjede, at hun ville forsøge ”at gå opad i systemet og se, om vi kan få lavet hensigtsmæssige forløb for disse patienter”.

Anden ”bekymringsmail”

Næste ”bekymringsmail” blev sendt 20. marts 2014.

Her lød journalistens citat i udsendelsen:

”Jeg tror ikke, at vi kan mane det her i jorden, men til gengæld tror jeg, at vi har en mulighed for at håndtere det her rigtig godt i et samarbejde”.

Citatet var imidlertid kun en del af en sammenhæng. Mailen var opfølgning på et møde om Gardasil-bivirkninger i Sundhedsstyrelsen 19. marts 2014 mellem Louise Brinth og en række eksperter. Dagen efter – altså den 20. marts – skrev Louise Brinth nemlig også i sin ”bekymringsmail”, at det efter hendes opfattelse ikke var muligt at sige noget konkret om ”kausalitet”.

”Mange af de patienter og pårørende, jeg snakker med, har et billede af, at bare man tager den rigtige blodprøve er det muligt at se, om der er en sammenhæng mellem Gardasil og symptomer”, skrev Louise Brinth 20. marts 2014.

”Jeg tror ikke, vi kan mane det her i jorden, men til gengæld tror jeg, at vi har en mulighed for at håndtere det rigtig godt i et tæt samarbejde”, rundede hun af.

I sit svar 30. marts 2014 skrev Henrik G. Jensen, at ”uanset hvad sygdommen skyldes – må vi have styr på behandlingen”.

Han viderebragte endvidere tak fra den svenske EMA-rapportør for det tilsendte materiale og tilbød endelig at hjælpe i forhold til internationalt forskningssamarbejde, hvilket Louise Brinth kvitterede for i mail 4. april 2014.

Her skrev hun, at hun gerne så et samarbejde med forskere, som ”grundlæggende er ligeglade med om det her symptomkompleks skyldes Gardasil eller noget andet”.

”Hvis man bare tager udgangspunkt i at ”trække streger” mellem vaccinen og symptomerne så bliver udsynet alt for begrænset”, skrev Louise Brinth 4. april 2014.

Tredje ”bekymringsmail”

12. maj sendte Louise Brinth den tredje ”bekymringsmail”.

I udsendelsen lød citatet:

”Alle spørger, hvad systemet gør ved det stigende antal piger med mulige bivirkninger”.

Også her manglede resten af korrespondancen:

”Jeg siger jo til dem at vi indberetter - som vi skal – og at vi oplever Sundhedsstyrelsen som lydhøre – men fortæller ikke om rapporter, EMA osv.”, tilføjede Louise Brinth i samme mail 12.maj 2014.

Hun spurgte desuden, om der kom en udmelding på et tidspunkt, fordi det var svært at forsvare systemet på daglig basis, når man ikke rigtigt vidste, hvad planen var. Samtidig ”ved” hun dog også, at Henrik G. Jensen sikkert på mange måder er ”bundet på hænder og fødder og måske kan have svært ved at sige noget”.

”Har du et telefonnummer?”, lød Henrik G. Jensens svar 38 minutter senere, hvilket Louise Brinth sendte til ham kort efter.

Fjerde ”bekymringsmail”

19. juni sendte Louise Brinth den fjerde ”bekymringsmail” under overskriften ”hjælp”.

I udsendelsen lød citatet:

”Vi kan snart ikke holde til det længere bare at lade stå til. Hvordan sikrer vi os, at de som minimum ikke bliver latterliggjort i det danske sundhedsvæsen. Du drømmer ikke om, hvor grelt det er. Burde vi ikke finde ud af, hvad de fejler?”

Opfølgningen manglede. Kl. 09.18 samme morgen svarede Henrik G. Jensen, at der skulle have været gang i handlingsplanen omkring HPV, ”men der har været politisk drøftelse af sagen. Jeg regner med, at den kommer igennem i denne eller næste uge, så vi kan få sat gang i initiativerne – herunder et vedrørende undersøgelsesprogrammer i regionerne af de berørte kvinder/piger” skrev han.

