En ærgerlig fejl

TV 2 har i Pressenævnet fået kritik for, at en af hovedpersonerne i dokumentaren ’Guds bedste børn’ ikke var orienteret godt nok om det reelle indhold af udsendelserne. Kendelsen er den tredje i rækken af tilsvarende sager. Det hører dog med i billedet, at TV 2 i den aktuelle sag ikke får kritik for selve indholdet af udsendelsen.

Sagen opstod, da Torben Søndergaard, der er leder af den religiøse bevægelse The Last Reformation, i januar klagede over, at dokumentaren ikke indeholdt det, han mente at have aftalt med TV 2, og at han først blev opmærksom på dokumentarens reelle indhold, da den blev offentliggjort. Torben Søndergaard klagede også over, at TV 2 efter hans opfattelse havde fremstillet ham og hans bevægelse på en misvisende måde.

Udsendelsen blev sendt på TV 2 2. januar 2019, og forud for sin medvirken underskrev Torben Søndergaard en kontrakt med det produktionsselskab, som har produceret udsendelsen for TV 2.

Af kontrakten fremgår, at Torben Søndergaard har givet sin tilladelse til, at Dokumentarkompagniet ”laver tv-optagelser med mig i forbindelse med en dokumentar om bevægelsen, The Last Reformation”.

”Jeg er indforstået med, at det er et journalistisk program, som forholder sig både nysgerrigt og kritisk til The Last Reformation”, hedder det endvidere i kontrakten, hvor det også fremgår, at han som medvirkende ”har ret til et gennemsyn”, som har til formål at ”identificere og rette eventuelle fejl”, idet det samtidig understreges, at ”redigeringsretten til nærværende program, herunder retten til at udvælge og prioritere det optagne materiale, tilhører Dokumentarkompagniet/TV 2”.

I dokumentaren, der var den første af en serie på tre, blev Torben Søndergaard og The Last Reformation imidlertid omtalt sammen med andre kristne bevægelser, som i offentligheden er blevet anklaget for ”svindel, kvaksalveri og overgreb”, som det hed i udsendelsens speak.

Samtidig blev det forklaret, at ”vi er interesseret i Torben Søndergaard, fordi hans bevægelse har flere fællestræk med de radikale, kristne bevægelser, der er blevet afsløret i udnyttelse og overgreb de seneste år”.

Torben Søndergaard har ifølge udsendelsen tidligere samarbejdet med flere af de radikale, kristne bevægelser, der har været udsat for kritik i offentligheden.

Kritikken blev forelagt

Torben Søndergaard bliver i udsendelsen forelagt beskyldningerne mod de andre bevægelser – en kritik, som han også får mulighed for at forholde sig til og beredvilligt svarer på.

”Der er desværre dårlige eksempler, og så hører folk dårlige eksempler, og så tænker de ”Torben, det må være det samme”. Der er så mange rygter på grund af noget, der er gået fejl. Og det er træls, og det skulle ikke ske. Det skulle ikke ske i kirkerne”, forklarer Torben Søndergaard i udsendelsen.

Dokumentaren handler blandt andet om dæmonuddrivelse, og i slutningen af den første udsendelse vises et klip fra afsnit 2. Her står en mindre dreng i våde underbukser og med sine bukser trukket ned om knæene, mens Bente Boserup fra organisationen Børns Vilkår kommenterer optagelsen med ordene, at ”børn, der tisser i bukserne af angst, så er man altså rigtig, rigtig bange”.

Ifølge Torben Søndergaard anvendes klippet til at fremstille The Last Reformation som nogen, der tvinger børn til at se dæmonuddrivelse. Sandheden er imidlertid ifølge Torben Søndergaard, at drengen er autist og tog tøjet af, fordi han ville bade i bassinet sammen med dem, som blev døbt. Dette fik han ikke lov til, og derfor blev han sur og græd.

Dokumentarkompagniet har til gengæld oplyst, at da man viste Torben Søndergaard optagelserne, forklarede han i første omgang, at han ”ikke havde lagt mærke til drengen”. Efterfølgende ændrede han sin forklaring til, at drengen var autist og græd, fordi han ikke måtte bade i dåbsbassinerne.

Uklar aftale

I kendelsen skriver Pressenævnet, at TV 2 forud for offentliggørelsen burde have gjort mere for at sikre sig, at Torben Søndergaard havde forstået, i hvilken sammenhæng hans udtalelser ville indgå.
Desuden burde TV 2 efter nævnets vurdering have gjort det klart, hvad der var omfattet af det aftalte gennemsyn inden offentliggørelsen. Ved gennemsynet blev han kun forelagt de klip, der omhandlede ham selv og The Last Reformation.

Pressenævnet lægger endvidere vægt på, at der ifølge kontrakten er tale om ”en dokumentar om bevægelsen, The Last Reformation”.

I udsendelsens intro hedder det til gengæld, at ”TV 2 Dokumentar undersøger radikale, kristne bevægelser i Danmark”.

”Har myndighederne ikke lært af fortidens tragedier. Får prædikanterne frit spil, fordi de kalder sig kristne. Er de Guds bedste børn”, hedder det således i speaken.