Han tilføjede, at han ville ringe senere på dagen for at give en mere omfattende status – hvilket Louise Brinth kvitterede for på mail kl. 09.20.

”Det lyder godt at der kommer en udmelding snart. Du er meget velkommen til at ringe – jeg ville være rigtigt taknemmelig for en opdatering – det hjælper når vi står med de frustrerede piger herude”, hed det i Louise Brinths svar.

Dagen efter - 20. juni 2014 - blev ”Satspulje 2014 om HPV” udmøntet med en aftale mellem Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner, som indebar, at ”der skal etableres et tilbud til patienter, pårørende og sundhedspersoner, hvor de kan få rådgivning vedrørende HPV-vaccinen, bivirkninger og mulighed for behandling heraf. Som led i dette arbejde skal der opsamles og formidles viden vedrørende bivirkninger i forbindelse med HPV-vaccinen til patienter, pårørende og sundhedspersoner”.

Som det ses af ovenstående, havde Sundhedsstyrelsen svaret på samtlige fire bekymringsmails. Det hører i øvrigt med i billedet, at tilbuddet om undersøgelse og behandling af de unge piger og kvinder primært hører under Danske Regioner og derfor ikke var Henrik G. Jensens ansvar.

Redaktionens svar

På baggrund af korrespondancen i aktindsigten har jeg lige som i 2015 undret mig over, at Louise Brinth i udsendelsen ikke blev bedt om at konkretisere sin kritik af, at Sundhedsstyrelsen ikke havde taget ansvar i forhold til at ”se på vaccinens bivirkninger”.

I sit svar til undertegnede skriver dokumentarchef Troels Jørgensen i maj 2018, at ”det kunne godt have været præciseret mere, hvad Louise Brinth mente. Og det burde det også have været”.

”Noget af det fremgår af aktindsigten, hvor det tydeligt fremgår, at hun søger efter styrelsens svar til pigerne. Og at de i fællesskab burde finde ud af, hvad pigerne fejler, og om det kan skyldes vaccinen. Som hun siger andetsteds i programmet er hele hendes bevæggrund for at stille op, at hun ikke synes situationen bliver taget alvorligt nok”, tilføjer Troels Jørgensen.

Han tilføjer, at forhandlingerne om HPV-centrene, der skulle blive til i et samarbejde mellem Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen ifølge TV 2s kilder var strandet på grund af uenighed mellem parterne.

Samtidig var EMA vendt tilbage med et ”uldent” svar på Louise Brinths indberetninger, skriver Troels Jørgensen, idet han ”medgiver, at kritikken burde have været mere konkret”.

På spørgsmålet om, hvorfor Henrik G. Jensen ikke direkte blev forelagt og bedt om at forholde sig til kritikken af, at Sundhedsstyrelsen ikke havde taget ansvar for at se på vaccinens bivirkninger, skriver Troels Jørgensen, at Henrik G. Jensen ”svarer netop på hvilket ansvar Sundhedsstyrelsen har taget på området”.

Journalistens spørgsmål lød ordret: ”Det lyder enormt bureaukratisk, at vi har en sundhedsstyrelse, der bare sidder og ekspederer nogle indberetninger videre til EMA i stedet for ligesom at behandle det selv og få kigget på, om der er en sammenhæng eller ej”.

Hertil svarede Henrik G. Jensen: ”Det er præcis også det, vi gør. Vi sidder da selv. Det er da lige præcis det, jeg har fortalt dig. Vi sidder da selv i vores vaccinationspanel og vejer op og ned og frem og tilbage. Hvad er der i det her. Vi laver beskrivelserne. Og vi diskuterer det i tværgående videnskabelige forum i Europa. Du kan næsten ikke forlange, at det er behandlet bedre. Det er på højeste faglige niveau”.  

Troels Jørgensen erkender i sit svar, at journalistens spørgsmål var ”noget kluntet og kunne være mere klart”.

”Men det er jo hendes kritik, han her bærer videre til Sundhedsstyrelsen. Igen ville dette have været mere klart, hvis Brinths kritik var blevet mere konkretiseret”, skriver Troels Jørgensen.

Louise Brinth udtrykker flere steder i aktindsigten tvivl om, hvorvidt der er sammenhæng mellem pigernes symptomer og HPV-vaccinen.

På spørgsmålet om, hvorfor der ikke blev spurgt helt konkret ind til hendes tvivl, skriver Troels Jørgensen, at der blev spurgt, og at hendes svar og tvivl efter hans opfattelse fremgår meget tydeligt i programmet da hun siger:

”Vi ved ikke, om det er relatereret, men vi er nødt til at fortælle, hvad vi ser. Og vi er nødt til at have øjnene åbne for, at det er en mulighed. Og det er jo det, at jeg så oplever, at EMA så lukker op for den mulighed, at det kan være relateret, men vi ved det ikke.” 

”Mere præcist kan det vel ikke siges. Hvad ønsker du, hun skal sige mere”, spørger Troels Jørgensen.

Der var fejl

På spørgsmålet om de fire såkaldte bekymringsmails skriver Troels Jørgensen, at han ”ser slet ikke de manglende mails, som den bærende konflikt”.

”Den bærende konflikt er historien om de syge piger. Men da der er tale om en problematisk sagsbehandling, hvor man tilsidesætter loven – i øvrigt en praksis Sundhedsstyrelsen på det tidspunkt var blevet taget i flere gange – og en sagsbehandling, hvor fire vigtige henvendelser om en eskalerende problemstilling bliver tilbageholdt for offentligheden. Ja, så skal det være en del af historien”, skriver Troels Jørgensen og tilføjer, at det er henvendelser, som vi aldrig havde fået at se, hvis Louise Brinth ikke havde villet lade sig interviewe.

Samtidig afviser han, at citaterne fra de fire bekymringsmails er taget ud af konteksten, som er, ”at vi, som journalister, gerne vil vide, hvilke henvendelser Sundhedsstyrelsen har fået om denne problemstilling. Jeg mener, de udvalgte citater er retvisende for indholdet af disse henvendelser – altså konteksten”.

Han mener heller ikke, at man som seer får det indtryk, at Sundhedsstyrelsen ikke havde svaret på henvendelserne, ”da det er klart, at Sundhedsstyrelsen er i dialog med centeret, når de sender deres indberetninger videre”.

”Men når det ikke specifikt nævnes, at de svarer på henvendelserne og evt. et citat derfra, giver det et forkert indtryk af dialogen. Derfor er det en fejl”, skriver han.

”Til gengæld er indholdet af svarene – de ”tiltag”, som Sundhedsstyrelsen henholder Louise Brinth, behandlet i programmet i forvejen (HPV-centrene og videresendelse til EMA).  Det er jo en del af Louise Brinths frustration, at intet af det, Henrik G. Jensen nævner i svaret, er mundet ud i noget konkret for de syge piger. Det skulle bare have været kædet mere tydeligt sammen”, lyder det i svaret.

Det hedder i speaken, at ”men er det vaccinen eller noget andet, der har medvirket til, at pigerne er blevet syge? Da vi graver i sagen, finder vi ud af, at de danske sundhedsmyndigheder skjuler afgørende dokumenter”.

På undertegnedes spørgsmål om, hvordan de fire dokumenter er ”afgørende” for, hvorvidt det er vaccinen eller noget andet, ”der har medvirket til at pigerne er blevet syge”, skriver Troels Jørgensen, at meningen med formuleringen er at fortælle at styrelsen tilbageholder afgørende dokumenter i sagen ”for os som gravende journalister”.