TV 2 får på den baggrund kritik for, at Torben Søndergaard ikke kan ”anses for at have givet samtykke til at medvirke i dokumentarserien i den foreliggende form”.

Ingen kritik af redigering

Pressenævnet finder på den anden side, at de sekvenser i udsendelsen, som handler om Byens Kirke, prædikanten Moses Hansen samt Faderhuset, ”er tydeligt adskilt fra udsendelsens oplysninger om Torben Søndergaard og The Last Reformation”.

Nævnet tilføjer i sin kendelse, at Torben Søndergaard i udsendelsen får mulighed for at kommentere og tage afstand fra den negative omtale, der har været vedrørende andre frikirker.

TV 2 får derfor ikke kritik af redigeringen af selve udsendelsen, ligesom der ikke udtales kritik af klippet med den grædende dreng. Det er desuden Pressenævnets opfattelse, at omtalen af Torben Søndergaard og The Last Reformation fortsat har ”klar almen interesse”. Nævnet finder derfor ikke, at udsendelsen skal fjernes fra TV 2 PLAY.

Ikke første gang

Selv om TV 2 således kun får kritik for ikke at have oplyst godt nok om præmisserne for medvirken, men ikke for selve indholdet af udsendelsen, er det alligevel en principielt væsentlig kendelse.

Det er nemlig ikke første gang, TV 2 har fået kritik for ikke at informere medvirkende i tilstrækkelig grad.

I 2017 fik TV 2 kritik for ikke at have orienteret en medvirkende tømrermester godt nok i forbindelse med udsendelsen ’Danmark mod Østeuropa’. Uden at fortælle det, havde TV 2 i udsendelsen fået et konkurrerende østeuropæisk firma til at udføre nøjagtig samme opgave som det danske firma. De to firmaers løsninger blev derefter sammenlignet.

”Pressenævnet har udtalt kritik af TV 2 for at give et mindre tømrerfirma opfattelse af, at de medvirkede i en udsendelse om arbejdsmiljø og arbejdsglæde, mens udsendelsen i stedet var meget kritisk over for firmaets håndværk. Pressenævnet er enig med indehaveren i, at han ikke kunne siges at have givet tilladelse til at bringe optagelser med den vinkel, som TV 2 valgte”, hedder det således i kendelsen fra 2017.

I 2018 fik TV 2 kritik i endnu en sag af samme karakter, da en kvindelig makeupartist klagede over, at hendes udtalelser til TV 2 indgik i den aftalte artikel på tv2.dk i en anden sammenhæng, end hun havde givet samtykke til. Også i den sag, som handlede om foromtale af programmet ’Date mig nøgen’ på TV 2 ZULU, fik TV 2 kritik for ”ikke at sikre sig, at klageren var klar over, i hvilken sammenhæng hendes udtalelser skulle anvendes”.

Hos TV 2 har kendelsen i sagen om ’Guds bedste børn’ vakt undren, eftersom Torben Søndergaard i udsendelsen ikke blot bliver forelagt kritikken mod andre religiøse bevægelser – han svarer som nævnt oven for også beredvilligt på den. Ifølge TV 2 fik han også undervejs i produktionen at vide, at de andre bevægelser indgik i programmerne, men det syntes ikke at være noget problem for ham på det tidspunkt, da han ellers ville have afvist at forholde sig til kritikken af dem, lyder ræsonnementet.

Vigtigt at kunne perspektivere

Set fra min stol er det afgørende, at TV 2 i nyheds- og dokumentarudsendelser ikke blot kan fortsætte med at stille kritiske spørgsmål, men også sætte sager af samfundsmæssig interesse i et større perspektiv, sådan som det sker i udsendelsen ’Guds bedste børn’, hvor oplysningerne om de øvrige omtalte bevægelser med Pressenævnets ord netop ”er tydeligt adskilt fra udsendelsens oplysninger om Torben Søndergaard og The Last Reformation”. På det punkt er der derfor ikke noget at komme efter, lige som der heller ikke på andre punkter udtales kritik mod indholdet i udsendelsen. Det er en vurdering, jeg er enig i.

Det er i den forbindelse også afgørende, at TV 2 fortsat også kan sætte væsentlige spørgsmål i samfundet under lup og herunder også fokusere på, hvordan for eksempel religiøse bevægelser agerer. Ikke kun i det offentlige rum, men også over for deres medlemmer på de indre linjer. Det gjorde TV 2 med dokumentarerne om ’Moskeerne bag sløret’ og igen med ’Guds bedste børn’.

Det er imidlertid et problem, når TV 2 her i 2019 endnu en gang får kritik for ikke at have informeret medvirkende godt nok.  Endda i forbindelse med et emne, som ellers ifølge Pressenævnet har ”klar almen interesse”, og som nævnet i øvrigt ikke finder anledning til at kritisere.

Derfor er det er en ærgerlig fejl.

LARS BENNIKE, 22.08.2019 

Læs hele Pressenævnets kendelse her.

 

 

Billede {0} af {1}