”Jeg mener, at dokumenterne er afgørende, da det jo er dokumentation for, at styrelsen gennem en årrække har fået vigtige henvendelser i den sag, vi undersøger. Det var meningen med formuleringen, og sådan læser jeg den stadig”.

”Men andre, der har læst formuleringen, forstår den på samme måde, som du gør: at der skulle være tale om afgørende dokumenter i forhold til ”om det er vaccinen eller noget andet, der har medvirket til at pigerne er blevet syge”.  Der synes jeg ikke, man kan tale om, at det er afgørende dokumenter, omend de stadig er vigtige. Så når den forståelse kan opstå, burde formuleringen have været anderledes”, skriver redaktionschef Troels Jørgensen i sit svar.

Efter interviewet med TV 2 i januar 2015 skrev Henrik G. Jensen i et brev til redaktionen, at han var bekymret for, at udsendelsen ville give seerne et ”misvisende billede af den viden, der er om de mulige bivirkninger ved HPV-vaccinen, og hvordan der bliver fulgt op på dem”.

Han var også bekymret over journalistens konklusioner på spørgsmålet om de fire bekymringsmails, idet han understregede, at Sundhedsstyrelsen havde orienteret EMA om POTS som formodet bivirkning til vaccinen. Han var desuden utilfreds med, at han ikke på forhånd var blevet orienteret om de manglende mails, så han kunne have forberedt sig på det.

Ifølge redaktionschef Troels Jørgensen fik Sundhedsstyrelsen programmet til gennemsyn dagen før offentliggørelsen, og han talte med Henrik G. Jensen om det.

”Jeg ved, han stadig var utilfreds med den måde interviewet var foregået på samt fremstillingen af dette i programmet. Men han sagde også, at han ikke havde fundet faktuelle fejl i programmet, samt at han ikke havde nogle budskaber, der ikke var kommet ud. De sidste to konstateringer var selvfølgelig vigtige for mig”, skriver Troels Jørgensen.

Dagen før programmet blev sendt, udtalte Henrik G. Jensen i 22 Nyhederne 25. marts 2015, at han var helt uenig i, at Sundhedsstyrelsen ikke skulle have ”taget ansvar” i sagen, lige som han var overrasket over kritikken.

Han ønsker ikke i dag at kommentere udsendelsen.

Samme melding lyder fra læge Louise Brinth, som heller ikke ønsker at kommentere udsendelsen.

Læren af forløbet

Når det gælder spørgsmålet om læren af forløbet, skriver Troels Jørgensen, at TV 2 selvfølgelig ikke ønsker, ”at eftervirkningerne af en dokumentar ender der, hvor det er endt i dag”.

”Jeg mener personligt – uden at have fundet de vises sten – at vi nok skal have fundet en ny måde, at dække kritiske historier om lægemidler på. Jeg har selv været inde på vores overvejelser om, hvorvidt casene fyldte for meget eller overdøvede de fremlagte fakta i denne historie. Det vil i fremtiden komme meget an på den konkrete historie, og vi vil fremover arbejde i en retning, hvor vi opstiller nogle andre regler for journalistikken, end de ”normale”, med henblik på utilsigtede eftervirkninger”, skriver Troels Jørgensen.

En mulighed kunne efter Troels Jørgensens opfattelse have været at have en case med livmoderhalskræft med, selvom det i princippet ikke har noget at gøre med en historie om, hvorvidt nogle piger med mulige bivirkninger er ladt i stikken. Det kunne dog have givet dokumentaren en følelsesmæssig modvægt.

”Dog skal man også passe på med at lave selvcensur, for i og med lægemidler er så væsentlig en del af mange folks hverdag, er der også mange vigtige historier, der skal fortælles”, skriver Troels Jørgensen.

Ingen antivaccine-agenda

TV 2 er i debatten om ’De vaccinerede piger’ blevet beskyldt for at have en antivaccine-agenda med udsendelsen.

Det er imidlertid ikke mit indtryk, blandt andet fordi både Henrik G. Jensen og de to medvirkende læger flere steder i programmet understreger vigtigheden af at lade sig vaccinere. Der blev også advaret mod risikoen for livmoderhalskræft i begyndelsen af programmet, lige som redaktøren i interne mails forud for udsendelsen understregede nødvendigheden af, at man skulle sørge for at holde balancen, og at det ikke var en udsendelse ”for eller imod vaccinen eller en agenda imod vaccinationsprogrammet”.

Problemet er efter min opfattelse, at redaktionen fortælleteknisk satte sig mellem to stole ved samtidig at fokusere så hårdt på vinklen om de manglende bekymringsmails, som redaktøren i dag erkender ikke var "afgørende dokumenter" i forhold til, om det er vaccinen eller noget andet, ”der har medvirket til, at pigerne blev syge”.

Desuden havde TV 2s journalister på forhånd på skrift takket nej til at interviewe Sundhedsstyrelsens direktør, da man fandt Henrik G. Jensen bedre til opgaven.

Det er altid kompliceret at vurdere redaktionelle processer udefra, men måske havde journalisterne stirret sig blinde på vinklen om de manglende mails, som var med til at give en dramatisk vinkel til programmet.

Disse redaktionelle valg kombineret med de fortælletekniske greb gav imidlertid en alvorlig skævhed i programmet, og TV 2 bærer derfor selv et ansvar for, at mistanken en antivaccine-agenda opstod, selv om der efter min vurdering som sagt ikke har ligget nogen agenda af den karakter bag ’De vaccinerede piger’.

Vigtigt at kigge fremad

Det er på det foreliggende grundlag vanskeligt for undertegnede at vurdere, hvilken grad af konflikt der var mellem Synkopecentret og Sundhedsstyrelsens enhed for lægemiddelovervågning. Når man ser udsendelsen får man indtryk af, at der var en konflikt – men de mange sider i korrespondancen mellem Louise Brinth og Henrik G. Jensens og hans medarbejdere fra 2013 og 2014 og begyndelsen af 2015 tegner et mindre kompliceret billede af forholdet mellem de to parter. Det fremgår også flere steder, at styrelsen opfordrer Louise Brinth til at rejse sine bekymringer over for Danske Regioner. Efter min opfattelse mangler der derfor uddybning og opfølgning på væsentlige spørgsmål.

Louise Brinth gav i udsendelsen flere steder udtryk for sin oprigtige bekymring og frustration, blandt andet da hun udtalte, at ”de her piger er så påvirkede, at deres dagligdag ikke hænger sammen, og det er meget få af dem, som vi reelt har kunnet stille en diagnose på eller give et behandlingstilbud i Danmark”, og at ”vi har en voksende gruppe af piger, som vi ikke får hjulpet godt nok. Og jeg synes også, at hvis vi ikke tager det alvorligt, så kan det jo være med til at skabe mistillid til vaccinen”.

Der er ingen tvivl om, at systemet var sløvt, og at mange patienter følte de blev holdt ud i strakt arm – men de forhold hun kritiserede, sorterede ikke under Henrik G. Jensens afdeling, hvilket man kan læse ud af deres mailudveksling.

Og TV 2s journalister havde som ovenfor anført takket nej til tilbuddet om at interviewe Sundhedsstyrelsens direktør, som bedre havde kunnet svare på den overordnede kritik af sundhedsvæsenet.

Set fra min stol er det derfor et væsentligt journalistisk problem – også efter at have læst aktindsigten igennem – at TV 2s dokumentarredaktion ikke i direkte vendinger gav Henrik G. Jensen mulighed for at forholde sig til anklagen om, at Sundhedsstyrelsen ikke havde taget ansvar i forhold til at ”se på vaccinens bivirkninger”. Man burde også direkte have spurgt Louise Brinth om, hvem hendes kritik var rettet imod.

Det er i den forbindelse vigtigt, at Troels Jørgensen og redaktionen nu erkender, at de fire bekymringsmails ikke var afgørende dokumenter i forhold til ”om det er vaccinen eller noget andet, der har medvirket til at pigerne er blevet syge”.

Jeg er enig i, at det var kritisabelt, at Sundhedsstyrelsen ikke havde udleveret de fire bekymringsmails samt en fem sider lang rapport til TV 2.

Som jeg ser det, var der imidlertid ikke tale om ”afgørende dokumenter”, og set i det lys var der derfor kun tale om en mindre væsentlig sidehistorie – men den skarpe vinkling på de manglende mails bidrog efter min vurdering til at skabe usikkerhed om vaccinen og dermed danne basis for kritik af programmet.

Samtidig var det ikke en faktuelt korrekt fremstilling, når TV 2s journalist i interviewet med Henrik G. Jensen umiddelbart efter konfrontationen om de manglende e-mails konstaterede, at ”det lyder enormt bureaukratisk, at vi har en sundhedsstyrelse, der bare sidder og ekspederer nogle indberetninger videre til EMA i stedet for ligesom at behandle det selv og få kigget på, om der er en sammenhæng eller ej”.

Det er nærmest umuligt at svare på et spørgsmål af den karakter – og det fremgår endvidere klart af korrespondancen, at der i Sundhedsstyrelsen blev foretaget en grundig og detaljeret behandling af indberetningerne fra Louise Brinth, inden de blev sendt videre til det europæiske lægemiddelagentur, ligesom man kan læse, at sagerne blev drøftet i danske ekspertgrupper. Louise Brinth var – som det fremgår af korrespondancen – med til flere af disse møder, blandt andet i styrelsens vaccinationspanel.

Efter min opfattelse blev der også stillet alt for få kritiske spørgsmål til de medvirkende læger. Det kunne måske have givet mere balance i en udsendelse, hvor man i både speak og udtalelser fra medvirkende oplyste, at pigerne og deres familier følte sig ”voldsomt svigtede” af myndighederne, især Sundhedsstyrelsen, som ifølge den ene piges mor ikke ville ”anerkende, at der er et problem”.

Sådan som jeg læser de fire bekymringsmails, handlede de om, at Louise Brinth følte sig stærkt frustreret over, at Sundhedsstyrelsen og myndighederne generelt var alt for lang tid om at anerkende en gruppe patienter, der følte sig tabt i sundhedsvæsenet, og alt for lang tid om at håndtere mistanken om eventuelle vaccinebivirkninger. Og det var en helt reel problematik, hvilket som nævnt også senere blev anerkendt af styrelsen selv, samt da Danske Regioner besluttede at indføre det særlige ’En indgang’-tilbud til denne gruppe patienter.

Som seernes redaktør er jeg enig med Troels Jørgensen i, at man ikke skal forfalde til selvcensur. Det er vigtigt, at journalisterne fortsætter med at afdække væsentlige samfundsforhold – også selv om der er sket fejl i dækningen af HPV-sagen.

Alle emner kan behandles journalistisk – det afgørende er, på hvilken måde man gør det.

Fejl sker – også på TV 2 – men det afgørende er, om man forstår at lære af dem. Derfor er det vigtigt at fremhæve, at sagen også på et praktisk plan har givet anledning til intern selvransagelse på TV 2.

I 2016 etablerede programledelsen på TV 2 et internt forum, som har til opgave at identificere alle eventuelle svagheder i planlagte dokumentarprogrammer, der i forhold til journalistisk vinkling, kildevalg, jura og etik kræver særlig agtpågivenhed.

Medlemmerne af det interne forum svinger fra gang til gang, men består ud over redaktører fra Nyheds- og Programafdelingen af repræsentanter for TV 2 Jura samt Kommunikationsafdelingen. Metoden er allerede brugt i forbindelse med flere dokumentarprogrammer.

LARS BENNIKE, 15.06.2018

Du kan læse svaret på kritikken fra TV 2s nyhedsdirektør Mikkel Hertz her.